Google-TV kommer til Danmark

Sony melder nu klar med Google TV til det danske marked.

Danskerne kan se frem til Google TV fra Sony - dog i en lidt amputeret udgave i første omgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: EMMANUEL DUNAND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du er fan af Googles tjenester - eller bare gerne vil have en mediestreamer som ikke er et Apple TV, vil du snart kunne møde din nye bedste ven, NSZ-GS7.

Maskinen er en dims, der sluttes til fjersynet i den ene ende og til internettet i den anden - og herefter har man adgang til alt det indhold, som Google tilbyder via sin TV-platform, Google TV.

Noget lignende kendes fra Apples settopboks, Apple TV, der dog ikke rummer nær samme muligheder som Googles. Apples løsning giver således primært adgang til Apples egne tilbud via iTunes store, hvor man kan leje og købe film og meget andet.

Googles TV-løsning tilbyder indhold fra et væld af kilder, herunder filmudlejningstjenesten Netflix, der dog næppe bliver klar til det danske marked samtidig med NSZ-GS7.

Ikke ligefrem en sællert

Sony var det første selskab til at lancere et egentligt TV-apparat med Googles TV-platform i maven, men endnu har platformen ikke fanget an i nævneværdigt grad. Det samme gælder Apples TV-løsning, der også har trådt vande i nogle år.

Meget tyder dog på, at der nu er et regulært gennembrud på vej for smarte fjernsyn, herunder settopbokse - og også Apple rygtes på vej med et egentligt TV-apparat under eget mærke.

Flere producenter af TV-apparater har allerede annoncerer samarbejder med Google om Google TV, og meget tyder på, at 2012 bliver året, hvor det smarte fjernsyn virkelig kommer til at slå igennem. Også branchens øvrige aktører er i gang med smart-TV-projekter, og blandt andet arbejder en alliance, bestående af LG, Phillips, Loewe og Sharp på at bygge en TV-platform, der skal konkurrere med Google og Apple, så de ikke kommer til at sætte sig på en alt for stor del af markedet, som det skete med smartphones.

Google TV er dog en særegen oplevelse, fordi den velkendte søgemaskine er integreret, så brugeren lynhurtigt kan trawle alskens netbaseret medieindhold igennem direkte fra sit TV.

NSZ-GS7 kommer på markedet til sommer, og kommer til at stå i omkring 1600 kroner.

Sonys Google TV-tilbud kommer også til at rumme muligheden for at streame musik fra Sonys nylancerede musiktjeneste, Music Unlimited, der ligeledes åbner i Danmark.

I videoen forneden kan du få et hurtigt overblik over mulighederne med Googles TV-platform.