Endelig er der livstegn fra kometlanderen!

Sidste år lykkedes det for første gang nogensinde at lande på en komet – glæden var imidlertid kort, for allerede efter tre dage løb landingsfartøjet tør for strøm. Men nu er landeren endelig vågnet fra sin dvale igen.

Foto: MEDIALIAB
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en historisk dag for rumfarten, da Philae som det første rumfartøj nogensinde landede på en komet i november 2014.

Glæden var imidlertid kort, for allerede efter tre dage på kometen løb landingsfartøjet tør for strøm. Men nu melder det europæiske rumfartsagentur ESA, at Philae endelig er vågnet fra sin dvale og kortvarigt har haft kontakt med Jorden.

»Det er fantastisk. Det er det, vi har håbet og ventet på. Det er virkelig gode nyheder,« siger seniorforsker ved Aarhus Universitet Søren Vrønning Hoffmann til Videnskab.dk

ESA fik kontakt med det lille rumfartøj lørdag aften, og Philae kunne ’tale’ med kontrolcentret på Jorden i 85 sekunder, før kontakten blev afbrudt.

»Philae har det rigtig godt. Det har en driftstemperatur på minus 35 grader Celsius og har 24 watt til rådighed,« oplyser Philaes leder, Stephan Ulamec, fra det tyske rumfartscenter DLR.

Han tilføjer, at Philae er klar til at gå i gang med at arbejde.                                         

Læs også hos Videnskab.dk: Science kårer Rosetta-missionen til det største videnskabelige gennembrud i 2014

Philae får kontakt med Jorden via sit moderskib Rosetta, som er i kredsløb rundt om kometen. Rosetta og Philae fløj sammen ud til kometen 67P/Churyumov–Gerasimenko – en rejse som tog mere end 10 år – men blev adskilt fra hinanden 12. november 2014, da Philae blev sendt af sted for at lande på 67P/Churyumov–Gerasimenko.

Forskerne har hele tiden haft kontakt med Rosetta, men mistede kontakten med Philae, da det lille landingsmodul løb tør for strøm, fortæller Søren Vrønning Hoffmann:

»Philae løb tør for strøm og gik i dvale, fordi den var landet på et sted med meget begrænset sollys. Derfor har vi gået og været spændte på, om den kunne overleve i sit lille sorte hul og vågne op igen, efterhånden som kometen har bevæget sig tættere hen på Solen.«

Læs også hos Videnskab.dk: Nyt fra Rosetta: Kometen er kulsort, støvet og fuld af organisk materiale

Ifølge det tyske rumfartscenter DLR modtog forskerne lørdag aften en række data fra Philae, og indtil nu er mere end 300 datapakker blevet analyseret.

Under analysen af de nye data er det gået op for forskerne, at Philae også må have været vågen tidligere.

»Vi har også modtaget historiske data – indtil nu har landingsfartøjet imidlertid ikke været i stand til at kontakte os,« udtaler Stephan Ulamec i en pressemeddelelse fra DLR.

Læs også hos Videnskab.dk: 10 smukke billeder af landskabet på Rosettas komet