De dukker op hvert forår på den sibiriske tundra. Som en hilsen fra en fjern fortid titter en bunke knogler eller en stødtand frem, når de enorme ismasser smelter. Ind imellem afslører isen også en tot brun pels, og på rigtigt gode dage giver den en hel, mumificeret kæmpe fra sig. En mammut.

Det ikoniske istidsdyr uddøde over det meste af kloden for 11.000 år siden, og den yngste mammut, man har fundet, er 3.700 år gammel. Men det vil et hold japanske forskere nu lave om på. Professor Akira Iritani og hans hold fra Kyoto Universitet vil inden for de næste fem år genskabe en mammut ved hjælp af kloning, og de vil bruge en afrikansk elefant som rugemor.

»Forberedelserne til at realisere dette mål er foretaget,« sagde den japanske professor til avisen Yomiuri Shimbun, da nyheden gik verden rundt i den forgangne uge.

I den forbindelse spiller den sibiriske tundra en nøglerolle. Hvis den forhistoriske kæmpe skal svinge sine stødtænder på jorden igen, er det nemlig helt afgørende at finde en mammut med et stykke intakt arvemasse. Alle 4,5 milliarder små trappetrin skal sidde korrekt på DNA-strengen, og det er yderst sjældent tilfældet i et flere tusind år gammelt kadaver.

FROST OG TØ er med til at ødelægge arvemassen, men når forskere alligevel mener, at de kan få en mammut op at stå, skyldes det, at permafrosten i Sibirien forhindrer cellerne i at forfalde. Derfor er det alfa og omega at være på pletten, lige når den brune pels mærker solens varme stråler for første gang i 10.000 år. Jo længere tid der går, jo mere nedbrudt er arvemassen. Dermed forsvinder sandsynligheden for, at fortidsklonen vil blive til noget, der ligner en mammut.

Blandt knogler og pels har Eline Lorenzen vandret på den sibiriske tundra. Til daglig forsker hun ved Grundforskningscenter for GeoGenetik ved Københavns Universitet, og megafauna ancient dna er hendes speciale. Mammutter med andre ord. Eline Lorenzen ser mange muligheder i det japanske projekt, der i første omgang begyndte i 1997, men først tog fart, da det i 2008 lykkedes at skabe en levende klon med celler fra en mus, der havde været nedfrosset i 16 år.

»Der er ingen tvivl om, at det vil give nogle spændende, biologiske indsigter. Nogle gange, når man prøver de her vilde ting, så opnår man altså nogle videnskabelige landvindinger, som man ellers aldrig ville have fået,« siger mammutforskeren.

Vi ved meget lidt om, hvordan mammutten opførte sig, og hvor tæt den er knyttet til elefanten. Det mener Eline Lorenzen, at en mammut-klon vil kunne være med til at opklare. Men vigtigst peger hun på, at projektet kan være med til at bringe væsentlige metodiske skub inden for molekylærbiologien.

»SINDSSYGT UFORSVARLIGT« er Mickey Gjerris svar på de »videnskabelige landvindinger«. Som lektor i bioetik og medlem af Etisk Råd har han svært ved at se meningen med, at istidens ikon skal gå på kloden igen. I det hele taget mener Mickey Gjerris, at de forskningsmæssige muligheder har gjort det svært for mennesket at sætte grænser for, hvad vi kan tillade os at blande os i.

»Den danske teolog Ole Jensen har sagt det sådan her: »Vi er en kultur af brøndpissere«. Vi har ingen respekt for hverken den verden, vi lever i, eller os selv, så vi står og pisser i den brønd, som vi skal hive vores eget drikkevand op af bagefter. Det synes jeg, det her er et rigtig godt udtryk for,« siger bioetikeren.

Mange dyr dør i forbindelse med kloning i dag, og det vil ifølge Mickey Gjerris aldrig være muligt at skabe en 100 procent mammut, fordi en lille smule af DNAet ligger i det elefantæg, som man vil putte mammuttens arvemasse ind i. Det vil svare til, at vi smider appelsiner, pærer og bananer ned i en skål, rører rundt og satser på, at der kommer en ananas ud i sidste ende.

»Man kan altså ikke behandle levende væsener sådan. Vi begynder jo heller ikke at skære hunde over og sætte dem sammen med katte, fordi vi synes, det kunne se skægt ud,« siger han.

