Et bassin af flydende vand er blevet opdaget dybt inde i Mars' ydre skorpe.
Det viser en ny analyse af data fra NASAs Mars Insight Lander, som landede på planeten tilbage i 2018, skriver BBC News.
Frem mod 2022 registrerede sonden vibrationer, der kom dybt inde fra den røde planet, via en seismograf, der måler styrken af jordskælv og andre bevægelser og rystelser i jordskorpen. Her registrerede sonden 1.319 jordskælv.
Det er netop analysen af de jordskælv via seismiske signaler, og hvordan planeten bevæger sig, der gør resultaterne tydelige: Der ér vand på Mars.
Hvis man mindes at have læst en lignende nyhed før, er man ikke helt galt på den. Man har allerede opdaget frossen vand ved Mars' poler og set tegn på damp i planetens atmosfære. Men det er første gang, at forskere kan bekræfte, at planeten bærer på vand, som vi kender det fra Jorden.
Tidligere undersøgelser af Mars' overflade viser, at der før har været både floder og søer på planeten. De sidste tre milliarder år har planeten dog ikke været meget andet end en ørken.
Noget af det vand er siden gået tabt til rummet, da Mars mistede sin atmosfære. Men ligesom på Jorden findes meget af vandet under overfladen.
Planeten kan bære på meget mere vand
Ifølge analysen findes hulrummet af vand dybt inde i planeten. Omtrent 10 til 20 kilometer inde i skorpen.
»Forståelsen af Mars' vandkredsløb er afgørende for at forstå udviklingen af klimaet, overfladen og det indre af planeten. Vand er det vigtigste molekyle til at forme udviklingen af en planet,« forklarer Vashan Wright, lederforskeren bag analysen fra San Diegos Scripp Institution for oceanografi.
Sonden var kun i stand til at optage direkte fra skorpen under dens »fødder«. Forskerne forventer, at der vil være lignende reservoirer af hulrum fyldt med vand fordelt over hele planeten.
Hvis det viser sig at være tilfældet, er vurderingen, at der kan være nok flydende vand på planeten til at danne et lag på tværs af Mars' overflade, der vil være mere end 3,5 kilometer dybt.
Life on Mars?
Hvor der er vand, er der liv. Men opdagelsen er ikke just godt nyt, hvis man har forventninger om at gøre Mars beboelig for mennesker.
Blandt andet har milliardæren Elon Musk tidligere fortalt om sine planer om at skabe en bæredygtig civilisation på Mars. Helt konkret vil han altså kolonisere planeten og bygge en by.
Men planetens grundvand er gemt for dybt inde i skorpen til, at det vil være muligt, forklarer Vashan Wright.
»At bore et hul på 10–20 km dybt inde i Mars vil selv for Elon Musk være svært,« siger han til BBC og tilføjer:
»Uden flydende vand har du intet liv. Så hvis der er beboelige miljøer på Mars, kan de være dybt under Mars' skorpe.«