Facebook-mobilen er en realitet

HTC skal stå bag den første rendyrkede Facebook-mobil, der baseres på Android. Men flere andre mobiler vil også kunne bruge den nye Facebook-brugergrænseflade, der frigives den 12. april.

Foto: JUSTIN SULLIVAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rygtestormen talte sandt - og var forbløffende præcis. Her til aften lancerede Facebook og HTC den første ægte Facebook-mobil, der baseres på Googles Android-system og har Facebooks eget 'skin' - altså en række særlige funktions- og designtilpasninger, der i høj grad adskiller Facebook-mobilen fra andre Android-mobiler.

Lanceringen faldt dog i to dele, for udover den HTC-producerede First-mobil, hvor Facebook er indbygget fra fabrikken, kan en række andre eksisterende mobiler også bruge det nye Facebook-skin, Det vil kunne hentes i Googles App-store, Google Play og benyttes på en håndfuld af de eksisterende topmobiler.

Hverken Apples iPhone eller Windows Phone tillader brugerne at pille med brugergrænsefladen i dét omgang - så det er ganske usandsynligt at en iPhone-udgave er på vej.

Kun få ligheder med Android

Facebook-mobilen har kun ganske få ligheder med de nuværende kendte Android-mobiler, og umiddelbart ser det ud til, at eksisterende Android-brugere må imødese en del tilvænning, hvis de vil bruge Facebooks brugergrænseflade.

Således sagde Facebook-stifter Mark Zuckerberg, at Facebook har forsøgt at skabe et design, hvor man ser verden gennem mennesker, snarere end gennem apps - og det betyder, at ens apps er gemt mere væk end på andre Android-mobiler. Til gengæld er Facebook selv trådt helt i forgrunden, og kræver ikke længere at man åbner en app - for systemet er appen.

Facebooks Android-tilpasninger byder blandt andet på en helt ren startskærm, hvor der slet ikke er apps, ure eller vejrudsigter og alle de andre ting, der vanligvis ligger på folks startskærme. I stedet har Facebook skabt en brugergrænseflade, hvor startskærmen snarere er et lysbilledshow, der automatisk zapper gennem ens venners opdateringer på Facebook.

Også Facebooks egen messengertjeneste er indbygget, og når man får en besked, popper vennernes ansigter op i siden af skærmen, uanset om man er inde i en anden app, fx et spil. Funktionen hedder "chat-heads" - (det vides ikke om det hedder snakkehoveder på danske udgaver af systemet), og kræver ikke umiddelbart en egen app.

Selv om Facebooks design er meget anderledes, er der stadig ting, man kan kende fra andre Android-designs. Det kan blandt andet lade sig gøre at hive en skuffe frem, hvor ens vanlige Android-apps ligger - ligesom det tilsyneladende kan lade sig gøre at bruge en Facebook-mobil til andre ting end bare Facebook.

Facebook har desuden gjort det utrolig nemt at opdatere sin status eller at kommentere på andres, ligesom at man kan 'like' ting bare ved en let berøring på startskærmen.

Mange uklarheder

Der var dog mange uklarheder ved aftenens præsentation, og det fremstod eksempelvis ikke klart, om Facebook påtænker at samle data om hvem man ringer til, og hvem man kommunikerer med, fx via SMS. Privatlivsbeskyttelse bliver en stadigt mere varm kartoffel for det sociale netværk, der akkumulerer voldsomme mængder følsomme data om over en milliard mennesker - og bland andet er EU på vej med lovgivning, der strammer gevaldigt op om hvad man må og ikke må samle ind.

Facebooks Android-skin er ganske anderledes end de eksisterende fra blandt andet Samsung, HTC og Sony, men er altså ikke en særskilt mobilplatform, blot en særlig udgave af Googles Android. At dømme ud fra præsentationen, vil brugere, der installerer Facebook Home, som softwaren hedder, fortsat kunne vælge at starte telefonen op i det eksisterende Android-system.

Er man lun på HTC First-mobilen, er der dog udsigt til ventetid. I første omgang kommer HTC First kun hos teleselskabet AT&T i USA, og der var ingen detaljer om hvornår resten af verden vil se mobilen, ligesom at dens specifikationer stadig står hen i det uvisse. Dog stod det klart, at HTC First kommer i fire farver og kommer til at koste blot 99 dollars med et abonnement hos AT&T.

Både softwaren som enkelte telefonmodeller kan bruge, og den nye HTC First mobil sendes på markedet allerede den 12. april, og Facebook lagde til præsentationen op til, at der ville blive tale om en hastig udvikling, med en ny version hver eneste måned.

Vil man gense præsentationen, kan den i skrivende stund ses på dette link: