Søndag aften tog de norske sundhedsmyndigheder et nyt og temmelig drastisk værktøj i brug i kampen for at begrænse spredningen af ny coronavirus i fjeldlandet:
Hvis man er ansat i Norges sundhedsvæsen, der har cirka 300.000 medarbejdere, og man efter 17. februar er vendt hjem fra et område med udbredt smittespredning, skal man blive hjemme fra arbejde i 14 dage. Og det uanset om man har symptomer eller ej.
Det gælder dermed samtlige norske sundhedsansatte, som foruden Kina har været i Sydkorea, Singapore, Japan, Hongkong, Iran og ikke mindst Norditalien. Samtidig overvejer de norske myndigheder ifølge NRK at indstille flere store skisportsstævner
Tiltaget i sundhedsvæsnet sker ikke alene i et forsøg på at reducere smittespredning på klinikker og hospitaler.
Det sker først og fremmest på baggrund af en opsigtsvækkende udvikling i vores naboland, hvor man mandag eftermiddag havde konstateret 19 smittede med ny coronavirus. Fem af disse er ansat på øjenafdelingen på Ullevål Sygehus i en forstad til Oslo.
Forrige weekend kom en øjenlæge på hospitalet hjem fra en skiferie i Norditalien, hvor man har det absolut største udbrud i Europa – aktuelt op mod 2.000 bekræftede smittede.
Lægen tog på arbejde om mandagen, men begyndte at føle sig småsløj om tirsdagen, hvorfor vedkommende spurgte en ansat på hospitalets infektionsmedicinske afdeling, om det ikke ville være en god idé at blive testet for ny coronavirus. Det fik han afslag på, blandt andet med den begrundelse, at man var bange for at overforbruge testudstyr, skriver den norske avis VG.
Først i løbet af fredagen blev lægen testet – positiv. Hvorefter et større opsporingsarbejde førte til opdagelsen af yderligere fire smittede på øjenafdelingen, der nu er midlertidigt lukket.
Også de foreløbig fire bekræftede smittede, man har opdaget i Danmark, har enten direkte eller indirekte forbindelse til Norditalien.
Dertil kommer, at man har set eksport af smitte fra Norditalien til en lang række andre lande, herunder Sverige, Østrig, Schweiz, Tyskland, Holland, Storbritannien, Spanien, Kroatien, Grækenland, Algeriet, Nigeria, Brasilien og lokale områder af USA. Sidstnævnte har formentlig medvirket til, at Trump-regeringen har hævet den officielle rejseanbefaling for Norditalien (og Sydkorea) til højeste advarselsniveau: »Rejs ikke«.
Herhjemme lyder Udenrigsministeriets italienske rejseanbefaling – på lige fod med andre nationer her på kontinentet: »Vær ekstra forsigtig«. Altså ikke en decideret frarådelse.
Til gengæld har den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, foreslået, at man indstiller al flytrafik til og fra Iran, hvor et udbrud med aktuelt over 50 døde og cirka 1.000 bekræftede smittetilfælde efter alt at dømme er ude af kontrol. Seks af de 14 smittede i Sverige mandag eftermiddag var netop indrejst fra Iran eller havde nær relation til en nylig indrejst.
I den nuværende situation med blot fire smittede herhjemme og (endnu) ingen lokal smittespredning, giver det dog ifølge eksperter ikke den store mening at indføre voldsomme inddæmmende tiltag, herunder forbud mod større forsamlinger – som man blandt andet har gjort i Schweiz – flyveforbud fra eksempelvis Norditalien for slet ikke at tale om decidererede grænselukninger.
I stedet giver det ifølge en række infektionsmedicinske fagpersoner, som vi har talt med, mening at have udpræget fokus på håndhygiejne og på at blive hjemme, hvis man skulle få symptomer på forkølelse eller influenza. Dertil kommer, at sundhedsmyndighedernes skal have skærpet fokus på opsporing og eventuel isolation af mennesker, som smittede har været i nærkontakt med. Hvilket også sker med de langt over 100 mennesker, der aktuelt er i hjemmekarantæne herhjemme.
Kina som forbillede?
Alligevel maner en større rapport fra Verdenssundhedssituationen, WHO, om læren fra udbruddets epicenter, Kina, til eftertanke.
Heri hedder det nemlig, at Kinas »aggressive« og »historisk« kraftige tiltag for at inddæmme smittespredning er »en vital lære« for verden, og at »store dele af det globale samfund hverken i tankegang eller materielt endnu er klar til at indføre de tiltag, der er gjort i Kina for at inddæmme covid-19«.
Som udgangspunkt er det naturligvis Kinas skyld, at verden nu står i en decideret viruskrise med enorme følger for den globale sundhed og for verdensøkonomien.
Der gik uger, før etpartistyret reagerede på bimlende alarmklokker omkring nytår af et udbrud i millionbyen Wuhan og i den omliggende Hubei-provins af en helt ny og dermed for mennesker ukendt coronavirus. Ja, man udstedte tilmed en utilsløret advarsel til udbruddets modige, første og nu døde whistleblower – med ekstremt alvorlige konsekvenser for smittespredningen.
Til gengæld må man efter alt at dømme prise Kina for de »drakoniske« eller kompromisløse tiltag, man siden har indført. For hvis man i øvrigt kan stole på indberetningerne – hvilket WHO i vid udstrækning gør – er Beijing-styret lykkedes med isolationen af Wuhan og hele Hubei-provinsen med dens knap 60 millioner indbyggere samt med opsporingen af udrejsende fra Hubei.
Søndag var der ifølge WHOs daglige situationsrapport kun ni bekræftede nye smittetilfælde i hele Kina uden for Hubeiprovinsen, men 570 nye i selve Hubei. Det er tilsammen næsten halvt så mange nye bekræftede tilfælde, som der samme dag blev indrapporteret fra de efterhånden cirka 60 lande, hvor man har smittede. Og det på trods af at over 90 procent af alle bekræftede smittede fortsat er kinesere.
På den baggrund konkluderer WHO, at smittefaldet i Kina »er virkeligt«, og at »Kina allerede – og med god ret – arbejder på at styrke økonomien, genåbne skoler og vende tilbage til et mere normalt udseende samfund ...« Hvilket dog naturligvis endnu ikke gælder i Hubei, hvor omkostningerne for de lokale i mange tilfælde har været fatale.
Gå ikke i panik
Vi er endnu milevidt fra en tilsvarende situation i Nordeuropa. Vi har ikke (endnu) et udbrud af covid-19 i Danmark – og slet ingen epidemi. Derfor understreger de eksperter, vi har talt med, at det i den nuværende situation er altafgørende, at man ikke overreagerer – ikke går i panik.
For hvis ængstelige danskere i titusindvis opsøger sundhedsvæsnet på baggrund af ganske almindelige symptomer som småfeber og lidt ondt i halsen, risikerer man i sidste ende at lægge det ned.
Som Flemming Konradsen, professor i global miljøsundhed ved Københavns Universitet, udtrykker det:
»Der er eksempler i historien på, at det ikke var større epidemier, der udløste et stort antal dødsfald. I stedet var det presset på sundhedssystemet, hvor alle ressourcer blev kastet efter én sygdom med relativ lav dødelighed. I værste fald kan det betyde, at folk, der falder om på gaden med hjertesvigt, ikke kan få akut hjælp. Du risikerer, at ende i en situation, hvor man ikke kan lave forebyggende sundhed og behandle en lang række sygdomme, der virkelig tæller.«
