Google på trapperne med nyt isenkram

Søgegiganten er snart klar med ny telefon, nye briller og nyt ur.

Google er blandt andet på vej med ny telefon. Her er det teleselskabet Wind Mobile, der er »kommet til« at smide en reklame op før tid. Foto: Wind Mobile Fold sammen
Læs mere

Der er travlt hos Google. Ikke blot håndterer man stort set hele verdens søgeforespørgsler, man er også i gang med at opdatere og udvide hardware-porteføljen.

Lige om hjørnet er opdateringen af Googles telefon, Nexus. Den vil, efter alt at dømme, dukke op om få dage, hvor Google vil præsentere de sammen med den nyeste version af Android.

Den nye telefon, Nexus 5 blandt venner, bliver produceret af LG og er ikke en kæmpe opdatering i forhold til forrige model. Telefonen vil have en skærm på knap fem tommer i fuld HD og et kamera på otte megapixels og med optisk billedstabilisering. Selve telefonen vil være 8,6 millimeter tyk.

Google laver smart ur

Googles smarte ur, som har været rygtet i en rum tid, rykker nu også tættere på. Ifølge Wall Street Journal, så er det et spørgsmål om få måneder, før Googles ur kan købes i butikkerne.

Ifølge avisen er uret i den sidste udviklingsfase samtidig med, at Google er i kontakt med en asiatisk leverandør, der er klar til at masseproducere uret. Uret vil køre Googles styresystem Android og benytte sig af Googles intelligent assistent »Google Now«.

Det betyder, at uret vil kunne kommunikere med din telefon, og automatisk hente kalenderaftaler, rutevejledninger og deslige fra telefonen.

Ifølge kilden vil Google med det nye ur fokusere på to ting. Dels skal uret være »rigtigt brugbart«, og dels skal det have en fornuftig batteritid. To punkter, hvor anmeldere har kritiseret blandt andet Samsungs smartwatch, Galaxy Gear.

Apple ventes også at præsentere deres bud på et smart ur. Analytikere peger dog på, at det først vil ske i 2014.

Mere Google Glass

Samtidig skruer Google også også op for produktionen af den intelligente brille, Google Glass. Det skriver Financial Times.

Ifølge avisens kilder, så har Google sat produktionen »betydeligt« i vejret op til julesalget. Indtil videre er godt 10.000 eksemplarer af brillerne ude i hænderne forbrugere og medier. Det er foregået igennem et specielt program, hvor man skulle godkendes for at købe et eksemplar.

Og det bliver der øjensynligt ikke lavet om på. Den menige forbruger kan først købe uret engang i 2014, men med den øgede produktion bliver det muligt for eksisterende ejere at »invitere« andre til at erhverve sig et eksemplar.

Google Glass fungerer som en salgs smartphone, da den gør det muligt at tage billeder, sende beskeder og udføre andre funktioner via stemmestyrede kommandoer.

Du kan for eksempel sige »OK, Glass« ind i en af de to mikrofoner, hvorefter en menu dukker frem i udkanten af ens synsfelt. Denne menu viser ikoner, der lader dig tage et billede, optage en video, bruge Google Maps eller foretage et telefonopkald.