Fakta: Enigma

Alan Turing var med til at bryde nazisternes kodemaskine Enigma. Læs om koden her.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tyske kodemaskine Enigma blev udvikling allerede i 1919, og den tyske hær tog den i anvendelse i 1929. Efterhånden blev al tysk militærkommunikation krypteret af maskinen.

Enigma var en elektro-mekanisk chiffermaskine som blev brugt af de fleste tyske militærstyrker til både kryptering og dekryptering.

Den var let at anvende og koden blev anset for at være umulig at knække, hvorfor tyskerne brugte den over alt.
Polske matematikere var i 1930erne godt på vej til at bryde koden, men tyskerne gjorde den mere avancerede ved krigens udbrud. Det lykkedes imidlertid de polske krypteringseksperter at bringe deres viden til både Frankrig og England. Med polsk viden begyndte englænderne at arbejde for at afkode Enigma.

Tidligt i 1939 installerede den engelske efterretningstjeneste en forskningsenhed lidt nord for London, der skulle knække koden. Man oprettede også et stort netværk og organisation, som skulle indsamle den krypterede trafik til kodebryderne og projektet fik efterhånden navnet Ultra.

Strenge regler blev sat i værk for at begrænse antallet af personer, som kendte til eksistensen af information fra Ultra, og for at sikre, at ingen handlinger ville give tyskerne mistanke om, at De Allierede kendte deres planer.

Ultra-projektet kom til at omfatte de bedste hjerner i Storbritannien og blandt dem var Alan Turing.

De engelske metoder var meget lig de oprindelige polske, men baseredes på andre detaljer, fordi den tyske hær havde ændret praksis, der omfattede flere skiver i Enigma, så koderne blev mere komplicerede. Desuden havde den tyske flåde altid haft en mere sikker praksis, så ingen havde afkodet noget af dens trafik.

Men i 1943 var der afkodet så meget trafik, at kodebryderne havde fået en god indsigt i de kodede budskaber. Fra dette tidspunkt blev den tyske marines Enigmakoder læst konstant, selv efter ændringer i grundindstillingerne.

Nogle tyskere havde en mistanke om, at englænderne havde brudt Enigma-koderne. Den tyske flådes chef Karl Dönitz modtog rapporter om "umulige" træfninger, som fik ham til at mistænke lækager i sit kommunikationssystem. Dönitz forlangte en gennemgang af sikkerheden ved Enigma, men konklusionen pegede ikke på, at englænderne havde brudt koden. Dönitz fik alligevel udskiftet kodebøgerne, og briterne var dermed igen ude i mørket for en tid. Dönitz blev aldrig overbevist om, at Enigma ikke var sikker.
I 1945 kunne næsten al tysk Enigma trafik afkodes i løbet af en eller to dage, og alligevel forblev tyskerne overbevist om dens sikkerhed. Hvis de havde været klar over de allieredes fremskridt, ville de simpelthen have skiftet systemerne ud og tvunget kodebryderne til at starte forfra. Kodetrafikken blev betragtet som så sikker, at tyskerne åbent diskuterede deres planer og troppebevægelser, hvorved de forærede de allierede store mængder meget anvendelig information.

Arbejdet med Enigma forblev en statshemmelig indtil slutningen af 1960erne.