Hvor beskyttet er jeg efter vaccinering?
Hvis du bliver vaccineret med vaccinen fra Pfizer/BioNTech, som cirka 85 procent af de vaccinerede danskere hidtil har fået, opnår du ifølge medicinalfirmaets egne studier optimal beskyttelse allerede en uge efter andet stik. Det vil sige, at man fra det tidspunkt vil være cirka 95 procent beskyttet mod covid-19.
Den officielt gældende tommelfingerregel er dog 14 dage efter. Det indebærer, at man som (Pfizer-)færdigvaccineret har cirka 95 procent lavere risiko for at få covid-19 end ikkevaccinerede. Efter første Pfizer-stik – og før det andet – er man over 50 procent beskyttet. Cirka to uger efter første stik er beskyttelsen efter alt at dømme højere – formentlig cirka 80 procent. De øvrige vacciner (fratrukket Modernas) yder en noget svagere beskyttelse.