Her er den potente coronamedicin, der måske kan blive pandemiens vendepunkt

I et lille, finurligt havdyr har forskere fundet et stof, der muligvis kan blive selveste vidundermidlet i kampen mod covid-19. »Det er langt det bedste, vi har set,« siger amerikansk molekylærbiolog. Danske eksperter finder det nye stof »lovende«, men understreger, at det ikke er nok kun at se en potent virkning i et reagensglas.

Det ligner en lille, flydende hjerne, men det hvirvelløse og mærkværdige såkaldte sækdyr, der lever i Middelhavet nær De Baleariske Øer, rummer et uhyre potent stof, der måske kan blive et effektivt våben i kampen mod coronavirussen SARS-CoV-2. PharmaMar

I Middelhavet ud for ferieøen Ibiza lever et lille og primitivt såkaldt sækdyr med det latinske navn Aplidium albicans.

Nu viser det sig, at det hvirvelløse dyr, der ligner en flydende hjerne, indeholder et potent stof, som muligvis kan udgøre et decideret vendepunkt i kampen mod coronaen.