Fra Jack the Ripper til Amagermanden

DNA-teknologien gør det muligt for myndigheder at kigge tilbage i tiden og afsløre forbrydelser, der før var umulige at knække. I fremtiden kan DNA-teknologien derfor gøre myndighederne uhyre effektive. Men også uhyre uhyggelige.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det trak overskrifter verden over, da amatørdetektiven Russell Edwards i sidste weekend kunne afsløre identiteten på morderen i en af de mest diskuterede og ikoniske drabssager i historien:

Jack the Ripper var i virkeligheden den polsk-fødte jøde Aaron Kosminski.

Russell Edwards og molekylærbiologen Jari Louhelainen kunne ved hjælp af moderne og avanceret DNA-teknologi pege på Kosminski som morderen. Ved at sammenligne DNA fra en sædplet på et offers sjal med DNA fra en efterkommer fra Aaron Kosminski fandt de to et DNA-match. Og med det match måske også et foreløbigt punktum i sagen om seriemorderen.

Et punktum i en næsten uvirkelig historie om, hvordan der, 126 år efter forbrydelserne blev begået, er blevet sat et ansigt på en af de mest notoriske mordere, verden endnu har set.

Men at kigge tilbage i tiden for at opklare forbrydelser, som de bestialske mord i Londons tågede gader, er ikke et ukendt fænomen. Det er en disciplin, hvor politi og retsteknikere de sidste 30 år har arbejdet på gøre DNA-teknologien mere avanceret og raffineret.

Herhjemme er der flere eksempler på henlagte sager, som pludselig er blevet opklaret eller genåbnet, fordi mulighederne for at bruge DNA-teknologien til at fælde gerningsmanden er blevet bedre.

En af de mest eksponerede er sagen om Amagermanden, der blev dømt for rovmord og voldtægt af flere kvinder. Her er var det netop DNA-spor, der 20 år efter hans første forbrydelse til sidst fældede ham.

Efterforskningen af mordet på lærerinden Lene Buchardt Rasmussen, der blev fundet død i Fasanskoven på Amager i september 1990, var gået i stå. Politiet fandt sparsomme spor af sæd på lærerindens tøj, som det ikke lykkedes at analysere, men tættere på en opklaring kom man ikke rigtigt.

Ti år senere undersøgte politiet igen tøjet. Teknologien var blevet bedre, og politiet fik sikret et DNA-spor. Men der var stadig ikke noget match. Det kom der til gengæld i henholdsvis 2005, hvor politiet fandt DNA på en mælkekarton efter en voldtægt på Amagerkollegiet, og i 2010, hvor politiet fandt et brugt kondom efter en voldtægt. Alle DNA-pile pegede på Amagermanden. Med en sikkerhed på en til en million.

Der er altså ingen tvivl om, at DNA-teknologiens mulighed for med meget stor sikkerhed at påvise sammenhængen mellem en person, og hvor denne har befundet sig på et bestemt tidspunkt, giver politi og myndigheder et helt enestående værktøj.

En ting er, at DNA som efterforskning og bevisførelse kan bruges ved forbrydelser begået for år tilbage, som kan efterforskes på ny. Her er historien om Jack the Ripper ikke enestående, men alligevel speciel.

Brugen af DNA i efterforskningsarbejde åbner også for, at politi og myndigheder i fremtiden kan opklare forbrydelser langt hurtigere, mere effektivt og præventivt end i dag, hvis langt flere havde deres DNA registreret, og politiet hurtigere kunne finde et match.

Det kan illustreres med et eksempel:

Betjent Jensen skal opklare en sag i Kerteminde, som med al tydelighed peger i retning af et mord. I en villa ligger et lig med blodstænk, som ikke stammer fra afdøde. Jensen formoder at blodet er morderens. I samarbejde med retstekniker Rahal sammenligner Jensen DNA-profilen på den formodede gerningsmands blod med politiets DNA-register. Men der er ikke noget match. For den formodede morder står ikke i registret.

I Rigspolitiets DNA-register står omkring 90.000 identificerede danskere i dag registreret. For at blive registreret skal man have været sigtet for en forbrydelse med en strafferamme på mindst halvandet år eller mere. Og efter ti år på listen kan man blive slettet. Derudover indeholder registret også omkring 45.000 DNA-profiler fra ikke-identificerede personer, der stammer fra spor på gerningssteder.

Men hvis nu alle danskere stod i DNA-registret, kunne Jensen og Rahal langt hurtigere og mere effektivt finde et DNA-match, og de kunne holde tidlig fyraften. Så hvorfor står alle danskere der ikke?

For virkelighedens politifolk er DNA-teknologien et særdeles vigtigt redskab, forklarer politiinspektør Bent Isager-Nielsen, efterforskningschef ved Københavns Vestegns Politi.

