Fem hurtige, skæve og gratis internetspil til din weekend

Har du tid til overs i din weekend, kan du kaste dig ud i et par af de millioner af internetspil, der er at finde derude. Vi giver dig fem skæverter!

Har du lidt for meget fritid eller trænger du til en overspringshandling, anbefaler vi fem sjove onlinespil til din weekend. REUTERS/Danny Moloshok Fold sammen
Læs mere
Foto: DANNY MOLOSHOK

Der er oceaner af spil på internettet. Nogle er perfekte til små overspringshandlinger, men bliver hurtigt kedelige, mens andre kræver tålmodighed og vinder på holdbarhedsdatoen. Nogle er så svære, at man hurtigt giver op, mens andre kun kræver 7. klasse med for at gennemføre.

Hermed er et udvalg af spil, jeg har fundet underholdende i min studietid. For eksempel har det været utroligt morsomt at skyde med bue og pil midt om natten, mens jeg skrev essays, ligesom jeg har brugt min logiske sans under diverse spil i sygesengen ude af stand til at fordybe mig i avisens klummer - selvom jeg burde.

Dette er ikke en liste over de bedste onlinespil på nettet, men forslag til lidt skæv underholdning i efterårsferien. Så har du for meget fritid, kan du kaste dig ud i følgende potentielle tidsrøvere.

Den sjove – Go go Goblin

http://www.bubblebox.com/play/action/20135751.htm

Enhver fantasyinteresseret må have en svaghed for gobliner. Jeg har i hvert fald. Ofte portrætteret som halvdumme, lede og humoristiske små, grønne væsner kan de bruges til lidt af hvert i en god fortælling. For eksempel som kasteskyts, hvad en goblin selvfølgelig selv finder sjovt. Dette spil handler om at kaste din goblin så langt som muligt med en katapult.

Det er ikke synderligt udfordrende, men ganske underholdende. Jo længere du kaster din goblin, des flere guldmønter får du. Dem kan du bruge på opgraderinger som rustninger, hoppebolde og raketter, så din goblin kan nå endnu længere i runden efter. Når du engang rammer skattekisten for enden af banen, har du vundet spillet.

Tip: Sørg for at kaste goblinen med maksimal styrke fra din katapult og brug dine opgraderinger med piletasterne. Når din goblin er ved at ramme jorden, prøv da at ramme en krudttønde eller en ridder, som kaster goblinen længere frem med sit sværd.

Den svære – Hardest Game Ever

http://www.hardestgameever.net/

Spillet hedder ”Hardest Game Ever”. Det er nok en sandhed med modifikationer, men nemt er det i hvert fald ikke. Det er ellers let at gå til. Brug piletasterne til at styre den røde firkant gennem spillepladen hen til det grønne felt uden at ramme de røde cirkler. På vejen skal du samle de gule cirkler op.

Med lidt logisk sans og teknisk snilde kan det lade sig gøre at nå langt.

Men først når du har gennemført alle 30 baner, kan du komme på topscorelisten. Jo færre gange du er død undervejs, des højere når du op på listen. Held og lykke!

Tip: Analyser banen, før du kaster dig ud i spillet. Learning by doing er et brugbart redskab i mange sammenhænge, men jo færre gange du dør undervejs, des højere placering får du på topscorelisten.

Den præcise - Apple Shooter

http://www.officegamespot.com/officegames/appleshooter.htm

Du skød din ven! Det siges, at beatforfatteren William Burroughs skød og dræbte sin kone ved et uheld, da de i en brandert besluttede sig for at spille William Tell. Spillet handler i al sin enkelthed om at ramme et æble placeret på toppen af ens vens hoved. For eksempel med bue og pil.

I Apple Shooter kan du se, hvor mange runder, du kan komme, før du skyder hovedet af din ven. For hver gang du har ramt æblet, bliver du rykket fem fod tilbage.

Tip: Se på viseren oppe i venstre hjørne, når du affyrer en pil. Ryk den en mikroskopisk anelse op for hver runde.

Strategi og taktik - Flash Element Tower Defense

http://www.mofunzone.com/online_games/flash_element_td.shtml

De er nemme og underholdende, men kræver alligevel tankevirksomhed. Måske er det derfor, at de såkaldte "tower defense" spil er blevet så populære. En klassiker er "Flash Element Tower Defense", som er baseret på det towerspil, man kan finde i strategispillet "Warcraft III".

Du er strategen med det kølige overblik, der skal placere tårne for at skyde horder af kryb, der bliver sendt ud på en snoet vej. Væsnerne bliver ved med at gå i ring, indtil den sidste er dræbt. Der er i alt 40 baner, og dem kan du gennemføre ved hjælp af et hav af kombinationer.

Spillet er ellers simpelt nok. Der er i alt syv forskellige tårne og en opgradering, der kan øge dine renter. Og renter er gode at få, for det gælder om gennemføre spillet med så få midler som muligt. Jo flere penge du har efter hver bane, des flere point får du.

Men du skal placere tårnene rigtigt, for jo flere du køber og jo mere du opgradere, des dyrere bliver det.

Tip: Du kan gennemføre spillet og opnå flest muligt point med de svageste tårne. Det kræver, at du regner ud, hvor du skal stille dem, og hvor mange du skal bruge for hver runde. Tryk desuden på mellemrumstasten for at se, hvor meget liv væsnerne har tilbage.

Den underlige - Effing Worms

http://www.addictinggames.com/funny-games/effing-worms-game.jsp

Små hjerner, små fornøjelser. Du er en evigt sulten orm, som lever i jorden under storbyer. Dit mål er at hoppe op fra undergrunden og spise så mange hippier, køer, hunde og politibetjente som muligt. Jo flere du æder, des større bliver din orm. Og selv om kampfly til sidst forsøger at stoppe dig, bør de være chanceløse, for din orm vokser og vokser. Til sidst fylder den hele skærmen.

Du gennemfører en bane ved at dræbe et vist antal af ofre, som du kan se nederst til højre i skærmen. Brug piletasterne, lav kombinationer, opgrader ormen, gennemfør spillet, og nyd de uskyldiges skrig undervejs!

Tip: Go with the flow, og tag ikke spillet for alvorligt!