Hvis det faktisk lykkes professor Akira Iritani og hans forskerhold at genskabe noget, der ligner en mammut, så ser Mickey Gjerris nye udfordringer. For hvad skal der ske med sådan et dyr? Og hvem skal passe det? Ingen ved, hvilke behov en mammut har, da ingen har mødt én. Og kunne man ikke bruge pengene bedre?

Endelig er der det med loven.

»I Danmark vil det her faktisk være forbudt. Normalt siger vi jo, at det er o.k. at klone, hvis det er den eneste måde, hvorpå vi kan skaffe os noget viden om alvorlige, menneskelige sygdomme. Så accepterer vi, at dyr lider, og derfor bruger vi forsøgsdyr i et vist omfang. Men der er jo ingen reel begrundelse her - ud over at vi kan,« siger bioetikeren.

FÅRET DOLLY brægede sit første »mæææh« den 5. juli 1996 og blev dermed startknappen på den store genetiske kopimaskine. Siden har forskere klonet et utal af husdyr, gensplejset fisk, så de blev selvlysende, og igennem 20 år har russere leget med tanken om at lade mammutten trampe i jorden igen.

I 2000 lykkedes det for første og hidtil eneste gang at genskabe en uddød race. Den 13 år gamle pyrenæiske bjergged Celia var den sidste af sin art, og da den blev fundet død, klonede et hold spanske genforskere nogle af dens celler og brugte fem almindelige geder som rugemødre - ligesom japanerne vil få en elefant til at føde en mammut. En af gederne fødte en unge, som dog døde efter få minutter, fordi dens lunger var misdannede. Et problem der ofte sker i klonede dyr.

Ikke desto mindre betegnede den ledende forsker forsøget som en succes, fordi det var lykkedes at skabe liv fra Celias celler, og samtidig havde holdet slået fast, at man kunne bruge en almindelig ged som rugemor.

I den mere spektakulære afdeling har både amerikanske og sydkoreanske firmaer klonet kæledyr, så glade katte- og hundeejere kan have »det samme kæledyr hele livet«. Blandt andet har en amerikansk kvinde fået fem kopier af sin døde hund, Booger, for cirka 300.000 danske kroner. Det er dog kun gener og dermed udseende, man kloner - ikke adfærd.

JURASSIC PARK bliver det nok alligevel aldrig til. For selv om det vil lykkes at genskabe en mammut, går grænsen definitivt ved kloning af de 65 millioner år gamle rester fra Tyrannosaurus Rex og Stegosaurus. Der er kun forsteninger tilbage, og kloning kræver DNA.

Eller som den videnskabelige direktør i Københavns Zoo, biolog Bengt Holst, udtrykker det:

»Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men der er ikke noget, der tyder på, at vi nogensinde vil se en dinosaur vandre på kloden igen,« siger han.

Det store spørgsmål er ifølge den videnskabelige direktør, hvad vi vil med de forhistoriske væsener? Og hvorfor vi vil genskabe et kæmpedyr, som vi ikke kan tage hånd om, mens vi er godt i gang med at udrydde eksisterende arter?

»Hvor går grænsen? Der er jo også nogle, der taler om at genoplive en neandertaler. Skal den så sidde i et bur? Eller gå ned ad strøget, som det forhistoriske menneske, det nu engang er? Det er jo nogle fuldstændigt sindssyge perspektiver,« siger Bengt Holst.

Af samme grund kan vi ikke forvente, at Københavns Zoo vil erstatte de indiske elefanter med langhårede mammutter i fremtiden. Mammutter i flertal har under alle omstændigheder lange udsigter.

»Man skal jo skabe en variation, for at de overhovedet kan overleve på lang sigt, ellers får man indavl, allerede første gang de begynder at yngle sammen. Det svarer til bror og søster. Eller faktisk bror med sig selv. Det er jo fuldstændig grotesk,« siger Bengt Holst.

Om de japanske forskere har set Jurassic Park, står hen i det uvisse. Professor Akira Iritani siger til avisen Yomiuri Shimbun:

»Hvis vi kan skabe et klonet embryon (forstadiet til et foster, red.), er vi nødt til at diskutere, hvordan mammutten skal opdrættes, og om den skal vises frem for offentligheden - inden vi transplanterer embryonet ind i elefanten.«