Engang var her grønt

En af verdens førende evolutionsbiologer, danske Eske Willerslev, har nærstuderet dybtliggende grønlandsk mudder og fundet en historie om et skovdækket Sydgrønland med sommerfugle og insekter. Sladrehanken er dybfrossent arvemateriale, og opdagelsen udfordrer påstanden om, at den globale opvarmning får det sydlige Grønlands indlandsis til at smelte.

Isbjerg i Isfjorden ved Ilulissat.<br>Foto: Bob Strong/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er med Eske Willerslev som med gæsterne til årets Roskilde Festival. Han har fået et tæt forhold til mudder. Og han kan aflæse historien i sølet. Men hvor de plørede marker i Roskilde fortæller om moderne menneskers stammedans og tissetrang, er det en noget ældre historie, Eske Willerslev har fået ud af sin nærkontakt med jorden i vandet.

Skriften i pløret fortæller intet mindre end den hidtil ufortalte historie om et frodigt skovdækket Sydgrønland, som det foldede sig ud under et langt mildere klima for over 450.000 år siden.

Eske Willerslev er evolutionsbiolog, ekspert på viden om livets udvikling på Jorden. Han er en af verdens mest respekterede på sit felt, og har skrevet flere artikler til verdens førende naturvidenskabelige tidsskrifter. Allerede som 33-årig blev han professor, og selv om priser og anerkendelser er regnet ned over den entusiastiske forsker, har han bevaret sin jordforbindelse.

Det har han, fordi han fik den ide, at Grønlands indlandsis muligvis kunne være den dybfryser, som bevarede DNA (livets arvemateriale, red.) fra før, isen slettede alle spor af liv for mange tusind år siden. Nu offentliggør det seneste nummer af tidsskriftet Science frugterne af den ide, og bringer samtidig et stort portræt af den danske eliteforsker. For det er en usædvanlig enestående fortælling, Eske Willerslev og hans forskerhold kunne drive ud af det rene pløre.

Willerslev fik adgang til bundstykket fra en to kilometer lang iskerne boret ud af indlandsisen i det centrale Sydgrønland. Iskerner fra indlandsisen er tynde søjleformede depoter af sne, som det er faldet i området gennem titusindvis af år. Og på samme måde som et træ har årringe, bærer issøjlen på spor af fortiden, som forskerne kan afkode.

Den kerne, Willerslev tog under behandling, viste ham, at isen faktisk gemte på en opsigtsvækkende historie om det sydlige Grønland. Arvematerialet i bundstykket fra isboringen var så velbevaret, at det kunne tegne et billede, som udfordrer alle tidligere antagelser om klimaet og det biologiske liv på Grønland.

Arvematerialet beretter om et fortidens Sydgrønland dækket af skovområder, der kunne ligne dem, som i dag eksisterer i det østlige Canada. Måske kunne de endda minde om nutidens store svenske skove. Eske Willerslev fandt DNA fra fyr, gran og taks. Dertil kom arvemateriale fra insekter som biller, møl og sommerfugle. Og han føler sig sikker på, at materialet stammer fra træer, planter og insekter, som eksisterede i et landskab under et langt varmere grønlandsk klima end i dag. For han har i samarbejde med sine kolleger udfoldet store anstrengelser for at udelukke andre muligheder.

»I første omgang kunne jeg ikke få bekræftet min ide om, at iskernerne gemte på DNA. Det så faktisk ikke ud til, at de indeholdt noget som helst. Men et projekt, vi gennemførte i Sibirien i 2003, afslørede, at der var DNA at komme efter i områdets permafrost (permanent frossen jord, red.). Og eftersom den mudrede bund af en iskerne i nogen grad kan sammenlignes med frossen jord, vendte jeg tilbage til forsøget på at finde DNA i prøver fra bunden af indlandsisen,« fortæller Eske Willerslev.

