Forskere: Her begyndte livet

Livet på jorden begyndte ikke i havet, som man tidligere har troet, viser ny forskning.

Foto: NASA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det første liv på jorden opstod sandsynligvis i små, vulkansk opvarmede mudderpøle. Det opstod altså ikke ved undersøiske varmekilder på havbunden, som ellers er en fremtrædende teori om livets oprindelse. Det argumenterer et internationalt forskningsteam for i deres nyeste resultater, udgivet i det videnskabelige tidssskrift Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America - PNAS.org.

Vulkansk opvarmede mudderpøle er oplagte som arnesteder for livets oprindelse på jorden, fordi det er her damp kommer ud gennem jordens overflade og dampen medbringer mange vigtige mineraler, deriblandt kalium. Og netop tilstedeværelsen af kalium er central for teorien om mudderpøle - ikke havene - som det sted, vi i sidste ende stammer fra.

Kort fortalt er argumentet, at celler, for at syntetisere protein, har brug for store mængder kalium. På havbunden er der dog meget natrium, hvilket ville blokere for disse processer. I dag kan celler ved hjælp af komplekse proteiner pumpe overskud af natrium ud. Men de første celler havde ikke dette redskab ved hånden.

Kan sammenlignes med Darwins teori

Man kan sammenligne de nye resultater med Charles Darwins brev til Joseph Hooker fra 1871. Her stiller Darwin nemlig spørgsmålet: Hvad nu, hvis vi kunne forestille os en varm lille dam? I den varme lille dam, foreslog Darwin, skulle betingelserne for at syntetisere proteiner være til stede, netop som forskerne nu foreslår.

Om de nye resultater støtter Darwins teori eller ej, er de et nyt forsøg på at besvare et spørgsmål, som altid har fået mennesket til at klø sig i nakken, og derfor også altid har været genstand for heftige diskussioner forskere imellem. Således stadig i dag.

Eksempelvis har Nick Lane, biokemiker fra University College London og fortaler for teorien om livets oprindelse i havet, allerede været ude med riven efter de nye resultater på Royal Society of Chemistrys hjemmeside rsc.org.

Læs artiklen "Origin of first cells at terrestrial, anoxic geothermal fields" og døm selv.