For fem år siden lærte vi at sige »app«

Siden Apple for fem år siden åbnede App Store, er der blevet hentet mere end 50 milliarder apps i butikken. I dag har et væld af aktører lavet egne varianter af appbutikker, og antallet af hentede apps forventes at runde 70 milliarder i år.

I dag er det fem år siden, teknologigiganten Apple åbne App Store. Her er det Apples topchef Tim Cook under en præsentation, hvor antallet af downloads var rundet 25 milliarder. I dag er det tal vokset til flere end 50 milliarder ifølge Apple. Arkivfoto: Robert Galbraith / Reuters / Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det begyndte med 500 - og med Facebook, Angry Birds og Fruit Ninja som de mest populære det første par år.

I dag, fem år efter lanceringen af appbutikken, er der flere end 900.000 apps i Apples App Store, hvor småprogrammer til iPhone, iPod og iPad både kan købes og hentes gratis. Og lige nu er det spillene »Candy Crush Saga« og »Hayday« og »Clash of Clans«, der topper listen over de mest indbringende af slagsen i den danske variant af App Store.

Siden teknologigiganten Apple medvirkede til at gøre betegnelsen app store og forretningsmodellen om at sælge småprogrammer til computerenheder på den måde kendt, har et væld af andre selskaber lanceret deres varianter af appbutikker.

Og det forventes da også, at der samlet vil blive downloadet 70 milliarder apps i år - og mere end 160 milliarder i 2017.

Præsenteret af Jobs i marts 2008

Apples App Store blev i marts 2008 forud for lanceringen 10. juli 2008 præsenteret af den daværende topchef og nu afdøde Steve Jobs under en af de klassiske produktlanceringer, der både før, under og efter skaber masser af opmærksomhed.

Den første præsentation i marts var i høj grad målrettet udviklerne af apps, hvor Steve Job talte om lanceringen som en helt ny måde at nå ud til alle iPhone-ejere.

»Det problem vil vi løse for alle udviklere - store som små. Og måden, vi gør det på, er med det, vi kalder App Store. Det er en applikation, vi har udviklet til at levere apps til iPhone,« lød det i marts 2008 fra Steve Jobs i præsentationen, der er tilgængelig online i flere udgaver blandt andet på Youtube. 

I dag findes der efterhånden en app til det meste. Alt fra hjælp med opskriften i køkkenet, finde vej, oversætte til andre sprog, udøve førstehjælp, handle aktier, overføre penge, udveksle dokumenter og et væld af andre muligheder.

Et væld af appbutikker

Apple er da heller ikke alene om at tilbyde kunder at downloade småprogrammer via hertil indrettede netbutikker. Google gør det med Google Play. Blackberry gør det med Blackberry World. Amazon gør det med Amazon App store. Og Microsoft gør det med Windows Store. Ligesom en række andre eksempelvis smart-TV-producenter som Samsung og LG.

Ifølge analysevirksomheden Juniper Research forventes antallet af downloadede apps nå 80 milliarder i år, mens det vil vokse til mere end 160 milliarder i 2017. Det vurderer selskabet i rapporten »Future App Stores, Discovery, Monetisation & Ecosystem Analysis 2013-2018«.

Apples egne statistikker lyder på, at der siden lanceringen i juli 2008 og frem til maj 2013 er blevet downloadet mere end 50 milliarder apps i App Store, at kunderne samlet henter mere end 800 af slagsen hvert sekund svarende til flere end to milliarder apps hver måned.

I den periode er der ifølge Apple ligeledes blevet sendt mere end 10 milliarder dollar - svarende til knap 60 milliarder kroner - i lommerne på de selskaber, der sælger de små programmer via App Store, hvor teknologigiganten selv tager 30 procent for at stille platformen til rådighed.

