Giganter kæmper om at følge julemanden

Microsoft og Google forsøger begge at følge slæden og rensdyrene juleaften, så alle kan se, hvor julemanden er, og hvor mange gaver han netop nu har afleveret.

Gennem mange år har den amerikanske luftforsvarskommando på juleaften holdt et vågent øje med julemanden. Det gør man også i år, men indtil den store dag må man nøjes med at spille spil eller tage på besøg på Nordpolen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To af verdens største netvirksomheder, Microsoft og Google, er begyndt at konkurrere på et helt nyt område: De vil begge to være bedst til at holde styr på, hvor julemanden præcis befinder sig juleaften.

Internetgiganten Google har netop lanceret sin julemandssporing. På netadressen www.google.com/santatracker kan man både spille rensdyrspil og holde sig opdateret om julemandens færden fra sin tavle-PC, bærbare PC eller smartphonetelefon. Mens man venter og følger nedtællingen til den store dag, kan man lade sig underholde med nye spil hver dag, køre rensdyrløb eller sørge for, at gaverne falder ned i skorstenen.

Styr på gaveafleveringen

Så snart det bliver juleaften - og det bliver det jo altså først den 25. december i den engelsksprogede verden - vil hele netstedet blive omdannet til et kommandocenter, hvor der holdes skarpt øje med, hvor i verden julemanden befinder sig netop nu. Det vil, naturligvis, ske ved at bruge Googles korttjeneste, Google Maps, og her vil der løbende blive opdateret med, hvor den skæggede herre i de røde klæder befinder sig, og hvor mange gaver han netop nu vil have afleveret.

Selvsagt kan man også hente en app/et småprogram til sin Google Android-mobiltelefon.

Google er med sit nye initiativ gået lige i kødet på sin gamle ærkerival, Microsoft. Microsoft har nemlig i årevis arbejdet sammen med den amerikanske luftforsvarskommando, North American Aerospace Defence Command (NORAD), om at følge julemandens store, årlige rejse rundt i verden ved at bruge militærsatellitter, radarer, kampfly og særlige julemandskameraer. Det har været særdeles populært blandt især amerikanske børn.

Egentlig var det en fejl

At netop luftforsvarskommandoen begyndte at interessere sig for julemanden, skyldes et rent tilfælde - og en fejl. For i en annonce i 1955 var NORADs telefonnummer fejlagtigt angivet som tilhørende julemanden. Derfor begyndte børn at ringe for at få fat i julemanden. Det tog NORAD til sig og har siden hvert år som særlig juleservice - ud over at holde styr på lufttrafikken - fulgt julemanden på selve juleaften.

I år har NORAD udvidet med et helt særligt netsted, www.noradsanta.org, som tæller ned til den store dag men også gør det muligt at besøge julemanden på Nordpolen og spille forskellige spil. Hver dag i december kommer et nyt spil til. Men juleaften gælder det naturligvis gaveudbringningen. Her kan man på et kort, naturligvis leveret af Microsoft, følge slæden og rensdyrene på den lange rute og se, hvor mange gaver der nu er bragt ud. Microsoft står bag netstedet og har sørget for, at det bruger den nye HTML 5-måde at lave netsider på, så det automatisk kan tilpasse sig skærme af alle størrelser.

Har man en mobiltelefon med Apples iOS, Microsofts Windows Phone eller Googles Android som styresystem, kan man hente en særlig app, så man også herfra kan følge med.

Julemanden måske ny topchef i Microsoft

Om det tætte samarbejde mellem julemanden og Microsoft kunne betyde, at julemanden måske kunne blive Microsofts kommende topchef, når Steve Ballmer, der siden 2000 har stået i spidsen for softwaregiganten, inden for et halvt år træder tilbage, står hen i det uvisse.

»Alt, hvad jeg ved, har jeg læst i aviserne, og jeg har ikke set ham nævnt som en af topkandidaterne,« siger Microsofts markedsføringsdirektør for Internet Explorer, Roger Capriotti, til den amerikanske TV-station ABC.

Læs mere:

Googles julemandssporing
www.google.com/santatracker

Den nordamerikanske luftforsvarskommandos sporing af julemanden
www.noradsanta.org