Havisen vokser - opvarmningen fortsætter

Den arktiske havis er tilsyneladende ved at genvinde en del af fordums styrke. Men der er ingen grund til at aflyse den globale opvarmning af den grund. Tværtimod, mener to eksperter.

Om en uges tid rammer den arktiske havis sin årlige minimale udbredelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Veikko Rihu
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Umiddelbart ser det ganske betryggende ud.

Om en uges tid rammer den arktiske havis sin årlige minimale udbredelse. Men der er intet, der tyder på, at arealet vil komme i nærheden af den opsigtsvækkende bundrekord, som indtraf i september 2012.

Dengang var afsmeltningen hen over sommeren så voldsom, at der kun var et område tilbage på 3,4 mio. kvadratkilometer havis, da genindfrysningen blev indledt i begyndelsen af efteråret. Det er det mindste areal, man har målt, siden systematiske satellitmålinger af Arktis blev indledt i 1979.

I øjeblikket er arealet af havis omkring Nordpolen på godt og vel 5,2 mio. kvadratkilometer, hvilket nogenlunde svarer til omfanget på samme tid sidste år. Og arealet når næppe at skrumpe til meget under fem mio. kvadratkilometer, før isdækket atter begynder at vokse i takt med, at polarmørket og kulden langsomt sætter ind.

Spørgsmålet er dermed, om vi nu kan ånde lettet op i forventning om, at den globale opvarmning er aflyst i og omkring Nordpolen.

»Desværre,« lyder det fra Rasmus Tonboe, lektor på Center for Ocean og Is under DMI.

»På den korte bane afhænger havisens størrelse af vejrets luner, og både i år og sidste år blev smeltesæsonen indledt lidt senere end i 2012. Hvis vejret bliver lidt lunere til næste forår, og vi dermed får en tidlig start på smeltesæsonen, kan en ny bundrekord sagtens komme i hus i 2015.«

Han forklarer, at der i de arktiske have bliver stadigt færre arealer med den tykke og standhaftige flerårige havis, mens det relative areal af tynd og skrøbelig sæsonis er voksende. Det gør havisen mindre robust over for sommerens temperaturstigninger.

»Så når vi kommer frem til 2030, 2040 eller 2050 kan vi meget vel stå i den situation, at den arktiske havis stort set vil være forsvundet om sommeren,« understreger han.

Spejlet mangler

Eigil Kaas, professor i klima og meteorologi ved Københavns Universitet, er enig:

»Man kan på ingen måde hævde, at den globale opvarmning er indstillet, fordi den arktiske havis ikke slår ny bundrekord i år. Overordnet set er der en klar lineær trend i retning mod stadigt mindre arktisk havis om sommeren. Hvis vi er rigtig uheldige, er sommerhavisen forsvundet deroppe om ti år. Men sandsynligheden peger i retning af om nogle få årtier.«

Både Eigil Kaas og Rasmus Tonboe peger på, at den generelt skrumpende arktiske havis har en voldsom indvirkning på klima og temperatur på de høje breddegrader. Når havisen smelter om sommeren, blotlægges det mørke hav. Dermed kommer enorme arealer deroppe populært sagt til at virke som en svamp for solens varmeindstråling i stedet for som et spejl.

Paradokset Antarktis

Af samme årsag stiger temperaturerne i de arktiske områder mere end noget andet sted på kloden, hvilket sætter kraftigt skub i den mere bekymringsvækkende afsmeltning deroppe: gletsjerafsmeltningen fra Grønland. En afsmeltning, der er mere bekymrende, fordi den i modsætning til havisens udtynding får det globale havniveau til at stige.

Nye målinger fra bl.a. det europæiske rumagentur ESA viser således, at siden 2010 er Grønlands årlige såkaldte massetab af is mere end fordoblet i forhold til i det første årti af det 21. århundrede.

På den stik modsatte side af jordkuglen, i de antarktiske oceaner, er man i disse år vidne til, at havisen vokser om vinteren.

Det kan forekomme overraskende, men heller ikke det er et tegn på, at den globale opvarmning skulle være indstillet, understreger Eigil Kaas.

Han forklarer, at vindstyrkerne i disse år er stigende omkring det enorme iskontinent – i øvrigt med al sandsynlighed netop som følge af global opvarmning.

De kraftigere vinde trækker i vinterhavisen på en sådan måde, at den føres mod nord og væk fra selve kontinentet, hvorved udbredelsen vokser.

Ifølge professoren har det svagt voksende antarktiske havisdække imidlertid nærmest ingen indflydelse på temperaturdannelsen dernede.

Det skyldes, at i antarktiske farvande er der praktisk taget udelukkende havis om vinteren. I modsætning til i Arktis opløses sommerhavisen dernede år efter år nærmest totalt.

Så når vintermørket har sænket sig over Antarktis, er der ingen eller så lidt solindstråling, at det ikke har nogen betydning, at arealet med potentielt solreflekterende hvid is er lidt større end ellers. Der er under alle omstændigheder bælgravende mørkt.

På samme måde er udsigten til fremtidens globale klima fortsat ganske mørk, uanset svagt voksende havis.