Facebook og Twitter mest oplagt

Der findes app til at varetaget alverdens digitale opgaver, men ifølge The Telegraph viser undersøgelser, at apps fra det sociale netværk Facebook og mikroblogtjenesten Twitter er de to af slagsen, som en iPhonebruger er mest tilbøjelig til at have hentet i appbutikken på et tidspunkt - og at de fleste brugere har forsøgt at downloade en af de to.

App Store-effekten vil da også fortsætte med at brede sig til flere udbydere af elektroniske enheder - ikke blot de velkendte af slagsen til smartphones, tavlecomputere og andre enheder.

»Hvis Apple i 2008 var begyndelsen, så spænder fremtiden for app stores langt videre end det California-baserede selskab. Googles appbutik til Android er af en tilsvarende størrelse, selvom den har været udskældt for at være plaget af malware. Og apptrenden fortsætter med at sprede sig. I 2010 forudså Samsung en million downloads på selskabets smart-TV-platform. I dag taler kommentatorer om »appification« af et væld af enheder. Det begyndte med telefoner, men Apples revolution udvider sig nu endda til robotstøvsugere,« skriver The Telegraph i en beskrivelse af App Stores historie.

Breder sig til andre selskaber

Hos Subscrybe, der rådgiver virksomheder i forskellige brancher om digitale abonnementsmodeller, peger administrerende direktør Morten Suhr Hansen også på, at mange andre tjenester har fundet inspiration i App Store til udvikling af deres egen appbutik eller abonnementsmodel for betaling af digitalt indhold.

Han peger på, at flere populære digitale tjenester som blandt andre Spotify og Netflix forsøger sig med deres egne typer for abonnementsmodeller, der også handler om at samle indhold fra forskellige udbydere.

»App Store har generelt lært forbrugerne om convenience i forhold til at have betalingerne samlet i en simpel købsproces - og det har rykket ved folks forventninger, hvor nemt det skal være at betale for digitalt indhold,« siger Morten Suhr Hansen.

Udviklingen i brugen af appbutikker har i høj grad været drevet af et fokus på forbrugermarkedet, men også leverandører af eksempelvis forretningssoftware satser på at skabe egne app-butikker med fokus på erhvervssegmentet som aftagere.

Blandt andre softwareselskaber som tyske SAP, amerikanske Microsoft og danske E-conomic har som omtalt i Berlingske det forløbne forår etableret appbutikker - for at gøre det muligt for partnere at udvikle og sælge applikationer den vej og muligt for aftagerne at tilpasse IT-systemerne efter behov.

»Selve app-store modellen afspejler et individuelt behov både i privat-og arbejdslivet. Det er en betjeningsflade, du kender - og som gør det nemmere at tilpasse brugen af applikationer efter individuelle behov afhængig af, hvad den enkelte medarbejder skal bruge. Derfor ser du også business-to-business-markedet tage modellen op,« har Mads Thimmer, direktør for Innovation lab, der følger den teknologiske udvikling tæt, forklaret over for Berlingske.

Fejres med gratis apps

Fra Apples side fejres fødselsdagen med et udvalg af apps, der i dagens anledning er gratis at hente. Der er tale om ti apps, der blandt andet tilbyder opskrifter, spil og muligheden for at mikse musik som en DJ.

I forbindelse med årsdagen har Apple delt en række tal-milepæle for App Store og oplyser blandt andet, at der på lanceringsdagen 10. juli 2008 var 500 apps tilgængelige i 62 lande. Blandt dem var det sociale netværk Facebook, rejsetjenesten Yelp og internetforretningen Ebay.

Den 14. juli samme år var der foretaget downloads af 10 millioner apps. Den førte måned var Segas spil »Super Monkey Ball« mest hentet med 300.000 downloads.

I december samme år blev Facebook den mest hentede app for hele 2008 med op mod fem millioner downloads. Året efter bliver Rovio-spillet »Angry Birds« det mest downloadede. Det samme var tilfældet i 2010, hvor pladsen blev delt med spillet »Fruit Ninja«.