Han fik adgang til tre iskerner: Den ene var den dybeste boring fra den tykkeste del af isen, den tre kilometer lange kerne fra midten af det grønlandske kontinent kaldet GRIP. Her var der ikke noget at hente, formentlig fordi der var for varmt i bunden af den effektive isolering, den tykke iskappe også er. Den anden var en kerne fra en relativt tynd gletscher, John Ewans Gletscheren (JEG), i det nordøstlige Canada tæt på Grønland. Formålet med den var at se, om DNA i bunden af kernen afspejlede vegetationen i den natur, der omgiver gletscheren i dag. Forsøget med den lille gletscher skulle med andre ord teste, om en DNA-prøve fra en iskerne faktisk kunne sige noget repræsentativt om livet i hele området.

Den sidste kerne var den to kilometer lange issøjle fra den sydgrønlandske Dye 3-boring. Og det var i den søjle af fortidige informationer, Eske Willerslev fandt historien om et grønnere Grønland.

»Vi fandt først DNA i iskernen fra den tynde gletscher i Canada. Den afslørede tre af de fem mest typiske planter fra området. Det fortalte os, at arvematerialet fra en iskerne i høj grad kunne sige noget generelt om biologien i et område. Derfor er det også sandsynligt, at det DNA, vi fandt i den to kilometer lange kerne fra Dye 3-boringen, siger noget repræsentativt om naturen i Sydgrønland,« siger Eske Willerslev.

Det blotte fund af DNA var dog ikke nok for danskeren og hans internationale hold af eksperter. De ville være sikre på, at det fortalte noget om Sydgrønland. Derfor måtte de sikre sig, at materialet ikke blot var fløjet ind i området fra fjerne egne af kloden eller var en forurening med nutidigt DNA fra borevæske eller fra laboratoriet.

»Vi fandt ingen forureninger og en langdistancetransport er usandsynlig, bl.a. fordi pollen overlever dårligt, og selv hvis det havde overlevet, ville det have været yngre end det, vi fandt,« siger Eske Willerslev.

Efter at have konstateret at der var tale om lokalt sydgrønlandsk DNA, gik forskerne i gang med at undersøge, hvor gammelt det kunne være. Og resultatet af den øvelse blev en mindre bombe under den i øjeblikket meget omdiskuterede påstand, at indlandsisen i Sydgrønland vil smelte, hvis klimaet på grund af den globale opvarmning bliver fem grader varmere.

For 125.000 år siden var det netop fem grader varmere. Men dengang var der ifølge Willerslevs dateringer masser af is, selv i det sydlige Grønland. Isen kan eventuelt have været udbredt lokalt i skyggen af bjergskråninger.

»Vi benyttede os af fire forskellige metoder til datering af støvet i bunden af isen. Samtidig har to internationale laboratorier gennemgået vores dateringer. Og vi kom frem til, at isen i området var mellem 450.000 og 800.000 år gammelt. Isen har altså også været til stede, da klimaet for 125.000 år siden var fem grader varmere end i dag,« siger Eske Willerslev.

Det er første gang, der er sat alder på den allerdybest liggende is. Hidtil har forskerne været usikre på alderen, fordi billedet bogstaveligt talt er mere grumset i den mudrede nederste del af iskernerne.

Eske Willerslev peger også på, at fundet af DNA siger noget indirekte om klimaet for mere end 450.000 år siden. Tilstedeværelsen af træer indebærer sommertemperaturer på over 10 grader. Og vinteren kan ikke have været koldere end minus 17 grader, der er det laveste, takstræerne kan tåle.

Som en fugl Phønix opstod af asken, har et frodigt Sydgrønland således rejst sig fra mudderet. Bag opstandelsen fra historiens tåge, står Eske Willerslev, der har fået mod på mere mudder. Han vil i gang med at løfte lidt på det kolossale låg af is, som hedder Antarktis. I dag ved ikke en levende sjæl, hvad der gemmer sig under den enorme kappe. Men en iskerne fra Antarktis ligger i depot i Frankrig. Måske gemmer den på noget mudder, som Willerslev kan omsætte til viden om det ukendte land.