Hvordan kan det være, at der for 100.000 år siden var mindst seks menneskearter på kloden, men i dag er der kun én?

Hvordan gik vi, Homo sapiens, fra at være et lille og bange flokdyr til at blive en art, der kunne organisere sig i milliontal i byer, riger og imperier og blive næsten alle andre dyrearters største fjende?

Hvordan kunne et lille hjørne af kloden, Vesteuropa, i løbet af få hundrede år underlægge sig næsten hele verden og få ressourceforbruget til at eksplodere?

Og frem for alt: Er Homo sapiens’ dage talte?

Det er med en jysk underdrivelse ikke ligefrem små spørgsmål, som den israelske historiker Yuval Noah Harari forsøger at besvare i sin internationale bestseller med den lidet beskedne titel »Sapiens – En kort historie om menneskeheden«.

Men med sin dybe viden og sit fugleøjeperspektiv på Jorden og mennesket lykkes det ham at besvare disse og mange andre gigantiske spørgsmål. Og samtidig strø om sig med et utal af indsigtsfulde pointer om alt fra agerbrugsrevolutionen over opfindelsen af penge til moderne krigsførelse. Endelig forsøger han at sandsynliggøre, at vi næppe har mere end 1.000 år tilbage som art på kloden.

Derefter kan en anden og mere intelligent art af homo-slægten meget vel overtage kloden. Og vi vil selv have skabt den.

Det siger sig selv, at menneskets, altså Homo sapiens´, historie er enestående som enkeltart betragtet. Hvordan ellers forklare, at der i dag er syv milliarder mennesker, men kun 250.000 chimpanser? Eller 1,5 milliarder stykker kvæg og 400 millioner tamhunde under vores totale kontrol, men kun 80.000 giraffer og 200.000 ulve?

På bare 50.000 år – som et par ord i den store historiebog om Jordens udvikling – har vi erobret hele kloden og er med forfatterens ord i samme åndedrag blevet økologisk seriemorder.

Men hvordan i alverden gjorde vi det?

Ild og myter

Da de første moderne menneskearter dukkede op i Afrika for et par millioner år siden, herunder neandertalere og Homo erectus, var de ubetydelige og svage væsner. De levede i konstant frygt for rovdyr, jagede sjældent storvildt og befandt sig på ingen måde i toppen af fødekæden.

Et afgørende vendepunkt kom, da de for omkring en halv mio. år siden lærte at beherske ilden. Ikke nok med, at man kunne skabe en kontrolleret brand på savannen og bagefter vandre rundt og høste de grillede dyr og rodknolde. De lærte også at varme maden op. Det dræbte ikke bare ubehagelige bakterier og parasitter. Det gjorde det også langt lettere at tygge og fordøje maden.

Følgelig blev menneskearternes tarme kortere, hvilket resulterede i et lavere energitab, som vores forfædres store hjerner kunne nyde godt af.

Ud af det afrikanske vildnis opstod Homo sapiens, men i begyndelsen uden at skille sig nævneværdigt ud fra andre menneskearter. Da vi for omkring 70.000 år siden for alvor begyndte at bevæge os ud af Afrika, var der allerede neandertalere, denisovaer og Homo erectus’er på de nærliggende kontinenter. Men på få tusind år forsvandt alle de øvrige menneskearter, uagtet at eksempelvis neandertalerne havde både større hjerner og muskler. Og imens erobrede vi hele kloden, herunder det fjerne Australien.

Den vigtigste forklaring var ifølge Harari efter alt at dømme vores unikke sprogbeherskelse. Hvilket bl.a. gjorde os i stand til tale om fiktive begreber, herunder at skabe myter, som store grupper af Homo sapiens kunne tro på og samarbejde om. I modsætning hertil må neandertalerne have haft visse erkendelsesmæssige begrænsninger. De kunne ikke opfinde myter om, at de var gudernes udvalgte folk, skæbnebestemt til at herske i en særlig frugtbar dal.

Men det kunne Homo sapiens.

Det gjorde os i stand til at organisere os i store antal, bl.a. i krigsførelse og jagt. Hvilket meget vel kan være forklaringen på, at de andre menneskearter uddøde. Og på at eksempelvis den overvældende australske megafauna med sine pungløver, kæmpekoalaer, megastrudser og gigakænguruer uddøde inden for få tusind år efter Homo sapiens’ ankomst til det store kontinent. En begivenhed, som forfatteren kalder en af verdenshistoriens vigtigste: Vores første betydningsfulde aftryk på planeten.

For ca. 15.000 år siden skete nøjagtig det samme i Nord- og Sydamerika. Mammutterne, sabeltigrene og kæmpedovendyrene gik i graven inden for få tusind år efter vores forfædres ankomst.

Vi var blevet den mest dødbringende art i biologiens historie.

Landbrug og penge

Men vi var stadig jægere og samlere. Lige indtil for ca. 11.000 år siden, da mennesker i Mellemøsten begyndte at plante korn og tæmme og indespærre fårenes og gedernes forfædre. Hvorefter mennesker i Kina, på Ny Guinea og i Sydamerika begyndte på noget tilsvarende, i øvrigt uden at ane, hvad der foregik i Mellemøsten.

