Dør-til-dør navigation for fedterøve

GPS Navigation 2 viser fine takter for små penge.

I stedet for at give 700 kroner for en dør-til-dør navigations app til min iPhone, kan det så lade sig gøre med en app til sølle 6 kroner ? Jeg satte mig for at gøre forsøget.

Jeg hentede app’en i januar måned, og har nu prøvet den igennem nogle uger. Jeg må sige, det er en fornøjelse – selv set i forhold en ”rigtig GPS” med flere funktioner.

En fornøjelse fordi, GPS Navigation 2 grundlæggende gør det, den er sat i verden til – dirigerer dig fra et punkt til et andet uden for meget ”flimmer”. Og fordi de åbenlyse fordele ligger lige foran dig: et markant billigere produkt. Til gengæld må du så leve med andre ulemper, bl.a. at den engelske brugerflade er lidt tumpet i designet og at stemmen der dirigerer dig, også taler engelsk.

Til gengæld har GPS Navigation 2 alle de velkendte muligheder for navigation. Udover indtastning af en adresse – som fungerer let og smertefrit – kan du navigere efter koordinater, interessepunkter eller blot en ren ”fritekst”-søgning. Kortmaterialet baserer sig på kortenes ”wikipedia”, OpenStreetMap, som er et bruger-drevet kortmateriale, som konstant opdateres. Det har sine åbenlyse ulemper, men bestemt også fordele (læs: gratis!). Ulempen er, at du ikke altid lander helt nøjagtigt på destinationen. Men måske ud for den.

Muligheden for at finde restauranter, tankstationer, supermarkeder mv. fungerer grundlæggende ok. I mit lokalområde finder den alle tankstationer, supermarkeder og parkeringspladser mv. helt perfekt. Men et irritationsmoment er, at du kun kan lede i en radius på op til 20 km. Det begrænser mulighederne for at planlægge en længere tur. Og hvis du f.eks. er ved at køre tør på motorvejen, er det ikke hensigtsmæssigt at du skal bladre igennem et par sider, for at finde en Shell indenfor 20 km. Det ville være smukt, hvis kommende versioner tilførte lidt mere ”langs ruten” eller ”i nærheden” navigations-mulighed – se f.eks. hvordan TomTom gør det. Men ellers har app’en hæderlige muligheder for indstillinger; blandt andet kan du blive mindet om fart-overskridelser, fartkameraer mv.

Selve navigationen gør, som nævnt, det den skal – og har du bluetooth i din bil, hopper lyden automatisk op i højttalerne, så du kan koncentrere dig om kørslen. Navigationen er meget hjælpsom – nogle vil synes lidt for meget – og kører du forkert i en rundkørsel, går der tre-fire sekunder, så er en ny rute genberegnet. Men anskaf dig en holder til din iPhone, hvis ikke allerede du har det. Kortet kan selvfølgelig aflæses både i landskabs-mode og på højkant.

En af de få ulemper ved GPS Navigation 2 er, at batteriet – jeg testede på en iPhone 4 – drænes. En køretur på 40 minutter kostede 20% af telefonens batteritid. En anden ting, som du skal være opmærksom på, og som kan blive meget dyrere: Basisversionen henter kortdata via din 3G forbindelse. Så hvis du ikke har fri data og slår roaming fra i udlandet, kan navigationen virkelig koste knaster! Jeg bruger 3-4 MB data på en typisk navigation på ½ time. Men det er muligt at købe kort til app’en – 24 kr for Danmark. Og så fungerer navigationen helt offline, hvilket så også forbedrer ydeevnen.

Alt i alt er jeg begejstret – og giver app’en 5 stjerner. Det sidste nøk til toppen kræver en mere ”færdig” app med bl.a. dansk tale, bedre menuer og mindre batteriforbrug.

Find den – også til iPad 3G - på Apple App Store her

Skobbler’s hjemmeside

Findes også på Android Market – men denne er dog ikke testet