Google får megabøde for privatlivskrænkelser

Internetgiganten må slippe over 100 mio. kroner for at gå lidt for frisk til overvågningen af folk, der bruger Apples Safari-browser.

Google har nu fået en bøde for at overvåge folk, der havde bedt om blive fri Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var på ingen måde i orden, at Google overvågede brugere af Apples Safari-browser, selv om de havde forsøgt at takke nej. Derfor har de amerikanske konkurrencemyndigheder nu påbudt Google at hoste op med en bøde på 22,5 mio. dollars.

Sagen om Googles kontroversielle overvågning kom frem tidligere på året, da det blev opdaget, at Google installerede såkaldte cookies - altså små stykker kode - på brugernes harddiske, selv om de i Safaris indstillinger havde frabedt sig netop det. Cookies kan bruges til at overvåge og registrere hvad man laver på nettet, eller for eksempel til at gemme adgangskoder, så det er lettere at logge ind på sin mailkonto.

Cookies bruges dog også af annoncenetværk, der gerne vil overvåge folks interesser, så de bedre kan målrette reklamerne - og ofte installerer annoncørerne cookies på brugernes harddiske, uden at brugerne overhovedet får noget at vide om det.

Mange browsere kan det samme

De fleste browsere, herunder også Apples Safari, giver mulighed for at slå cookies fra - og det var denne indstiling, som Google ikke respekterede. Det betød, at Google reelt kunne overvåge folks webadfærd, selv om folk udtrykkeligt havde frabedt sig det.

Google har selv forklaret, at omgangen med Safaris indstillinger slet ikke handlede om reklamer, men derimod om den 1-knap, som er Googles svar på Facebooks 'synes godt om'-knap.

Bøden gives fordi Google med krænkelsen overtræder en aftale, som selskabet tidligere har indgået med de amerikanske myndigheder.

Pikant tidspunkt

Bøden kommer på et ganske pikant tidspunkt for Google, netop som debatten om de såkaldte Do Not Track-indstillinger dukkede op igen tidligere på ugen. Det skete, da Microsoft valgte at fastholde, at tracking - altså overvågning og sporing - af brugernes webadfærd, som udgangspunkt er slået fra, hvis folk vælger standardinstalleringen af det kommende Windows 8-system.

Do Not Track - forkortet DNT - er et forsøg på at finde et kompromis på de modstridende interesser inden for overvågning af webadfærd. Det er en overvågning, som både Google og Facebook og utallige andre benytter sig af, blandt andet til at målrette reklamer mod brugerne og blive klogere på deres adfærd. Fænomenet har været i vækst de senere år, og mens EU har valgt at lovgive sig ud af problemet, har parterne i USA forsøgt at nå et resultat ad frivillighedens vej.

Spor mig ikke

Indtil videre er løsningen landet på netop DNT-knappen, der findes under indstillingerne i de fleste nyere browsere. Slår man den knap til, markere browseren overfor websiderne, at brugeren ikke ønsker at blive overvåget. Det er dog frivilligt om websiderne vil overholde anmodningen, hvilket langt fra alle gør. Google havde dog lovet konkurrencemyndighederne at overholde anmodningen og ikke plante cookies hos folk, der havde frabedt sig dem.

Hidtil har DNT været noget, man aktivt skulle tilvælge, og dermed tilkendegive, at man ikke ønsker at blive overvåget. Da Microsoft annoncerede, at DNT nu ville blive slået til som standard, skabte det buler af protester fra dem, der driver forretning på overvågningen, men det meddelte Microsoft altså tidligere denne uge, at man ville overhøre.

Googles bøde er den største, som de amerikanske konkurrencemyndigheder nogensinde har givet for en sådan overtrædelse.