Googles musiktjeneste rykker nærmere

Fredagens nyhed om, at Google nu vil nedprioritere links til pirat-materiale kan være forløber for en international lancering af Googles iTunes-konkurrent

Foto: JOHN MACDOUGALL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I fredags annoncerede Google, at selskabet nu vil justere søgemaskinen, så det bliver sværere at finde piratmateriale blandt søgeresultaterne. Det giver nu anledning til spekulationer om, hvorvidt tiltaget er første skridt i en lancering af Googles musikbutik uden for USA.

Google Music blev lanceret i slutningen af 2011, og minder i store træk om Apples iTunes Store - dog med den undtagelse, at man hos Google Music kan upload sin egen musik og herefter streame den trådløst til alle ens Android-baserede enheder, og til computere.

Hidtil har Google Music kun været tilgængelig for amerikanerne, og Google har være meget stille omkring deres arbejde med at udbrede tjenesten til deres millioner af brugere uden for USA.

Det til trods for, at Googles Android-smartphonesystem vinder stadigt større udbredelse globalt, hvorved antallet af potentielle kunder til en mobil musiktjeneste fra Google stiger tilsvarende.

Kræver aftaler

Skal Google åbne for musikbutikken uden for USA kræver det aftaler med de lokale ophavsretsorganisationer, og her har Google ikke umiddelbart været i kridthuset, fordi søgemaskinen gladeligt har linket til piraterimateriale hos The Pirate Bay og den nu lukkede tjeneste Megaupload.

Med fredagens tiltag om at hive links til piratmateriale ud af søgemaskinen, har Google samtidig gjort sine hoser en del mere grønne, skriver The Guardian.

"Dette er et stort politisk skridt fremad for Google. Der er ingen tvivl om, at det Google laver er strategisk knyttet til hvad de vil med deres egen musiktjeneste," siger Mark Mulligan, der musikindustri-analytiker, til avisen.

Google driver også YouTube, som ofte er involveret i distribution af ophavsretsbeskyttet materiale, der dog ofte pilles af ret hurtigt.

Åbner Google Music i Danmark, kan danskerne se frem til et tilbud, der prismæssigt ligger meget tæt på iTunes. I USA koster mange numre hos tjenesten cirka en dollar - men selv om tjenesten er oplagt for brugere af Googles Android-enheder, har den dog langt fra endnu formået at true iTunes, der fortsat er verdens største digitale musikbutik.