Dinosaurernes død kom fra et hul i jorden

Dinosaurerne forsvandt næppe ene og alene på grund af et gigantisk meteornedslag, konkluderer forskere. Målinger viser, at voldsomme vulkanudbrud i Indien kan have udført dødsstødet.

Enorme vulkanudbrud fra dette landskab i Indien bliver af forskere udpeget som en hovedårsag til, at dinosaurerne forsvandt. Foto: Berkeley-universitetet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I årevis har der været ret bred enighed blandt geologer om, at dinosaurerne og utallige andre dyr og planter først og fremmest forsvandt som følge af et gigantisk meteornedslag nær det nuværende Mexico.

Ganske vist har en række langvarige og enorme vulkanudbrud i datiden i det nuværende Indien altid spøgt i baggrunden som en medvirkende forklaring. Men nu bliver vulkanudbruddene, de såkaldte Deccan Traps, atter hevet frem. Og denne gang som noget nær hovedsynderen.

En række amerikanske geologer har været en tur i Indien, hvor de har foretaget den hidtil mest præcise datering og kortlægning af de enorme vulkanudbrud for cirka 66 mio. år siden. Det er velkendt, at udbruddene allerede var i gang, da kæmpemeteoren på omtrent ti kilometers bredde hamrede ned i jordskorpen ovre ved Yucatanhalvøen i Mexico. Men ifølge de amerikanske geologer begyndte dobbelt så meget lava og lignende at skyde ud af vulkanerne på stort set samme tid, som den enorme klippeklump styrtede ned. Og det får forskerne til i tidsskriftet Science at foreslå, at nedslaget var den direkte årsag til den voldsomme stigning i de indiske vulkaners udbrud.

»Begge begivenheder skete på praktisk taget samme tid. Derfor tror vi, at der er en årsagssammenhæng,« udtaler en af forskningsartiklens forfattere, Paul Renne fra Californiens Berkeley-universitet.

Deccan Traps får alle historiske vulkanudbrud til at blegne i sammenligning. Mængden af lava, som blev udspyet, var på over 1,5 millioner kubikkilometer, og omtrent halvdelen af Indiens nuværende landmasse kan føres direkte tilbage til de kolossale udbrud, som uundgåeligt må have haft dramatiske effekter på datidens globale klima og biologi. Ifølge det nye forskningsresultat blev omtrent 70 procent af den samlede udbrudsmængde fra Deccan Traps udspyet efter meteornedslaget.

Chokbølger vælter gennem kloden

Henning Haack, der er geolog og meteoritekspert på Statens Naturhistoriske Museum, finder det nye forskningsresultat »solidt og interessant«: »Hvis det holder, at udbruddet hævede sig lige efter nedslaget, er det vanvittigt at påstå, at de to ting ikke havde noget med hinanden at gøre.«

Henning Haack forklarer, at der tidligere har været fremført velbegrundede teorier om, at Deccan Traps kan være blevet udløst som følge af en slags »fokuseringseffekt«.

Indien og Yucatan lå og ligger stort set stik modsat hinanden på jordkuglen. Når en meteor så stor som den for knap 66 mio. år siden rammer Jorden, vælter chokbølger gennem kloden, hvorefter energierne i en vis udstrækning samler sig i et punkt på antipoden – altså på den komplet modsatte side af jordkuglen.

Et meget velkendt eksempel stammer fra planeten Merkur, hvor en kæmpeasteroide med en diameter på måske 100 kilometer ramlede ned og skabte et gigantkrater for flere mia. år siden. På den stik modsatte side af Merkur findes et såkaldt »kaotisk terræn« af ujævne bjerge og kløfter – et tegn på, at chokbølger fra nedslaget fik terrænet til i bogstaveligste forstand at lette og lande igen.

Det nye forskningsresultat gør det mere sandsynligt, at dinosaurerne ikke blev udryddet med et brag, men relativt langsomt. Samt at hverken meteoren eller de indiske vulkaner hver for sig kunne stå bag den store massedød, der udraderede omtrent 75 procent af alle klodens daværende dyre- og plantearter. Det var kombinationen, der gjorde det af med dem.

Teorien synes blot at blive yderligere forstærket af, at Deccan Traps-udbruddene ifølge målingerne fortsatte i yderligere en halv mio. år efter meteornedslaget. Og først på det tidspunkt begyndte livet på Jorden atter at blomstre. Hvorefter pattedyrene blev Jordens nye herskere.

Ifølge Henning Haack går der ca. 100 mio. år mellem meteornedslag af samme kaliber som det, der ramte ovre ved Mexico. Så statistisk har vi over 30 mio. år at løbe på, før det atter går helt galt.

Nedslagshyppigheden er imidlertid ikke beregnet på baggrund af fund og dateringer af rester af oldgamle kæmpekratere på Jorden. De er for længst udraderet af pladetektonikken, som konstant ommøblerer Jordens overflade. I stedet er hyppigheden beregnet på baggrund af målinger af antallet af større asteroider samt deres baner her i solsystemet.