Google får millionbøde for fotovogne

Mange vidste ikke, at de blev fotograferet, fordi det ikke var skiltet tydeligt nok på fotovognene.

Googles fotooptagelser til Gadevisningsfunktionen i Google Maps fortsætter med at skabe debat. Her er en fotovogn i gang med at tage 360-gradersbilleder på Prinsengracht i Amsterdam i Holland. Arkivfoto: Toussaint Kluiters, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Toussaint Kluiters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Google har fået en bøde på en million euro eller 7,4 millioner kroner, fordi internetgigantens fotovogne ikke var genkendelige nok, da de rullede rundt i gaderne i Italien.

Det er det italienske datatilsyn, som har slået til efter klager over Googles fotovogne, som i 2010 gennemfotograferede italienske byer og landskaber til Googles korttjeneste Maps.

Opdagede ikke, at de blev fotograferet

Bøden gives, fordi fotovognene ikke var så letgenkendelige, »at folk, der var til stede på disse steder, kunne besluttes, om de ville fotograferes eller ej«, skriver datatilsynet i sin afgørelse.

Google har som fast procedure, at alle ansigter og nummerplader på folk, der alligevel kommer med på billederne, skal sløres efterfølgende, inden billedmaterialet bruges på Google Maps. Dette sker automatisk og har tidligere ført til, at også f.eks. havenisser, som stod, hvor fotovognene kom forbi, fik ansigterne gjort ukendelige.

Fotooptagelserne er genstand for megen virak overalt. Navnlig i Tyskland er der ekstremt stor opmærksomhed om dem. Flere steder har Google fået nej til overhovedet at kunne optage billeder, og mængden af krav om at få billeder fjernet fra Google Maps er mange gange større i Tyskland end andre steder.

Aflytningsskandale er ikke slut

Oveni kommer så skandalen, hvor fotovognene blev taget i at indsamle data fra alle de ikke-kodede, trådløse net, som de passerede. Derved blev besøg på hjemmesider, kodeord, der blev brugt i samme øjeblik, postbeskeder og meget mere indsamlet af Google, hvilket medførte en proteststorm verden over. Siden er det regnet ned med bøder over Google, og datatilsynene har krævet samtlige data slettet - både de originalt indsamlede og alle kopier og sikkerhedskopier, som måtte findes.

Mange af disse sager er fortsat ikke afgjort.

Det italienske datatilsyn anerkender dog, at Google nu klart har mærket sine fotovogne af, så man kan se, at hvad de laver.