Set fra et individuelt synspunkt var det ikke nogen gevinst for mennesket. Føden blev ensformig i stedet for varieret. Og fra at være beskæftiget med jagt og indsamling af bær, svampe og nødder i nogle få timer om dagen, blev hverdagen forvandlet til slid og slæb i markerne fra morgen til aften med diskusprolapser, gigt og brok som resultat.

Men den gav mennesker langt mere føde pr. territorium, hvilket gjorde os i stand til at formere os i hidtil uset omfang. Og forbløffende hurtigt samle os i tempelbesatte byer i stadigt større riger, som blev holdt sammen af fælles myteforestillinger, der ikke udelukkende byggede på religion. De blev også bygget på jura, altså på aftalte, men foranderlige principper om retfærdighed og efterhånden på penge, altså på en fælles tillid til, at en mønt repræsenterer en bestemt værdi.

Den forbløffende store tillid til penge blev drivkraften bag en eksplosion i handel på tværs af ellers rivaliserende riger. Kristne og muslimer så ofte rødt, når de mødte hinanden. Men de kunne enes om at tro på en fælles valuta. Og dermed handle.

Men de kunne også kriges. I kraft af stadigt større rigdom kunne herskere samle store hære, der kunne sejre over andre folkeslag og samle dem i store imperier, der efterhånden udviklede fælles sprog og kulturer.

Men omkring år 1500 skete der noget aldeles afgørende i et område af verden, som indtil da ikke havde spillet nogen nævneværdig rolle i verdenshistorien.

Stedet var Vesteuropa og begivenheden den videnskabelige revolution. Hvilket ikke bare forandrede menneskets skæbne, men formentlig alt liv på Jorden.

Den begyndte med, at mennesker i Vesteuropa i stigende grad indså, at man reelt var uvidende. I modsætning til religionerne erkendte videnskaben, at den i princippet intet ved. Hvorfor naturen må undersøges – altså observeres og måles – for at finde frem til en dybere forståelse af dens essens.

Hvad forårsager sygdomme, hvad er energi, hvorfor falder et æble til jorden? Nysgerrigheden var drivkraften.

I løbet af de følgende århundreder gav det europæerne en indlysende fordel, som i samarbejde med kapitalismen gjorde os til verdensherskere. For viden er magt. Med kompasset og krudtet drog spaniere, englændere og hollændere ud på verdenshavene og erobrede stort set hele den øvrige verden. Og i kraft af videnskaben blev dampmaskinen udviklet, elektriciteten opdaget som energiform og atombomben skabt. Hvorved vi ikke bare kunne forandre historien, men blev i stand til at gøre en ende på den.

Homo sapiens II

På 500 år, fra år 1500 til i dag, eksploderede Homo sapiens i antal – fra 500 millioner til syv milliarder. Men samtidig blev produktionen øget 240 gange og energiforbruget 115 gange. På de samme 500 år er menneskeheden, groft generaliseret, gået fra at tvivle på fremtiden og til overvejende at tro på, at morgendagen bliver bedre end i dag.

Vækst er blevet det nye mantra. Alt imens vi forandrer næsten enhver kvadratmeter af klodens overflade, tømmer den for ressourcer og lader langt de fleste af klodens større landdyr leve på vores forgodtbefindende i mørke, snævre og enorme produktionshaller i nogle få uger eller måneder for at forsyne os med kød og dermed energi.

Alligevel er Harari ikke nogen dommedagsprofet. Han mener ikke, at vi ødelægger naturen. Men vi forandrer den. Drastisk. Han frygter heller ikke, at vi løber tør for ressourcer. For han tror på, at vi i kraft af forskningen får adgang til »et overflødighedshorn« af nye materialer og energikilder. Og han fremhæver, at atombomben har skabt en forbløffende lang relativ fred på Jorden, idet ethvert større angreb vil være ensbetydende med selvudslettelse.

Til gengæld mener han, at vores dage som Homo sapiens er talte. Foran os står den vigtigste biologiske revolution i Jordens historie, og vi vil selv udløse den. I kraft af især genmanipulation er vi begyndt at sætte evolutionen ud af spillet til fordel for intelligent design. Inden for få hundrede år vil vi have designet mennesker eller rettere skabninger, der er væsentligt mere intelligente end den naturligt skabte Homo sapiens. Måske endda med evne til at leve næsten evigt.

Genmanipulationen vil ikke slå os ihjel. Men der vil blive manipuleret så meget med Homo sapiens, at vi ikke længere vil være Homo sapiens.

Det er vilde og fascinerende tanker, som den bare 39-årige såkaldte makrohistoriker her fremlægger ganske omkostningsfrit. Ligesom det står enhver læser frit for at stille sig skeptisk over for hans fredsoptimisme og tro på, at vi kan forske os ud af alle udfordringer.

Men som indsigtsfuld flyvetur gennem menneskets enestående historie fører han læserne op på et højere plan, end nogen anden forfatter har vovet.

Yuval Noah Harari: Sapiens - En kort historie om menneskeheden.

Lindhardt og Ringhof.

464 sider. 350 kr.