Havslange, havslange, havslange!

Endelig fik havslangeekspeditionen en havslange at se. Endda flere! Men alle af samme art.

En gullæbet havkrat måles omhyggeligt op, der tages en lille DNA-prøve, og den mærkes med et hak i skællene, så forskerne ikke kommer til at måle den samme havslange flere gange. Fold sammen
Læs mere

 

Båden skyder god fart gennem mørket. De to store påhængsmotorer arbejder hårdt, og vi nærmer os hurtigt aftenens mål for havslangeekspeditionen. De lokale fiskere har fortalt os, at havslangerne ligger og hviler sig ved nattetide i små grotter i den 15 meter lodrette klippeside, der går helt ned til vandet.

I dagslys virkede stedet unægteligt mere indbydende. Man kan kun komme hertil med båd og vi må svømme det sidste stykke ind til klippevæggen og hulerne. Derfor har vi alle snorkeludstyr på, men tanken om at kaste sig ud i det mørke vand er virkelig ikke tiltrækkende.

Kysten strækker sig over et par kilometer og ved briefingen har vi arrangeret os i dykkerbuddy-par. ”Bliv ALTID i nærheden af hinanden”, var meldingen fra vores dykkerleder Henrik Agner fra Søværnet. Sikkerheden skal være i orden. Hvis lyset i undervandslygten svigter og man pludselig befinder sig i absolut mørke i vandet, så er det rigtigt rart at have sin makker med, så man sammen kan finde tilbage til båden.

Peter Rask Møller, fiskeekspert fra Statens Naturhistoriske Museum er min dykkerbuddy i aften. Vi skal afsøge vandet et stykke ude fra klippevæggen-

Måske opdager vi slanger på vej til eller fra hulerne. Vi leder også efter giftige dragefisk, som vi har lovet en af Peter Rask Møllers studerende at indsamle små vævsprøver fra. Peter kigger samtidig efter fisk, der kunne være en nyhed for videnskaben.

Pludselig gjalder råbet, vi alle har ventet på, ud i tropenattens mørke: ”Havslanger”. Hvor mange og hvilke arter, må jeg utålmodigt vente på at finde ud af, til vi samles senere. Men jeg er lettet over, at vi efter flere frugtesløse dyk, endelig har lokaliseret et tilholdssted for havslanger, og at vi har de første dyr indfanget. Pyh-ha!

Da vi alle er samlet omkring båden gøres fangsten op. To smukke, båndede havslanger er det blevet til. Arten er vi ikke helt sikker på. Men en type havkrait af slægten Laticauda er det med sikkerhed. Vores to havslangeeksperter, ph.d. Arne Redsted Rasmussen og Dr. Kate Sanders,skal kigge nærmere på dem. De skal bl.a. tælle antallet af skæl på bestemte steder på havslangernes kroppe. Den mest udbredte art er Laticauda colubrina, den gullæbede havkrait, men de kan også tilhøre en af de øvrige fem kendte havkrait-arter eller måske noget nyt og uventet.

Tilbage i båden, med skumsprøjt for boven og motorer, der larmer så meget, at vi ikke kan tale sammen, vandrer tankerne. Den smukke nattehimmel og silhuetten af den skovklædte kyst får mig til at tænke, at jeg har det mest fantastiske job i verden.

Ved hytterne undersøger vi havslangerne nærmere. De er begge af arten Laticauda colubrina og henholdsvis 70 og 78 cm. lange. Forsigtigt pumpers lidt saltvand ned i havslangernes maver. Det skal få dem til at kaste deres maveindhold op, så vi kan finde ud af hvad de spiser. Det er et af de resultater som kurator på Den Blå Planet Lars Skou Olsen og jeg er mest interesserede i. Når vi inden længe skal holde havslanger på Den Blå Planet skal vi vide, hvordan vi fodrer dem bedst. Men desværre har ingen af havslangerne spist noget. Maverne er tomme.

Endeligt tager Dr. Kate Sanders en vævsprøve fra slangerne. Prøverne skal til DNA-undersøges i forbindelse med et populationsstudie af denne art i hele dens udbredelsesområde. Hun klipper også et lille hak fra bugskællene, så vi kan genkende dem, hvis vi skulle støde på dem igen senere. I morgen skal de så slippes ud præcis, hvor vi fangede dem og vi fortsætter vores jagt på flere havslanger.