En van(d)vittig stor revolution

Der findes en tankevækkende illustration af Jordens befolkningsfordeling. Et billede af os alle delt i to. For det dokumenterer, at halvdelen af verdens godt syv milliarder mennesker bor på bare én procent af klodens landmasse.

Da Formand Mao i 1949 tog kontrollen, var der otte dæmninger i Kina. I dag er der over 19.000 med De Tre Slugters Dæmning over Yangtze (billedet) som største. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Og hvor er det så, at vi klumper os sammen? Det er i langt overvejende grad langs floder og floddeltaer – der, hvor der er ferskvand. Det er ekstra tydeligt at se langs Ganges, Yangtze, Huang He (Den Gule Flod) samt Nilen. Deres breder fungerer nærmest som tusind kilometer lange slanger af myldrende menneskelig aktivitet. Som blodårer strømmer floderne fra store gletsjere og søer højt oppe i bjergene og ned gennem landene, hvor de giver liv til milliarder af mennesker.

Kort: Max Galka/Metrocosm

Allerede i oldtiden begyndte kineserne, egypterne og babylonerne at betvinge deres store floder. Kanaler blev gravet, og det ferske vand blev ledt ind på tørre jorde, hvor hveden og risen blev oversvømmet, så planterne kunne skyde op og give næring til sultende mennesker og husdyr. Senere opførte romerne gigantiske akvædukter, der førte vandet over flere hundrede kilometer og ind til verdens første millionby, Rom. Og det i så enorme mængder, at romerne kunne lade fontænerne springe og byens indbyggere boltre sig i evigt strømmende vand i store badehaller.

Men det er først i de seneste 50-100 år, at verden har gennemlevet den helt store ferskvandsrevolution. En forandring, der i måske endnu højere grad end industrialiseringen og avl af nye afgrøder har skabt grundlag for den ærefrygtindgydende befolkningseksplosion, verden oplevede i forrige århundrede. Det dokumenterer den norske filosof, historiker og geografiprofessor Terje Tvedt i sin – undskyld udtrykket – vanvittigt spændende bog »Vand: Rejser i vores fortid og fremtid«, som netop er udkommet på det lille forlag Don Max.

Hans viden er formidabel – om verdensflodernes, dæmningernes og kanalernes grandiose historie, om deres politiske og økonomiske betydning og om deres mulige fremtid. Han har besøgt alle de betydningsfulde vandårer, stået ved deres udspring og stirret ned i dybet fra toppen af en lang række af de enorme floddæmninger, der i vidt omfang vil stå her om selv 1.000 år som endegyldige symboler på menneskets evne til at overvinde naturen og dens kræfter.

Blandt andet tager Terje Tvedt læserne med til Nilen og samtlige lande, som denne nok verdens længste flod løber igennem.

For godt 100 år siden boede der fire millioner mennesker i Egypten. Flere kunne de gamle faraoers kunstvandingsanlæg ikke brødføde. I dag er der over 90 millioner, og fra satellit kan man se, hvor de har bosat sig: Langs en grøn åre, der løber gennem et ellers komplet goldt ørkenlandskab.

Forklaringen er et omfattende net af store dæmninger, ikke mindst Aswandæmningen, vandreservoirer og kunstvandingskanaler, som forsyner marker med vand året rundt, og som dermed har skabt grundlag for hele tre høstsæsoner. Men det har også skabt grundlag for stigende konflikter med de økonomisk og befolkningsmæssigt ekspanderende lande langs Nilens nedre løb – og dermed også med nogle af de lande, hvorfra egypterne får næsten al deres vand.

I både Etiopien og Sudan har man ambitiøse planer om at tilbageholde en større del af Nilens vand, før det når Egypten. Hvilket i givet fald vil rokke ved den vandfordelingsnøgle, der har eksisteret mellem Nil-landene i årtier, og som i høj grad tilgodeser Egypten, der i årtusinder har set sig selv som Nilens sande herre. Skulle det ske, kan det blive en katastrofe for Egypten. Og udløse konflikter af en hidtil uset størrelse.

Den norske vandprofessor rejser også til Ganges, Indus, Brahmaputra og til de store kinesiske floder. Her, i Sydøstasien, bor op mod halvdelen af Jordens befolkning, og de er alle dybt afhængige af de enorme vandmængder, der vælter ned fra især det tibetanske højland.

Kina rummer næsten en femtedel af verdens befolkning, men har kun adgang til otte pct. af klodens vandressourcer. Hvilket har givet anledning til ingeniørprojekter uden sidestykke. Da Formand Mao i 1949 tog kontrollen over Kina, var der otte dæmninger i landet. I dag er der over 19.000 med De Tre Slugters Dæmning over Yangtze som kongen over dem alle.

De producerer strøm i enorme mængder og skaber en uset magt over vandet. Men ikke større end at flere hundrede kinesiske storbyer lider af voldsom og stigende vandmangel. Samtidig smelter gletsjerne på »Verdens tag« med en hast, der på den ene side kan skabe tusindårsoversvømmelser i den nære fremtid. Og som på den længere bane kan udløse katastrofer i form af udtørrede floder og hungrende folkemængder.

Men teknologien kan endnu en gang blive vores redning: Ved tørstige kystbyer over hele verden skyder store anlæg til afsaltning af havvand op. Tilmed med teknologi, der bliver stadigt billigere og mere effektiv. Og trods advarsler fra grønne miljøorganisationer er der potentiale for en mangedobling af menneskers udnyttelse af floder til både kunstvanding og energiproduktion.

Det vil utvivlsomt skabe voldsomme indhug i natur og biodiversitet. Til gengæld vil det blive livgivende for klodens mest succesfulde art. Så længe det varer.