Faste kan hjælpe mod jetlag

Jetlag kan undgås, hvis man ændrer spisetid, viser ny forskning. Se her hvordan.

Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er bare ikke noget, der er værre end at få jetlag, når ferien lige er begyndt, og man bare glæder sig til sightseeing eller shopping i en storby på den anden side af atlanten. Og endnu værre er det, hvis det er på en forretningsrejse, hvor hjernen skal være klar til næste dags møder.

Nu har amerikanerne muligvis fundet frem til, hvordan man kan redde sin rejse og få justeret sit indre ur hurtigst muligt, skriver BBC.

Efter en række forsøg med mus, mener forskere fra Harvard University at vide, at hjernen har en såkaldt ’fodretid,’ som kan bestemme mere end tiden på uret, hvis man ikke har fået noget at spise i lang tid.

’Fodretiden’ findes angiveligt i os alle, fordi dyr skal være vågne, så de er i stand til at finde føde.

Fodretiden bestemmer
Derfor kan man selv justere sit ’indre ur’ ved at lade være med at spise lige før rejsen og i de mange timer man sidder i flyet.

Clifford Saper, som har ledet undersøgelsen, siger:

»Hvis du for eksempel skal rejse fra USA til Japan, er der 11 timers tidsforskel. Fordi kroppens indre ur kun kan ændres en lille smule fra dag til dag, kan det tage op til en uge at vænne sig til den nye tidszone. Og da er det ofte på tide at tage hjem igen.«

Så han foreslår, at man faster under flyveturen og spiser, straks man lander i lufthavnen, for at få det bedste resultat.

»Hvis du faster i 16 timer, er det nok til at sætte den normale tid ud, så ’fodretiden’ bestemmer, om kroppen tror, det er nat eller dag,« siger han.

Kan holde symptomer nede
Dr. Neil Stanley, der er søvnekspert ved Norwich universitetshospital, siger, at opdagelsen potentielt kan være til stor gavn for folk, som rejser meget.

»Det vil aldrig kunne få symptomerne til at gå helt væk, men det kan til en vis grad holde dem nede,« siger han.