Fakta: Suez-kanalens historie

7,5 procent af verdens søtransport går gennem Suez-kanalen. Hvert år går ca. 18.000 skibe gennem kanalen. Sidste år betalte skibsfarten tilsammen knap 20 mia. kroner for passage gennem kanalen med den dramatiske historie.

Suezkanalen er på 192 km og går fra Port Said i Middelhavet til Suez i Det Røde Hav.

Byggeriet af kanalen

Franskmændene satte projektet i gang i 1858 med tilladelse fra den ægyptiske pasha. Pengene kom fra private franske investorer, der var sikret økonomisk kontrol over kanalen i 99 år. Først i 1962 købes de private investorer helt ud af kanalen af Ægypten.

Storbritannien kæmpede med franskmændene om magten i Ægypten, dengang en del af det ottomanske rige. Briterne gjorde alt for at forpurre planerne, men kanalen åbnede den 17. november 1869 efter 11 års byggearbejde, i hovedsagen med ægyptiske tvangsarbejdere.

Briterne overtager kanalen

I 1875 købte briterne den ægyptiske khedivs andel i kanalen for den ekstraordinære formue af 400.000 pund.

I 1882 rykkede briterne ind i Ægypten for at sikre brugen af kanalen, der allerede var blevet et knudepunkt for international skibsfart.

I 1888 blev kanalen erklæret for international zone under britisk beskyttelse. Alle europæiske stormagter skrev under.

Første Verdenskrig

Da første verdenskrig i 1915 spredte sig til mellemøsten, forsøgte tyskerne et overraskelsesangreb med tyrkisk støtte for at vriste kanalen ud af britiske hænder. I resten af krigen brugte briterne en stor kampstyrke på at bevogte kanalen mod angreb fra ottomanerne, som dog ikke blev til noget.

Anden Verdenskrig

Briterne trak sig militært ud af det øvrige Ægypten i 1936 i forbindelse med en traktat mellem de to lande efter de abyssinske krige (som førtes mod Italien), men tropperne omkring Suez-kanalen forblev.

Kanalen blev forsvaret under Ørkenkrigen, men blev ikke brugt, fordi Italierne havde kontrol over Middelhavet. Briterne sejlede syd om Afrika med forsyninger til tropperne i Mellemøsten.

Olien

I 1892 blev det første gang tilladt at sejle med olie igennem Suez-kanalen med en helt ny type skib: Olietankeren. Det havde været forbudt at sejle med olie som stykgods på grund af risikoen for brand.

Efter Anden Verdenskrig blev kanalen endnu mere vigtig for olietransport, efterhånden som oliefelterne i Mellemøsten fik større betydning, og det britiske imperium fik mindre.

I 1955 transporteres to tredjedele af Europas olie igennem kanalen.

Suez-krisen i 1956

31. oktober 1956 forsøgte tropper fra Storbrittanien, Frankrig og Israel at generobre magten over kanalen, som var blevet nationaliseret af Nasser den 26. juli.

Ægypterne sænker de 40 skibe, der opholder sig i kanalen. Først i marts 1957 åbnes kanalen igen efter en FN-resolution. I kulisserne har USA og Sovjetunionen trukket i trådene.

Krisen tillægges enorm betydning som et vendepunkt i den kolde krig og som endelig nedtur for det britiske imperium. USAs præsident Eisenhower beskyldes for at have reageret for svagt i sine reaktioner og dermed givet Sovjet frit lejde til at knuse opstanden i Ungarn. Om den britiske premierminister Eden siges det, at han var den sidste britiske statsmand, der så Storbritannien som et imperium, og den første, der førte det ind i en krise, som viste, at imperiet ikke var der længere.

Mellemøstkrisen

Under 6-dages krigen i 1967 lukker Ægypterne kanalen. Den åbner først igen den 5. juni 1975 efter præcis otte års lukning.

I mellemtiden var supertankeren blevet opfundet, der skulle gøre det mere rentabelt at sejle olie hele den lange vej syd om Afrikas Horn, en omvej på omkring 8000 kilometer.