Flotte parisiske panoreringer

Musée du Louvres app er rigtig god. Straks den er åbnet, bliver jeg mødt af det ikoniske Louvre-varemærke – Mona Lisa-maleriet.

Læs mere
Fold sammen

Appen er logisk opbygget og med slidefunktion, hvorfra man kan gå dybere i ind og fordybe sig i de mange tilbud, som Louvre giver. Hver indholdssektion er opbygget efter samme skabelon, hvilket gør den hurtig at overskue og nem at bruge. Ved hvert enkelt kunstværk under ”Artworks” oplyses man om lige præcis den mængde information, som egner sig til at blive vist i en iPhone-app – hverken for meget eller for lidt. Under ”See more details” er der zoomet ind på selve værkerne, hvilket er en rigtig fin feature i applikationen. Det fungerer godt.

Der er rigtig meget indhold i denne applikation, men fordi den er opbygget med billednavigation, bliver jeg hverken overvældet eller træt – tværtimod får jeg lyst til at se og læse mere. Appen indeholder en række videoklip med flotte panoreringer og fransk tale, så her skal man være hjemme i sit franske for at kunne følge med.

Appen fungerer kun i horisontal visning, hvilket normalt er en trist begrænsning. Men fordi stort set alle værker er malet horisontalt, giver det god mening. Musée du Louvre sælger appen rigtig godt – så godt, at jeg får lyst til at tage til Paris i det virkelige liv også.