For første gang: Vi kommer til at se et »hul« i rummet

Onsdag kan verden blive måbende vidne til det første vaskeægte billede af et sort hul og dermed af universets måske mest gåde- og kraftfulde objekt overhovedet. Men hvordan kan vi se noget i princippet usynligt?

Kunstnerisk fremstilling af et sort hul med en masse milliarder af gange større end Solen. Nu får vi med al sandsynlighed den ægte vare at se. Fold sammen
Læs mere
Foto: NASA NASA

Onsdag eftermiddag bliver en mere end 100 år gammel og fuldstændig central teori om universets ekstreme beskaffenhed efter alt at dømme fuldstændig bekræftet.

For nu peger næsten alt på, vi får det første ægte billede at se af det nok mest mærkværdige og fascinerende objekt, man overhovedet kan forestille sig derude – et vaskeægte sort hul.

Det vil sige en direkte observation af lys og stof, der bliver tiltrukket, opvarmet og i sidste ende opslugt af den altovervældende tyngdekraft fra et af disse ultrakompakte og i øvrigt komplet usynlige objekter i rummet.

I de seneste dage har den mere nørdede del af internettet summet af vedholdende rygter om sensationen.

Baggrunden er indkaldelser til hele seks simultane pressekonferencer onsdag klokken 15 dansk tid forskellige steder på kloden, herunder i Washington, Tokyo, Santiago – samt på DTU Space i Lyngby.

Her vil forskere fremlægge det, som i presseindkaldelser bliver betegnet som »banebrydende resultater« fra det såkaldte Event Horizon Telescope.

Ved hjælp af målinger af såkaldte gravitationsbølger - rynker i både rummet og tiden - er forskere i de senere år begyndt at kunne måle, hvad der sker, når to sorte huller smelter sammen med ubegribelig kraft. Her en illustration af øjeblikket kort før et sådant sammenstød. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Det nævnte »teleskop« er reelt ikke et enkelt af slagsen.

I stedet har man kombineret kraften i hele seks radioteleskoper på vidt forskellige jordiske lokaliteter. På den måde har man i princippet skabt et teleskop med et imaginært »spejl« på størrelse med hele jordkloden. Og dermed et spejl, der burde kunne opsnappe detaljer i selv fjerne galakser.

Til sammen kaldes netværket for Event Horizon Telescope – på dansk »begivenhedshorisont-teleskopet«. Det er dermed opkaldt efter sorte hullers nærmest uforståelige grænseflader, hvorfra hverken stof eller lys kan undslippe, og hvor selveste tiden – for en iagttager udefra – først bremser op for dernæst at stå komplet stille.

Fra grænsefladen menes alt at forsvinde ind i et teoretisk punkt, en såkaldt singularitet, hvor stof, rum og tid er ultimativt mast sammen.

I april 2017 rettede teleskoperne sig i en uges tid mod to formodede centrale sorte huller. Det ene var Sagittarius A i Mælkevejens centrum med en masse på omkring fire millioner sole. Det andet var det betydeligt »tungere« formodede sorte hul i midten af den enorme galakse Messier 87 – eller bare M87. Det menes at have en masse som flere milliarder sole.

Her bør det bemærkes, at vores sol har en masse, der er over 300.000 gange større end Jorden og i øvrigt indeholder mindst 99,8 procent af al stof i solsystemet.

Efter målingerne har astrofysikere skullet behandle de enorme datamængder, der nu formodes at kulminere med offentliggørelsen af det – eller de? – første billede af et sort hul.

Silhuet af hullet

Men hvad kan vi i givet fald forvente at få at se?

Formentlig en lysende ring om en mørk cirkel, selve det sorte huls »silhuet«. I nogen grad nok sammenlignelig med en total måneformørkelse. Lyset vil stamme fra gas og støv, der er opvarmet til millioner af grader, mens det suser omkring det voldsomme og uigenkaldelige tyngdekraftcenter.

Med lidt held skulle man endog blive i stand til at få en fornemmelse af, at rummet – og dermed også tiden – krummer omkring hullet i kraft af dets ufattelige tiltrækningskraft.

Allerede i slutningen af 1700-tallet opstod de første hypoteser om eksistensen af objekter så ufatteligt kompakte, at lys ikke kan undslippe dem. I 1915 offentliggjorde Albert Einstein sin almene relativitetsteori, der i virkeligheden forudsiger eksistensen af sorte huller. Men først i slutningen af 1960erne fik de ekstreme objekter det navn, der siden har hængt ved: sorte huller.

Siden har den afdøde fysikersuperstjerne Stephen Hawking bidraget til at øge vores fascination, ikke mindst med sin teori om den såkaldte hawkingstråling fra sorte huller.

Onsdag eftermiddag får vi med stor sandsynlighed mættet en stor del af vores nysgerrighed på de kannibalistiske objekter derude.