Google risikerer ny bøde for brud på privatliv

Internetselskabet Google indkaldt til høring hos den hollandske databeskyttelsesmyndighed, der mener, at Google ikke giver brugerne tilstrækkeligt information om, hvordan deres data bliver anvendt. Der kan være en bøde på vej.

Foto: BOBBY YIP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Internetgiganten Google har flere gange været i søgelyset hos de europæiske datatilsyn, efter selskabet tilbage i marts 2012 sammenkørte brugerbetingelser for alle dets internettjenester.

Nu er den hollandske databeskyttelsesmyndighed DPA også ude med kritik af Googles praksis, der gør det muligt at sammenkøre de oplysninger, som folk afgiver via de enkelte tjenester og dermed få et dybere indblik i den enkelte brugers aktivitet.

DPA - Dutch Data Protection Authority - har efter syv måneders undersøgelse indkaldt Google høring. Herefter vil datatilsynet afgøre, om der skal skrides ind over for internetselskabet - eventuelt med en bøde, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Internetselskabet Google meddeler efter den hollandske kritik, at selskabet leverer brugerne tilstrækkeligt med information om, hvordan deres data bliver anvendt.

Den hollandske databeskyttelsesmyndighed beskriver i en meddelelse, at undersøgelsen har gennemgået tre typer af internetbrugere: Personer med en Google-konto.

Personer der ikke har en Google-konto, men bruger nogle af selskabets tjenester, som ikke kræver det, eksempelvis Search eller Youtube. Og personer, der ikke bruger Google, men der fortsat indsamles data om, når de besøger de mange hjemmesider verden over, som gør brug af såkaldte cookies, der gør det muligt at målrette annoncer.

Ifølge undersøgelsen kombinerer internetselskabet data om internetbrugerne i selskabets forskellige tjenester med henblik på blandt andet at kunne personalisere annoncer og personalisere tjenester som Youtube og Search, og nogle af de data er af følsom karakter, som eks. betalingsinformationer, lokaliseringsdata og information om søgning på tværs af websteder.

»Google kombinerer de personoplysninger fra internetbrugere, som indsamles fra alle de forskellige Google-tjenester, uden i tiltrækkelig grad at informere brugerne om det på forhånd - og uden at bede om deres samtykke til det. Undersøgelsen viser, at Google ikke oplyser tilstrækkeligt om, hvilke personlige data, selskabet indsamler og kombineret - og til hvilket formål,« lyder det i meddelelsen fra hollandske DPA.

Hos internetselskabet Google understreges det, at selskabets privatlivspolitikker respekterer europæisk lovgivning.

»Vores privatlivspolitikker respekterer europæisk lovgivning og gør det muligt for os at udvikle simplere og mere effektive tjenester. Vi har samarbejdet med DPA gennem hele denne proces og vil fortsætte med at gøre det fremover,« lyder det ifølge Reuters i en udtalelse fra Google.

Seks europæiske lande, Holland, Frankrig, Spanien, Tyskland, England og Italien, har samlet sig om at gå efter Google for at tvinge internetgiganten til at rette op på den praksis, som de mener er et brud på EUs databeskyttelsesregler.

I sommer indledte eksempelvis Spanien en sag mod Google for brud på privatlivets fred kun et døgn efter at det franske datatilsyn gav internetgiganten tre måneder til at ændre praksis, før der vanker millionbøder.

Det var i begge tilfælde Googles ændring i marts 2012 af brugerbetingelserne for at anvende Googles nettjenester, der er anstødsstenen. Google gjorde dem ens, hvorved Google fik mulighed for at samkøre alle oplysninger, som folk har afgivet via de enkelte tjenester, og dermed fik internetgiganten et langt dybere indblik i den enkelte bruger, end det hidtil havde været muligt.