Det ufattelige under, at alting findes

Det er et større under, at vi og alt omkring os eksisterer, end de fleste gør sig forestilling om.

Teorien om at universet blev skabt for næsten 14 milliarder år siden ud af et enkelt punkt, der udvidede sig med ubegribelig hast, er den måske mest dristige, der nogensinde er undfanget. Illustration: ESA/ECF Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke nok med, at universet aldrig ville have taget sin begyndelse, hvis ikke et eller andet – hvad enten det var en guddommelig kraft eller en kvantefluktuation i intetheden – havde igangsat Big Bang. I splitsekundet efter selve urbraget skete der også noget andet, som vi kan takke altings eksistens for.

Det er det forhold, at der af en eller anden mærkværdig grund må være blevet dannet mere stof end antistof.

Ifølge partikelfysikernes beregninger burde der nemlig være blevet lavet nøjagtig lige meget af begge typer. Hvilket i givet fald ville have haft den triste konsekvens, at stofferne så at sige ville have ophævet hinanden, hvorved Big Bang ville være endt som en gigantisk fuser, hvoraf intet ville være udsprunget.

Vi – og stjernerne og galakserne – findes imidlertid, og de og vi er alle sammen dannet af stof. Ikke antistof. Hvorfor der i mindre end det første mikrosekund efter Big Bang med al sandsynlighed må være dannet lidt mere stof end antistof.

Alt dette ved forskerne blandt andet, fordi de er i stand til at efterligne, hvordan atomers bestanddele opfører sig og ser ud, når de bliver udsat for de ekstreme energiforhold, der herskede i splitsekundet efter altings begyndelse.

Det kan man studere i nogle af de største og kraftigste videnskabelige maskiner, der findes: partikelacceleratorer.

Den største, Large Hadron Collider (LHC), findes på det europæiske partikelforskningslaboratorium CERN ved Genève i Schweiz. Det var her, at man for et par år siden efter årtiers søgen endelig opfangede og identificerede den sagnomspundne Higgs-partikel, der forsyner alle andre partikler med masse – den måske største videnskabelige opdagelse i det nye årtusind.

Men der findes andre maskiner af slagsen, ikke mindst den også ganske store Relativistic Heavy Ion Collider (RHIC) i Brookhaven lidt uden for New York. Ved at lade atomare partikler kollidere ved hastigheder lige under lysets, har man i disse maskiner set, at for hver gang der bliver dannet en partikel i sammenstødene, bliver der også dannet en antipartikel – en form for spejlbillede af samme.

Umiddelbart er der ingen synlig forskel på partiklerne. For eksempel har de præcis den samme masse. Den eneste forskel er den elektriske ladning. En antipartikel har altid den modsatte ladning af dens tilsvarende partikel.

Det samme gælder atomer og molekyler. Et vandmolekyles modsætning, et antivandmolekyle, vil se ud på nøjagtig samme måde som vandmolekylet. Ja, man kan ligefrem forestille sig, at der langt, langt borte i universet findes antiplaneter og antistjerner og antigalakser. Akkurat som vores verdener, bare med omvendt fortegn i ladningen.

Men når vi ikke ser dem, skyldes det, at stof og antistof ikke kan eksistere side om side. De æder simpelthen hinanden op, og er der tilstrækkelig meget (og her taler vi om ganske lidt, måske bare et gram af hvert stof), så bliver resultatet nærmest apokalyptisk. Hvilket forfatteren Dan Brown levende beskrev i sin internationale bestseller »Engle og dæmoner«, hvor en lille beholder med antistof truer med at tilintetgøre hele Vatikanet.

Heldigvis producerer partikelacceleratorerne kun beskedne mængder antipartikler, og de få og i øvrigt ekstremt dyre antibrint-atomer, man har skabt, kan kun opbevares i specialdesignede fælder eller vakuumbeholdere med et kraftigt magnetisk felt.

Men tilbage til det gigantiske mysterium: Hvorfor der efter alt at dømme blev skabt mere stof i Big Bang end antistof – en asymmetri.

For få dage siden kunne forskere tilknyttet RHIC-acceleratoren i USA i tidsskriftet Nature offentliggøre, at de har været i stand til at måle de kræfter, der holder antistofpartikler på plads. Hvis disse kernekræfter opfører sig anderledes end de tilsvarende i deres almindelige stofpartnere, kunne man meget vel være kommet nærmere et svar på den mærkværdige asymmetri.

Men – surprise, surprise – der er overhovedet ingen forskel. Kræfterne er helt ens, uanset om det er en stof- eller en antistofpartikel. Mysteriet er med andre ord nærmest blot vokset. Dog med den bemærkning, at det nu får fysikerne til i højere grad at rette projektørlyset mod helt andre forklaringer på vores og altings eksistens, eksempelvis hos den nok mest almindelige partikel i universet: den ubegribeligt lille neutrino.

Neutrinoer bliver produceret i ekstreme mængder i Solen og i andre stjerner og må også være blevet dannet i selveste skabelsesøjeblikket. Og måske var det deres nærmeste magiske indgriben, der sikrede, at det hele ikke blev en fuser, men med tiden blev til vores nærmest uendelige univers.

Hvorfor jagten i fysikernes store maskiner i stigende grad er gået ind på at aflure den lille neutrino sine store hemmeligheder.