Er vi alle efterkommere af sølle 1.280 individer? Det hævder nyt studie, men dansk topforsker er skeptisk

Samtlige nutidens otte milliarder mennesker er efterkommere af sølle 1.300 hårdføre individer, der for cirka 900.000 år siden var faretruende tæt på graven. Det hævder forskere i et nyt Science-studie. En fremtrædende dansk dna-jæger ser dog kritisk på resultatet.

Rekonstruktion af neandertaler – en af flere arter på mennesketræet, der opstod i kølvandet på en tilsyneladende yderst presset periode for vores forfædre for en lille million år siden. Bart Maat/EPA/Ritzau Scanpix

At dømme efter et nyt studie er det på et hængende hår, at vi findes – altså samtlige godt og vel otte milliarder nulevende mennesker på planeten.

For en lille million år siden blev samtlige vores oldgamle forfædre nemlig så presset af livets omstændigheder, at de til sidst ikke talte mere end sådan cirka 1.280 avlsdygtige individer – mener forskerne bag studiet.