Dit sprog afslører din politiske holdning - eller gør det?

Og nej, vi tænker ikke på fejl og bandeord. Der er grammatik på spil.

Trump bruger også sit navn som et udsagnsord, så er han mon konservativ eller ej? Fold sammen
Læs mere
Foto: JIM WATSON

En konservativ politisk holdning hænger sammen med en tendens til at bruge flere navneord i talesproget. Det viser en grammatisk analyse af politiske taler fra Polen, Libanon og USA. Alene fra USA har forskerne gået gennem 45 taler fra Republikanere og 56 taler fra Demokrater. Det er sket under antagelsen af, at den første gruppe er mere politisk konservativ end den sidste.

I de konservatives taler viste der sig at være en højere andel af navneord. Ifølge forskerne viser det, at konservative foretrækker at beskrive tingene ved deres navn, frem for ved deres egenskaber.

De konservatives trang til at bruge navneord skyldes ifølge forskerne et større behov for orden: »Tidligere forskning antyder, at politisk konservatisme er forbundet med et vidensmæssigt behov for struktur og vished, og at navneord giver en klarere og mere afgrænset opfattelse af virkeligheden andre elementer af sproget«.

Præferencen for navneord blev også fundet i de polske politiske taler, og i de libanesiske taler viste de konservative politikere en tendens til at bruge nominelle sætninger, som på arabisk består af lutter navneord, frem for sætninger der også har udsagnsord og tillægsord.

Forskerne mener, at det er værd at diskutere, om »konservativ ideologi hænger sammen med grammatiske valg der skaber en følelse af stabilitet og forudsigelighed.«

Men før man begynder at skifte navneord ud med tillægsord i sine kærestebreve for at virke mere vild og venstreorienteret. Eller før man terper gode navneord at bruge i jobsamtalen i C20-virksomheden, er det nok værd at analysere den grammatiske analyse lidt mere kritisk.

Optællingen af navneord i forhold til udsagnsord og tillægsord skal såmænd nok være korrekt. Og det er tæt på at være »vand-er-vådt«-forskning at bevise, at konservative går ind for  lov og orden - som i artiklens sprog et »epistemisk behov for struktur og vished« .

Men det overordnede med med den type undersøgelser af psykologiske eller sociale fænomeners sammenhæng med politisk holdning er naturligvis, om det overhovedet siger noget om nogen. Kan en overrepræsentation af navneord i politiske taler virkelig bevise, at konservative mennesker kan lide orden i sagerne?

Hvis man kan lide den slags, er det ikke svært at finde videnskabelige undersøgelser, der viser at gode kognitive evner er forbundet med en mere venstreorienteret holdning, at folk som er følsomme over for støj går ind for mere militær,  at genetik bestemmer ens politiske holdning (men ikke partitilknytning), at højreorienterede er mere intelligente, at venstreorienterede er  mere intelligente,  at højreorienterede er nogle bangebukse osv osv osv.

Men kan man bruge den slags forskning til andet end at sende til sine anderledes tænkende Facebook-venner?

Nej, mener blandt andet journalist og forfatter  Pascal Emmanuel Gobry, som kalder det et stort problem at den socio-psykologiske forskning mangler troværdighed på grund af en »liberal bias«, en venstreorienteret skævvriden som ifølge Gobry skyldes, at felte er domineret af forskere, der selv hælder til at være venstreorienterede og som tilsyneladende mangler redskaber til at forhindre deres egne holdninger i at spilde over i videnskaben. .

Kritikken kommer også indefra videnskaben. Den amerikanske professor i socialpsykologi Jonathan Haidt er en åbenmundet kritiker gennem mange år af den homogene politiske kultur i de sociale og psykologiske videnskaber. Sammen med fem kolleger fra hele verden, herunder en lektor i sociologi fra Stockholm, skrev han i 2014 en omstridt artikel til tidsskriftet Behavioral and Brain Sciences: Political Diversity Will Improve Social Psychological Science.

Artiklen beskriver, hvordan en fremherskende politisk holdning inden for et forskningsfelt kan blive indlejret i både teori og metode på området, og hvordan holdningen kan påvirke udvælgelsen af forskningsemner, som så forstærker skævheden.

Haidt og kolleger nævner flere eksempler på, at denne »liberal bias« har skabt forskningsresultater af den type, som pressen elsker at formidle, men som er videnskabeligt problematiske. I et eksempel har forskere således konstrueret en tolkning om »fornægtelse« ind i en undersøgelse af graden af uenighed med en række miljøudsagn, så de kan placere folk efter politisk holdning på en skala for »Denial of environmental realities«.

Det er derfor stadig et åbent spørgsmål, om undersøgelsen af navneord i politiske taler egentlig siger mest om konservative mennesker eller om forskerne bag.

Læs den videnskabelige artikel: On the Grammar of Politics—or Why Conservatives Prefer Nouns