Forsker: Lad elever med ADHD bevæge sig i undervisningen

Bevægelser får børn med ADHD til at lære bedre, viser amerikansk undersøgelse. Derfor må de ikke tvinges til at sidde stille i skolen, mener forskeren bag studiet.

Foto: Claus Fisker

Mange børn får at vide, at de skal holde sig i ro på deres stole, så de kan lære noget i folkeskolen.

Nu viser det sig, at det er afgørende for indlæringen hos børn med ADHD – dem, der måske er mest tilbøjelige til at sidde og svinge med benene, tripper med fødderne eller sidder uroligt på stolen – rent faktisk lærer bedre, hvis de får lov at lave deres bevægelser.

Faktisk er bevægelserne afgørende for, hvordan de husker information og løser komplicerede kognitive opgaver, hedder det i et amerikansk studie, offentliggjort i onlineversionen af tidsskriftet Journal of Abnormal Child Psychology, ifølge en pressemeddelelse fra University of Central Florida. Det skriver Videnskab.dk.

Læs også hos Videnskab.dk: Opråb: Drop ADHD-medicin og kig på kosten

»Typiske interventioner har som mål at begrænse hyperaktivitet. Det er præcis det modsatte af, hvad vi bør gøre for de fleste børn med ADHD,« lyder det fra én af studiets forfattere, Mark Rapport, som leder Children’s Learning Clinic ved University of Central Florida.

»Budskabet her er ikke, ’lad dem bare løbe rundt i lokalet’, men du er nødt til at lade dem lave deres bevægelser, så de kan opretholde den årvågenhed, der er nødvendig for kognitive aktiviteter,« tilføjer han.

Mark Rapports tidligere forskning har vist, at børn med ADHD ikke altid bevæger sig meget, men kun når de skal bruge særlige funktioner i hjernen, herunder arbejdshukommelsen.

Ifølge pressemeddelelsen antyder forskningen, at børn med ADHD kunne lære bedre, hvis de sidder på eksempelvis ’aktivitetsbolde’ eller træningscykler.

Læs mere om, hvordan studiet blev udført, i resten af artiklen på Videnskab.dk.