Graviditetshjælp til ældre

Ældre, danske kvinder får hjælp i udlandet til at blive gravide.

Modelfoto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere

Hvor den danske lovgivning sætter en stopper for graviditets-behandling af kvinder, når kvinden fylder 46 år, har andre lande mere liberale love for, hvor gamle kvinder må være for at få hjælp til at blive gravide, og det benytter danske kvinder sig af, skriver Politiken tirsdag.

Fem private fertilitetsklinikker i London bekræfter således over for Politiken, at de løbende behandler danske kvinder over 45 år.

Men selv om der findes denne 'fertilitetstrafik' over grænserne, giver det alligevel rigtig god mening at have en dansk lovgivning på området, mener forkvinden for Jordemoderforeningen, Lilian Bondo.

»Jeg synes, vi skal tænke meget over, hvad vi gør på det område af etiske årsager. Og jeg vil hellere diskutere, hvorfor fertiliteten i befolkningen falder, og hvad vi kan gøre, så mennesker får børn, mens de er unge og stærke«, siger hun til Politiken.

På den private fertilitetsklinik Bridge Centre i London behandler læger adskillige danske par hvert år.

Klinikkens medicinske direktør, professor Gedis Grudzinskas, er helt uenig med Lilian Bondo.

»Hvad kommer den enkelte kvindes alder staten ved? Hvis lægerne vurderer, at en kvinde er fysisk og mentalt i stand til at få børn efter overgangsalderen, må det være kvindens egen afgørelse, om hun vil forsøge at blive gravid«, siger han til Politiken.

Det er dog langt fra alle par, der vender tilbage til Danmark med ønskebarnet i maven. For når kvinden er over 45 år, er hendes fertilitet ikke den samme som tidligere.

Professor Gedis Grudzinskas fra den private fertilitetsklinik Bridge Centre i London vurderer, at allerhøjst 10 pct. af de ældre kvinder bliver gravide med egne æg efter en behandling.

Tallet er højere, hvis man bruger donoræg fra yngre kvinder.

I lørdags fødte en 67-årig spansk kvinde tvillinger og erhvervede sig dermed titlen som verdens ældste mor, skriver Politiken.

Kilde: Politiken