Forskere går på jagt efter nye dyrearter på museerne

Der går gennemsnitligt 21 år, fra en organisme bliver indsamlet i naturen, til den bliver beskrevet videnskabeligt og får et navn. Nogle arter får lov at stå over 100 år på museernes hylder, før de bliver ’opdaget’ på ny.

Foto: Ethan Miller. Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

I 1951 lå det danske forskningsskib HDMS Galathea og vuggede i bølgerne ud for Singapores kyst. Med ombord var en eventyrlysten dansk krebsdyrforsker, som blandt andet halede 22 små ålelignende fisk op af vandet nær koraløen Pulau Sudong.

Ombord på skibet blev fiskene konserveret i formalin, og de endte deres rejse på en hylde i fiskesamlingen på Zoologisk Museum i København. Og der blev de stående. År efter år.

Først 57 år efter fangsten fik fiskene deres egen lille plads i historiebøgerne, da to forskere fandt dem frem fra gemmerne, opdagede at der var tale om en ny art og gav arten navnet Ungusurculus riauensis.

»Jeg har været med til at beskrive over 100 nye arter af fisk, og langt de fleste har jeg fundet på hylderne i museer,« fortæller lektor Peter Rask Møller, mens han viser rundt i fiskesamlingen på Zoologisk Museum under Københavns Universitet.

Du kan se et flot galleri af nogle af de mest mærkværdige skabninger, som ligger gemt væk i museets kælder, hos Videnskab.dk

Samlingen består af tusindvis af glasbeholdere med gullig væske og døde fisk, og det var netop her på hylderne, at Peter Rask Møller fandt frem til den nye fiskeart Ungusurculus riauensis.

Ungusurculus riauensis er langt fra det eneste dyr på Zoologisk Museum, som har fået lov til at stå uberørt i årtier. For nylig fandt Peter Rask Møllers kollega eksempelvis en ny og ukendt tusindben-art på en af hylderne i insektsamlingen – tusindbenet var blevet indsamlet i Andalusien i 1863.

»Inden for vores felt er det helt normalt, at der går flere årtier fra et dyr bliver indsamlet til nogen beskriver arten og giver den et navn,« fortæller professor Henrik Enghoff, som er manden bag tusindbene-fundet.

Læs også hos Videnskab.dk: Se billederne: ’Skjult’ verden opdaget i Australien

Det lyder det måske lidt nedslående, at mange nye dyrearter bliver fundet på støvede museumshylder og ikke på Indiana-Jones-lignende ekspeditioner.

Men for både danske og udenlandske forskere er det en helt almindelig praksis at gå på jagt efter nye arter i gamle kasser i naturhistoriske samlinger.

En fransk forsker har sågar regnet sig frem til, at der gennemsnitligt går 21 år fra en organisme bliver indsamlet i naturen til den bliver beskrevet videnskabeligt - og arten får et navn.

»Man kalder det for ’shelf-life’ – altså hvor længe en art har stået på hylderne, før den bliver beskrevet,« forklarer Henrik Enghoff.

Læs også hos Videnskab.dk: Ny svampeart opdaget i Nordjylland

Når man går forbi hylde efter hylde efter hylde på Zoologisk Museum, virker det bestemt heller ikke underligt, at en ny dyreart kan forsvinde imellem de cirka 10 millioner dyr i samlingen.

Kælderen rummer en af verdens største videnskabelige samlinger af hvaler, på næste etage er spritglassene proppet med slanger, hajer, flagermus og frøer, et andet rum gemmer på millioner af døde insekter og på en af museets øverste etager troner udstoppede zebraer, elefantfødder, hestehoveder og lignende.

På dyrene sidder der en lille seddel, som fortæller hvor og hvornår de er blevet indsamlet – men ellers er de stuvet væk, indtil en forsker pludselig kaster sig over deres hylde og giver sig til at studere dem.

Læs også hos Videnskab.dk: Se top 10 over verdens utrolige, nye arter

»Hvis en forsker for eksempel har været på en ekspedition for at fange hajer, så får han måske også taget nogle andre fisk med hjem fra turen. Men hvis han kun selv forsker i hajer, så kan de andre fisk godt havne på en hylde i mange år, før nogen giver sig til at studere dem,« forklarer Peter Rask Møller.

Nogle af dyrene på Zoologisk Museum har været museumsgenstande siden 1600-tallet, men mængden af dyr i samlingen vokser fortsat støt.

Nogle udstoppede krokodiller er eksempelvis kommet til, fordi de blev konfiskeret i lufthavnen, hvalsamlingen i kælderen blev fornyet, da en finhval strandede i Vejle, og på et bord står nogle havslanger, som for nyligt blev indsamlet af danske forskere under en ekspedition til Papua Ny Guinea.