Hemmeligheden bag Grønlands urfolk

Danskledet forskning afslører nu en række dybe hemmeligheder om stenaldereskimoerne, det hårdføre og sagnomspundne arktiske urfolk, der af mærkværdige årsager uddøde for knap 700 år siden.

Professor Eske Willerslev har fundet ud af, at de moderne grønlændere på ingen måde er beslægtede med de oprindelige beboere på Grønland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Det er den måske mest beundringsværdige udvandring i menneskets historie.

For uden at vi på nogen måde kender detaljerne, så kalder historien om menneskers vandringer for tusinder af år siden fra det permafrosne Sibirien og over isen til det lige så bundfrosne Alaska, Canada og Grønland på vores dybeste respekt.

Nu har den fremtrædende danske DNA-forsker Eske Willerslev og en række af hans kolleger givet et centralt bidrag til vores forståelse af, hvem de var, disse første og utroligt hårdføre arktiske folkeslag.

Det mest opsigtsvækkende resultat er, at det nu står nagelfast, at der gennem tusinder af år eksisterede et folkeslag, palæo- eller stenaldereskimoerne, som praktisk taget intet slægtskab havde med andre arktiske folk, og som uddøde for knap 700 år siden.

De var med andre ord ikke, som flere arkæologiske studier ellers har antydet, forfædre til nutidens arktiske inuitter, ligesom palæoeskimoerne ikke var efterkommere af de første nordamerikanske indianere.

I stedet var de det første sande arktiske folk. De første, som gjorde klodens mest ugæstfri miljø til deres hjem.

»Det er virkelig en gåde, hvorfor palæoeskimoer ikke havde sex med amerikanske indianere, som de må have mødt i Canada. Men vores DNA-studier viser, at palæoeskimoerne hverken blandede blod med indianerne eller med inuitternes forfædre, der ankom mange tusind år senere,« forklarer professor Eske Willerslev.

De første, der krydsede over fra Sibirien til Alaska, var forfædre til nutidens amerikanske indianere. De søgte imidlertid mod det varmere klima i syd. Men for ca. 5.000 år siden ankom stenaldereskimoerne, enten ved at sejle over Beringstrædet eller vandre over havis.

I de følgende mere end 4.000 år gjorde de Arktis til deres hjem. De slog sig ned på de nordlige kyster af Canada og krydsede tilmed over til Nordgrønland og blev dermed de første beboere på verdens største ø.

»Det er virkelig et barskt område, og jeg kan love dig for, at der er koldt deroppe, selv om sommeren. Der har ikke været meget andet end moskusokser og nogle isbjørne, og så har de sikkert kunne holde varmen ved at sætte ild til sælspæk,« siger Eske Willerslev.

To damer

Sammen med sine kolleger i bl.a. Nordamerika har professoren opdrevet stort set alt, hvad der er opdaget af knogler og tænder fra palæoeskimoernes bopladser i Canada og Grønland. Derefter foretog man en grundig DNA-sekventering af de menneskelige rester, hvorefter man kom til det overraskende resultat, at der praktisk taget ingen genetisk variation er blandt det arktiske urfolk.

»Det er meget underligt. Det er mig bekendt aldrig fundet i en befolkningsgruppe før. Da de krydsede Beringstrædet havde de måske kun en enkelt dame eller to med, for ellers ville du ikke se så lidt variation. Det indebærer, at når grupper af palæoeskimoer mødte hinanden efter flere tusind års adskillelse og giftede sig med hinanden, så var det som at gifte sig med et nært familiemedlem,« fastslår han.

For 700-800 år siden ankom imidlertid et nyt folk til Nordgrønland: Thulekulturen, der er forfædre til nutidens inuitter. De var stenaldereskimoerne teknologisk overlegne, for de havde bl.a. store slæder trukket af et helt spand hunde og velvoksne både, som de kunne jage og fange hvaler med.

I inuitternes gamle fortællinger er der historier om et mærkværdigt og sky folk af kæmper, som flygtede op i fjeldene, når man nærmede sig dem. Det var efter alt at dømme stenaldereskimoerne.

Omkring år 1400 forsvandt imidlertid de sidste stenaldereskimoer, tilsyneladende uden at de nogensinde blandede blod med inuitternes forfædre.

»Man kan ikke ignorere, at deres uddøen er sammenfaldende med thulekulturens ankomst. Vi ved ikke, om der har været voldelige sammenstød, men der er ingen arkæologisk evidens for vold. Så det er nærliggende at antage, at de døde af sygdomme, som de ikke var resistente over for,« siger Willerslev.

Mikkel Sørensen, lektor ved Københavns Universitet og ekspert i Grønlands forhistorie, anerkender det opsigtsvækkende forskningsresultat, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Science. Men samtidig advarer han om, at Eske Willerslev og hans medforfattere ikke tolker kulturudvikling og arkæologi ind i deres strengt naturvidenskabelige DNA-studier.

Men også han mener, at der i den grad er grund til at respektere stenaldereskimoerne for deres evne til at overleve i det højarktiske område:

»De havde meget raffinerede jagtteknikker og skabte sig gennem tusinder af år en tilværelse i et miljø, som en moderne jæger eller soldat næppe ville overleve i i mere end tre dage.«