»Digital post. Er det det, vi har fået brev om?«

Eleverne fra Øregård Gymnasium synes egentlig, at digital post er smart. Alle har bare ikke lige fået sig oprettet endnu.

De fem piger i forgrunden er de eneste ud af 24 elever i 2. K fra Øregård Gymnasium, der positivt ved, at de har oprettet en digital postkasse. Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere

Digital post? Hvad er det nu, det er? Er det det, vi har fået brev om?

Når en gymnasieklasse fra Øregård Gymnasium uforberedt bliver spurgt om, hvad digital post er, og om de selv har oprettet sig som brugere, er reaktionerne blandede. En del ser tvivlende ud, nogle nikker, mens en håndfuld – plus et par måske’er af 24 rækker hånden i vejret, når det gælder optælling af, om de har oprettet sig som brugere af digital post.

Flere undersøgelser og aktører, der følger udviklingen af digitalisering af det offentlige, har hæftet sig ved, at digital kommunikation med det offentlige ikke har fanget interessen hos unge borgere, selv om alle over 15 år skal kunne kommunikere via digital post fra 1. november.

Når gymnasieeleverne fra 2. K bliver mindet om, hvad de skal bruge digital post til, synes de, at det er ret smart. Fordi det kan hjælpe med at organisere forskellige henvendelser, fordi målet med digital post er at spare penge, og fordi så meget alligevel foregår på internettet. Og når de bliver mindet om, at de kan få en e-mail eller SMS om, at de skal tjekke den digitale postkasse, når nye henvendelser tikker ind, bliver det også lettere at huske.

»Det er smart at kunne kommunikere digitalt med det offentlige på den måde, fordi man kan samle alle de papirer, man får, et sted – og på den måde holde orden i tingene. Med hensyn til, at man skal bruge NemID for at logge ind, kan det godt være besværligt at skulle bruge det hver gang, og at man skal huske at tjekke,« siger Caroline og tilføjer, at det derfor er en god idé, at man kan få en SMS eller e-mail, som minder om, at der er nye henvendelser i den digitale postkasse.

Overgangen til fuld digital kommunikation i 2015, hvor kommuner, regioner og staten efterhånden kan fremsende alle hidtidige papirbreve elektronisk, ventes at kunne spare en lille milliard kroner om året på papir, porto og administration.

»Det er en god ide. Der er alligevel så meget, der foregår på nettet i dag. Og hvis man også kan spare en masse penge på at gøre kommunikationen digital er det da fint,« lyder det fra Emma.

Selvom eleverne synes, at ideen er smart, kommer de også ind på, at det er vigtigt, at kommunikationen også kan klares over mobilen, og at det er et stort krav at stille til eksempelvis ældre borgere, som ikke nødvendigvis er vant til at bruge en computer.

Det er obligatorisk, at alle borgere over 15 år skal have en digital postkasse, medmindre de bliver fritaget. Det er muligt at give andre læseadgang til postkassen – eksempelvis til forældre, hvis de ønsker at følge med i, hvad der lander i den.

Digital Post afleveres i en særligt sikret postkasse på nettet, der minder om en e-mailindbakke. Den kan man åbne på enten borger.dk eller e-boks.dk (man ser samme post, uanset hvilken man vælger) ved at bruge sin NemID. Meget post fra det offentlige indeholder nemlig personfølsomme oplysninger (f.eks. CPR-nr.), som man ikke må sende med almindelig mail.

Har man ikke selv oprettet sig (det gør man på borger.dk), bliver postkassen oprettet for én. Man kan i postkassen indtaste sin e-mailadresse eller sit mobiltelefonnummer; så får man en besked, når der kommer nyt i postkassen, så man ikke behøver selv at se efter.