Gigagrise og megarotter kan blive klodens nye herskere

Enkelte dyrearter ventes at kunne stortrives efter en masseuddøen forårsaget af menneskets stigende økologiske fodaftryk på kloden, der i sidste ende kan komme til at indbefatte mennesket selv.

Rotter så store som får. Tanken er ubehagelig, men kan blive til virkelighed den dag, hvor mennesket har udryddet sig selv og flertallet af alle andre arter på Jorden. Nogle få arter vil nemlig, som rotten, kunne overleve i det barske miljø, som vi efterlader.
Læs mere
Fold sammen

Først en advarsel: Denne klumme handler kun yderst perifert om giraffer. Dem – og især en enkelt af dem – har vi vist hørt tilstrækkeligt om i de seneste dage. Og nu til sagen.

I den seneste tid har dele af den internationale tabloidpresse bragt en sensationel historie om, at rotter med tiden kan blive så store som får og komme til at veje hele 80 kilo. Eller mere.

Ikke nogen rar tanke. Bare at forestille sig, hvad en sådan savlende og blodtørstig gigagnaver kan forårsage af ravage ude i køkkenet, må kunne give selv den mest hårdføre kuldegysninger.

Men der er angiveligt noget om snakken.

Historien kan spores tilbage til en række forskere på det britiske University of Leicester, der er i gang med at undersøge de fremtidige konsekvenser af menneskers voldsomt stigende økologiske fodaftryk på kloden. Et aftryk, der er så enormt, at vi efter alt at dømme er i færd med at igangsætte den største masseuddøen på Jorden i millioner af år. Den sjette store masseudryddelse i Jordens historie, kalder man den. Samt den første, der er forårsaget af en dyreart.

Plante- og dyrearter forsvinder med forrygende hast som følge af vores massive ressourceforbrug og fremfærd på snart sagt enhver plet af planetens overflade. Der findes praktisk taget ikke det græsstrå, den fisk eller den bille, som ikke på den ene eller anden måde er påvirket af menneskets eksistens.

Men enkelte dyrearter ventes at kunne stortrives efter en masseuddøen, der i sidste ende kan komme til at indbefatte mennesket selv. Og det er her, megarotten kommer ind.

Ifølge de britiske forskere ser en række gnavere – samt katte, kaniner og grise – ud til at kunne overleve en menneskeforårsaget masseuddøen.

Ja, bagefter vil de formentlig kunne stortrives og i mange tilfælde vokse i størrelse. Hvorved rotter – i teorien i hvert fald – kan blive lige så store som verdens største nulevende gnaver, nemlig en kapivar, også kaldet et flodsvin, der kan opnå den nævnte vægt på 80 kilo.

Men hvorfor skulle de ikke kunne blive endnu større? Historien viser jo, at når et stort pattedyr har de rette biologiske og klimatiske betingelser, kan de vokse til enorme størrelser og blive nærmest ubegribeligt talrige.

Spol 50.000 år tilbage i tiden, og vi befinder os i den såkaldte megafaunas guldalder. Kæmpemæssige pattedyr i milliontal vandrede i myldrende flokke over Europas, Asiens og især Nordamerikas steppelandskaber. Der var uldhårede mammutter og næsehorn på størrelse med nutidens elefanter, der var kameler, vildheste, bisoner og sabeltigre. Og i skovene rumsterede de ærefrygtindgydende kæmpedovendyr, der kunne veje flere ton og blive mere end fem meter lange fra snude til halespids.

Men for 10.000-12.000 år siden uddøde langt de fleste af dem. Flere faktorer gjorde sig formentlig gældende.

Den danske professor i forhistorisk DNA, Eske Willerslev, har fundet genetisk evidens for, at den primære årsag var klimaforandringer, som ændrede vegetationen og dermed kæmpedyrenes fødegrundlag i en mindre nærende retning. Men andre faktorer har utvivlsomt gjort sig gældende, herunder et sandsynligt meteornedslag i Canada samt vores kød- og pelshungrende forfædres stigende jagt på de store dyr.

Den sidste faktor bør bestemt ikke undervurderes. I Sydøsteuropa byggede fortidens jægere regulære hytter af nedlagte mammutters knogler og stødtænder, og mange arkæologer mener, at Nordamerikas urmennesker, clovisfolket, primært ernærede sig ved storjagt på mammutter og bisoner for ca. 11.000 år siden.

Bortset fra bisonen forsvandt stort set alle disse kæmpedyr i de følgende årtusinder, hvorefter den nordamerikanske bison praktisk taget fik dødsstødet i 1800-tallet ved ekstrem intens og målrettet jagt.

Det samme skete i de følgende årtier med næsten alle øvrige dyrekæmper – hvaler, elefanter, næsehorn, flodheste, løver, tigre (og giraffer) – der alle tidligere levede i milliontal. I dag er der måske en halv mio. elefanter, færre end 20.000 næsehorn og formentlig bare 3.000 vilde tigre tilbage.

Så her i begyndelsen af det 21. århundrede er der blandt den klassiske megafauna nærmest kun kvæg og heste tilbage i store antal. Og de er udelukkende talrige, fordi de tjener mennesker som slagte-, malke- og arbejdsdyr.

Men en dag vil mennesket ikke være her længere – om 1.000 år eller om en million. Hvorefter andre store pattedyr vil træde ind på scenen og overtage vores gamle habitater.

Grise vil flygte ud af svinestaldene, huskatte vil vænne sig til en verden uden madskåle og Whiskas, og rotterne vil søge ly i menneskenes efterladte ruiner.

Over titusinder af år vil de udvikle sig til forskellige arter. Og nogle af disse vil med stor sandsynlighed blive en del af fremtidens megafauna – gigagrise, mammutmus og kæmpekatte med rod i oldtidens spinnende huskatte.

Jorden har altid plads til nye herskere.