Google holder Honeycomb-kildetekst hemmelig

Google vil indtil videre ikke dele kildeteksten til operativsystemet Android 3.0, også kaldet Honeycomb.

Googles nyeste og tredje version af Android, Honeycomb, holdes stadigvæk lidt hemmelig, hvad angår kildeteksten til operativsystemet. Det går imod Googles egen ide om at tilbyde et open source-operativsystem. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN SULLIVAN / AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom Google gerne betegner Android som et »åbent« operativsystem, så har firmaet ikke tænkt sig at dele kildeteksten til Android 3.0, også kaldet Honeycomb, lige med det samme. Google begrunder det med, at Android 3.0 endnu ikke er klar til at blive modificeret og tilpasset til forskellige slags enheder. Det skriver Wall Street Journal.

Android er et open source-operativsystem, og Linux-kernen er en del af Android-basen, hvilket som udgangspunkt betyder, at kildeteksten skal frigives. Men Google betegner sig selv som fårehyrden, der skal styre operativsystemet i den rigtige retning.

Læs også: Android-udviklere kan også tjene millioner

De første tavlecomputere med Android 3.0 er allerede på markedet. Motorola har netop lanceret sin første Honeycomb tavlecomputer, Xoom, og Samsung, Dell og HTC er også på vej med nye modeller.

Open source er ikke så åben igen

I krigen om de mobile enheder vil Google gerne tegne et billede af sig selv som en »open source«-korsfarer, der kæmper mod de store leverandører af lukket software, herunder Microsoft og Apple.

Læs også: Microsoft i nyt søgsmål mod Android

I modsætning til rivalerne er koden til de tidligere Android-versioner frit tilgængelig, og enhver kan hente den og tilpasse den til mobiltelefoner, tavlecomputere, settop-bokse og andre enheder. Det betyder også, at der efterhånden er ganske mange Android »builds« derude – og det kan gøre det sværere at distribuere sikkerhedsopdateringer til operativsystemet.

Men nu har Google altså valgt, at holde kortene tæt ind til kroppen med den seneste version 3.0, der er specielt rettet mod tavlecomputere. Google ønsker ikke, at tredjeparts-programmører skal have mulighed for at ændre i koden og f.eks. bruge den til smartphones.

Kildeteksten frigives på et senere tidspunkt

Tidligere har Google givet mobiltelefon-producenter og andre partnere tidlig adgang til kildeteksten til nye Android-versioner, og et par måneder senere er den så blevet frigivet til den brede offentlighed.

Læs også: Dommer afviser forlig om Google Books

Partnerne har også adgang til Honeycomb-kildeteksten, men det er de mange små producenter og udviklere, som altså nu ikke får adgang til koden.

Google fortæller dog, at kildeteksten til Honeycomb bliver tilgængelig på et senere tidspunkt. Samtidig holder Google fast i, at Android stadig er et »open source« operativsystem.

Denne artikel stammer fra Berlingske Media's samarbejdspartner, ComON.dk