Ebay-brugere skal skifte password efter datatyveri

Auktionsgiganten eBay er blevet ramt af et hackerangreb og opfordrer derfor alle sine brugere til at ændre deres password. Det gælder også, hvis man har brugt samme password på andre hjemmesider.

Foto: HECTOR MATA

Hvis du har en konto hos det internetbaserede auktionshus eBay, er det en god idé at ændre dit password.

Et cyberangreb på eBays database betyder, at de mange brugere risikerer, at uvedkommende kan misbruge deres kontooplysninger, oplyser virksomheden selv.

Mange brugere har kreditkortoplysninger og andre private oplysninger knyttet til deres konti, og selv om der endnu ikke er tegn på, at der er sket misbrug af disse oplysninger, som ligger krypteret for sig selv, så opfordrer eBay alligevel til, at man ikke tager nogle chancer.

»Informationssikkerhed og kunders databeskyttelse er af største vigtighed for eBay Inc., og eBay beklager den ulejlighed eller bekymring, som denne kodeordsnulstilling må forvolde vores kunder. Vi ved, at vores kunder stoler på os, når de giver os deres informationer, og vi tager vores forpligtigelse til at drive et trygt, sikkert og troværdigt globalt handelssted alvorligt,« hedder det i en skriftlig udtalelse fra eBay.

Selskabet oplyser desuden, at hackerne har fået adgang til nogle få ansattes adgangskoder, og at de ad denne vej har hacket sig ind på netværket.

EBay vil onsdag tage kontakt til sine brugere via e-mail og andre kanaler for at opfordre dem til at ændre deres password. De brugere, der eventuelt må have brugt samme password på andre hjemmesider opfordres desuden til også at ændre dette.