Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Frygten for, at alle de privatpersoners data, som ligger hos det omstridte Megaupload, bliver fjernet 2. februar, uden at man får lejlighed til selv at redde dem, er midlertidigt drevet over.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har fået folkene bag Megaupload anholdt og anklager dem for at stå bag piratkopiering gennem fildeling for næsten tre milliarder kroner. Hovedbagmanden angives at være den kulørte tysk-finske Kim Dotcom, som for et par uger siden blev arresteret på sit gigantiske landsted i New Zealand.
To ugers udsættelse
FBI ville samtidig lukke Megauploads servere. Dermed ville tusinder af privatpersoner, som har købt adgang til tjenesten for at gemme arbejdsdokumenter og private filer, pludselig stå uden adgang til dem.
Imidlertid har to andre serverselskaber, Carpathia Hosting og Cogent Communications, indvilliget i at sikre alle data i endnu to uger. Det bekræftes af Megauploads advokat, Ira Rothken, som glæder sig over, at myndighederne og Megaupload dermed får tid til at aftale, hvordan hele spørgsmålet skal håndteres.
FBI har ønsket at beslaglægge indholdet på serverne som en del af bevismaterialet i den omfattende sag. Ud over det piratkopierede materiale, som den amerikanske underholdningsindustri mener har kostet den 500 millioner dollars i tabte indtægter, frygtes der at ligge mange millioner helt lovlige filer, som er blevet lagt dér af de anslået 50 millioner brugere.
Megaupload er indregistreret som selskab i Hongkong. Tjenesten blev lukket 19. januar.
Motorcykel og fladskærme beslaglagt
Indtil videre er syv personer anholdt, og blandt mange beslaglagte sager er Kim Dotcoms ti Mercedes Benz-biler, en Harley Davidson-motorcykel og en samlet på hele 65 fladskærmsfjernsyn med 108 tommer store skærme.
Holder FBIs anklage vand, er der tale om en af historiens største ophavsretssager.