»DNA-værktøjet kan efter min mening ikke overvurderes. Det et er et meget vigtigt redskab i mange af de sager, politiet efterforsker. Det kan ofte relativt hurtigt rense en uskyldig mistænkt, det kan være med til at sammenkæde forbrydelser, der er begået af samme gerningsmand – og nogle gange vise, at sager, der ellers kunne opfattes som værende begået af samme person, ikke er det. Vigtig viden for politiet. Og endeligt er DNA et vigtigt bevis i mange sager.”

Efter Bent Isager-Nielsens opfattelse har Danmark allerede i dag et særdeles godt og hensigtsmæssigt DNA-register, hvor politiet kan tage mundskrab af alle mistænkte, der sigtes for en forbrydelse med halvandet år eller mere i strafferammen. Det er dermed helt sammenligneligt med fingeraftryksregistret, som er med til at sikre opklaring af mange sager.

»Om reglerne skal ændres til at omfatte alle borgere, er et politisk spørgsmål, men generelt kan man da sige, at ud fra en helt politimæssig vurdering bliver ethvert register bedre, jo flere personer, der er i det,« siger Bent Isager-Nielsen.

Peter Skaarup, retsordfører i Dansk Folkeparti, vil gerne tage stilling. Partiet har flere gange fremsat beslutningsforslag om at ændre lovgivningen og lade alle borgere være i DNA-registret.

»Det er et fantastisk godt redskab for politiet, som kan spare meget store ressourcer i efterforskningsarbejdet. Men samtidig er det også et godt redskab i forhold til retssikkerheden. Når man meget hurtigt og effektivt kan afgøre, om personer har været bestemte steder på bestemte tidspunkter, kan man hurtigt udelukke og afkriminalisere personer,« siger Peter Skaarup.

Dansk Folkepartis retsordfører mener ikke, at man ved at placere samtlige mennesker i et DNA-register, lige netop mistænkeliggør og kriminaliserer alle landets borgere. Hertil lyder argumentet, at hvis man har rent mel i posen, er der ikke grund til at frygte at stå i et register.

»Det er altid en balancegang, hvor man må tage hensyn dels til politiets arbejde og til det enkelte individ. Det er ikke nogen let diskussion. Men lige med DNA-registre er resultaterne så gode, at det giver mening at lave et landsdækkende DNA-register,« siger Peter Skaarup.

Selv om Folketingets øvrige partier ikke er enige med Dansk Folkeparti, så har befolkningen herhjemme ikke de store problemer med at skulle indgå i et nationalt register. Berlingske foretog i 2013 en rundspørge, hvor hver sjette dansker mente, at alle danskere skal have en profil i politiets centrale DNA-register.

Men sættes alle borgere i et DNA-register, er man ovre i nogle meget overordnede og principielle overvejelser af, hvordan et samfund skal indrettes og i hvor høj grad borgerne skal overvåges, forklarer jurist i Institut for Menneskerettigheder Christoffer Badse.

Der er tale om en afvejning mellem to hensyn: Borgernes ret til privatliv og politiets mulighed for at effektivt at opklare forbrydelser.

»At udtage et DNA-register over samtlige borgere vil være et indgreb i privatlivets fred og vil blive kritiseret ud fra en almindelig menneskeretlig tankegang. Det handler om proportionalitet i registreringen af ikke-kriminelle borgere i et land som Danmark med lav kriminalitets-statistik og om, hvorvidt gevinsten ved et sådan tiltag er mindre end den frihed, man opgiver,« siger Christoffer Badse og peger på to aspekter ved registret, som er problematiske.

For det første den europæiske historie og Anden Verdenskrig. Såfremt et DNA-register vil kunne fungere som en etnisk markør, vil det være ekstra problematisk i en europæisk kontekst. For det andet peger han på de generelle effekter som overvågning har på borgerne i et samfund.

»Når man tror, man er overvåget, ændrer man adfærd. Forskellige tiltag såsom logning af vores teleoplysninger og kameraovervågning kan samlet set skabe en følelse af konstant overvågning, og hvis tiltagene går videre, end hvad der er strengt nødvendigt, kan det skade tilliden i samfundet og til staten,« siger Christoffer Badse.

Et tredje problem med et nationalt DNA-register er sikkerheden ved en sådan database, mener Christian Borrisholt Steen, specialkonsulent og medlem af Det Etiske Råd. Når så store datamængder samles ét sted, er der altid en risiko for læk eller ureglementeret brug.

Med flere eksempler på hullet datasikkerhed hos Nets, Aller og CSC i frisk erindring er det noget, man ifølge Christian Borrisholt Steen kraftigt bør overveje, om man har tillid til. »Det markerer en glidebane, og der er en risiko for, at et sådant register kan bruges til andet, end det var tiltænkt,« advarer han.