Hackere sendte spam fra køleskab

I takt med at flere produkter i hjemmet bliver »smarte« og får adgang til internettet, kommer de også i søgelyset hos hackere. IT-sikkerhedsfirma har efter sigende for første gang afsløret et angreb, hvor et køleskab er blevet udnyttet til at udsende spam.

Smarte køleskabe, der kan styres fra mobile enheder, gå på nettet og meget andet lånt fra andre teknologiske enheder, er et af fokusområder fra flere elektronikproducenter for tiden. De begynder dog også at hente opmærksomhed hos hackere, ifølge IT-sikkerhedsfirmaet Proof, der i en afsløring af et hackerangreb har lokaliseret spam udsendt fra et smart køleskab. Det angives dog ikke fra hvilken producent. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Becker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når køleskabet, komfuret, opvaskemaskinen og flere af de andre hvidevarer og husholdningsmaskiner i hjemmet bliver klogere - og udstyres med adgang til internettet og mulighed for at kommunikere med mobilen, tavlecomputeren, TVet eller andre enheder, bliver de også mere sårbare over for hackerangreb.

Bølgen af produkter, der bliver udstyret med mere teknik og adgang til internettet, går ofte under betegnelsen »internet of things« - eller på dansk »tingenes internet« - begynder også at fange interessen hos cyberkriminelle.

IT-sikkerhedsfirmaet Proofpoint meddeler, at det har afsløret et cyberangreb, som omfatter flere end 100.000 forbrugerelektronikprodukter, der udover computere og mobile enheder tæller både routere, multimediecentre, trådløse højttalere og TV, mens det efter sigende for første gang også er blevet afsløret, at hackere har fundet vej til et intelligent køleskab.

Elektronikprodukterne, der dog blot omfatter mindst ét køleskab, er blevet brugt som platform til at udsende spam-email. I blev der fra gruppen af forbrugerelektronikprodukter i hjemmet i perioden 23. december til 6. januar udsendt 750.000 spam-email.

Mere end 25 procent blev sendt fra gruppen af forbrugerelektronik i hjemmet, der ikke tæller computere og mobile enheder, som er klassiske angrebsmål for hackere, der går efter at skaffe sig adgang for at udnytte dem i et såkaldt botnet, der vil sige, at de overtager enhederne og kan fjernstyre dem uden ejerens viden - eksempelvis til at udsende spam.

»I forhold til at give mulighed for at kontrollere alle gadgets, som vi bruger dagligt, giver »internet of things « gode muligheder. Tendensen giver samtidig cyberkriminelle mulighed for at bruge vores routere, TV, køleskab og andre internetforbundne enheder til at foretage store angreb,« lyder det i en kommentar til angrebet fra analytiker hos Ostermann Research, Michael Osterman, i en meddelelse fra Proofpoint.

Angrebet afsløret af IT-sikkerhedsfirmaet Proofpoint rummede blot et køleskab, men altså samlet flere end 100.000 forbrugerelektronikprodukter, der anvendes i hjemmet. Og ifølge direktør for firmaets afdeling for informationssikkerhed David Knight bør man være opmærksom på truslen.

»I modsætning til stationære og bærbare computere, hvor der er værktøjer og brugergrænseflader, som gør opmærksom på, at noget er galt, er der ikke meget hjælp i forhold til at oplyse folk, om deres køleskab eller lydsystem er blevet udsat for et angreb,« siger David Knight ifølge den amerikanske nyhedside NPR.

For tiden har verdens elektronikproducenter travlt med at udstyre flere apparater med mere teknologi, adgang til internettet og til at kommunikere med andre elektroniske enheder. På dettes års CES-messe, der er verdens største forbrugerelektronikmesse Consumer Elektronic Show, i Las Vegas, USA, blev der netop præsenteret flere eksempler på, hvordan forbrugernes hjem i fremtiden skal gøres »klogere« med intelligente husholdningsprodukter og hvidevarer som vaskemaskiner, ovne, køleskabe og meget mere.

Der var blandt andet bud på, hvordan man kommer til at kunne chatte med sit køleskab, når man er ude af huset, få beskeder fra vaskemaskinen om, hvor langt den er nået med en vask, eller eksempelvis styre produkterne med stemmen.

Et andet eksempel på, hvordan der for tiden bliver sat fokus på at indtage og digitalisere hjemmet, er den amerikanske internetgigant Googles opkøb af virksomheden Nest Labs, der producerer intelligente termostater og røgalarmer.

Over for amerikanske Wall Street Journal forudser analytiker Frank Gillett fra Forrester Research, at Google vil komme med en palet af smarte produkter til hjemmet som låse, dørklokker, babyalarmer, fugtighedsmålere m.m., der alle kan opsamle data og sende dem trådløst. Parret med en telefon med Googles Android-software kan de smarte termostater – og meget andet – samles til et intelligent energi- og sikkerhedssystem til hjemmet.

Topchefen for netværksgiganten Cisco, John Chambers, har omdøbt »Tingenes Internet« til »Altings Internet« og spår, at det vil blive »større end noget andet, som nogen sinde er blevet gjort i højteknologiverdenen« med udsigt til nye indtægter i 2020 for 19 billioner dollars eller lige under 104 billioner kroner (med 12 nuller efter).