Efter danske forskeres sensationelle fund på Grønland: Opdagelsernes tid er langt fra slut

Nutidens Vitus Bering og kaptajn Cook kan stadig gøre epokegørende opdagelser på vores klode. De skal bare lede under isen og nede på havbunden.

Hvad gemmer der sig under isen i Grønland og Antarktis? Langsomt begynder forskere at løfte sløret for spektakulære landskaber dernede. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO TAMA

I vores hovmod går vi ofte rundt i den vildfarelse, at mennesker har opdaget alt, hvad der er værd at opdage her på kloden.

Vi er jo for pokker i satellitalderen, så naturligvis kan selv de mest isolerede stillehavsøer og de fjernest beliggende floder og vandfald i dybe tropiske skove ikke skjule sig for vores årvågne rumøjne.

Kaptajn Cooks, Columbus’ og Vitus Berings tid synes med andre ord for længst at være forbi.

I sidste uge blev den opfattelse imidlertid gjort til skamme, da danske forskere offentliggjorde opdagelsen af intet mindre end det største »unge« meteorkrater på Jorden: Et flere hundrede meter dybt hul, som Bornholm mageligt kunne ligge indeni, og som er skabt af en dommedagsklump fra rummet med en diameter på omkring halvanden kilometer.

Det er en opdagelse, der uden at blinke må betegnes som blandt de største i verden i 2018, og som i den grad kildrer det fascinationsgen, der har fået generationer af unge til at sluge både Jules Vernes og Hergés eventyrlige historier.

Nej, opdagelsernes tid på kloden er bestemt ikke forbi, og det har to årsager: is og oceaner.

Det såkaldte Hiawatha-meteorkrater i Nordvestgrønland har udelukkende kunnet skjule sig for vores øjne gennem mindst 12.000 år, fordi det ligger begravet under flere hundrede meter tyk is. Ganske vist kan man på satellitbilleder ane en del af kraterets omrids i form af en halvcirkel i isranden.

Men der skulle detaljerede og ispenetrerende radarmålinger fra fly til, før isen lettede og det respektindgydende hul med en diameter på 31 km åbenbarede sig i det grønlandske grundfjeld.

I de senere år har den type målinger løftet sløret for andre store hemmeligheder om landet under Grønlands helt op til tre kilometer dybe iskappe.

Den mest spektakulære er utvivlsomt opdagelsen af verdens længste kløft – et mega-ar i fjeldet, som giver USAs Grand Canyon kamp til stregen.

Den isdækkede såkaldte Grand Canyon of Greenland åbenbarede sig i 2013, og den bugter sig over hele 750 kilometer fra det centrale Nordgrønland og helt op til kæmpeøens nordkyst mod Polarhavet.

Som følge af isens overvældende tryk mod grundfjeldet ligger bunden af den op til ti kilometer brede kløft under havniveau, og fra bunden er der helt op til 800 meter op til det omkringliggende »højland«. Ganske enkelt en af planetens geologiske vidundere.

Vi kommer bare aldrig til at se den – i hvert fald ikke før den overliggende is om hundreder eller måske tusinder af år måtte være bortsmeltet som følge af nutidens menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.

Verdens sjette største sø

På den modsatte side af kloden ligger som bekendt en endnu større ismasse, og her – hele 4.000 meter under den antarktiske isoverflade – opdagede forskere i 1990erne ved hjælp af især radarmålinger en af verdens største søer: Lake Vostok.

Så voluminøs er søen, at den indeholder mere vand end selv Victoriasøen i Afrika, og siden har man opdaget over 400 andre såkaldte subglaciale søer i Antarktis, herunder flere med levende mikroorganismer.

Ja, så sent som i maj i år offentliggjorde forskere, at de på radarbilleder fra området omkring klodens geografiske sydpol kan se konturerne af mægtige bjergkæder og dybe kløfter langt under den bundfrosne is.

Antarktis er imidlertid næsten syv gange større end Grønland og vil derfor i vidt omfang forblive Terra Incognita – ukendt land – for menneskeheden i en rum tid fremover.

Så er der oceanerne, der i endnu højere grad er uopdyrket »land« for os, hvilket først og fremmest skyldes deres gennemsnitsdybde på næsten fire kilometer.

Ifølge den amerikanske havforskningsinstitution NOAA er over 80 procent af Jordens oceaner hverken kortlagte eller undersøgte.

Af samme årsag er der store fund at gøre på bunden af havene, men siden 1970erne er der dog gjort mindst to kæmpe opdagelser.

Den seneste er afsløringen i 2013 af intet mindre end klodens største udslukte vulkan: Tamu Massif i Stillehavet ca. 1.600 km øst for Japan. Dens tinde befinder sig knap 2.000 meter under havoverfladen, og herfra falder megabjergets flanker op til 300 km i hver retning, indtil de når havbundssletten godt 4.000 meter længere nede. En vulkan på størrelse med Storbritannien.

Tilbage står en af de største opdagelser i hele det 20. århundrede.

For 41 år siden løftede forskere sløret for en af jordklodens største hemmeligheder – de rygende såkaldte »black smokers« på havbunden med en enorm rigdom af liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: VERENA TUNNICLIFFE.

På omkring 2.500 meters dybde nær øgruppen Galapagos i Stillehavet så undrende forskere på ubåden »Alvin« i 1977 pludselig en række mærkværdige rygende »skorstene« på havbunden.

De havde opdaget de meterhøje såkaldte »black smokers« samt en ubegribelig rigdom af liv i et vulkansk aktivt og komplet mørkelagt havbundsområde.

Siden har man fundet adskillige andre af den slags enestående biotoper flere kilometer under havoverfladen, og mange biologer mener nu, at de særprægede black smokers er gode kandidater til rugekasser for Jordens første spæde liv.

Opdagelsernes tid på planeten Jorden er langt fra tilendebragt.