CADARACHE. Når man er kørt op på et lille nærliggende højdedrag og skuer ned over den kommende bygge­grund, kræver det en vis indlevelsesevne at forestille sig, at man står foran begyndelsen til et videnskabeligt eksperiment, der muligvis kan løse verdens energiproblemer. Men stort er det.

Et skovareal svarende til 60 fodboldbaner er blevet ryddet og planeret flad som en brun pandekage, og det er her, omtrent fyrre kilometer nordøst for den mondæne sydfranske ferieby Aix-en-Provence, at man skal bygge forsøgsreaktoren, som én gang for alle skal afgøre, om det i praksis kan lade sig gøre at udvinde energi ved at smelte atomer sammen. »Det vil være det største videnskabelige projekt i vor tid. Der foregår ikke noget i den skala i øjeblikket,« forsikrer vores guide Neil Caldera, projektets britiske kommunikationschef. 

Baggrunden for projektet står ifølge Neil Calder helt klart:»Der er kun én ting af total dominerende vigtighed, som menneskeheden står overfor, og det er energi. Du kender statistikken: Energibehovet vil været steget med 50 procent i 2030. 80 procent af de globale energikilder kommer fra fossile brændstoffer, og de forurener – og de vil forsvinde. Der er en enorm stigning i efterspørgslen og et fald i udbuddet.

Det er meget destabiliserende for verden.« Videnskabsfolk har derfor længe været på udkig efter en erstatning for de kendte alternativer til olie, gas og kul, der alle lider af alvorlige skavanker: Solceller kræver enorme solbeskinnede arealer, vindmøller støjer og er kun rentable i egne med kraftig vind, biobrændsel forslår som en skrædder i helvede og den konventionelle atomkraft trækkes med betydelige sikkerheds- og affaldsproblemer.

I princippet har fusionskraft potentialet til at blive klodens nye energikilde nummer et og ifølge fortalerne har teknologien ingen reelle ulemper: der udledes ingen CO2, brændstoffet er hydrogen, der findes i uudtømmelige mængder i verdenshavene, der genereres relativt lidt radioaktivt affald, og sikkerhedsproblemerne er også til at overse.

I praksis er der dog flere store problemer, der skal løses, før man ved, om man har fundet menneskehedens kilde til evig og problemløs energi. Men efter i mange år at have kredset som katten om den varme grød har verdens stormagter i form af Kina, EU, Indien, Japan, Sydkorea, Rusland og USA som noget helt unikt slået pjalterne sammen i forsøget på at finde ud af, om fusionskraft kan fungere i praksis.

Projektet hedder ITER og ideen er, at alle spytter i kassen, både hvad angår penge, know-how, underleverancer og videnskabsfolk, og at man deler alle aspekter af teknologien, så hvert land bagefter kan bygge sine egne fusionsreaktorer. Hvis det altså kommer til at fungere – og det vil man først finde ud af efter over et halvt århundredes eksperimenter. Mens konventionel atomkraft bygger på spaltning af atomer, såkaldt fission, går fusionskraft ud på det modsatte, nemlig at udvinde den energi der kommer ved at sammensmelte atomer, såkaldt fusion, nemlig hydrogen-isotoperne deuterium og tritium.

Det er den proces, der foregår i solens kerne, men for at få den til at finde sted på Jorden kræver det temperaturer omkring 100 millioner grader. Eftersom ingen kendte materialer kan modstå sådanne temperaturer holder man atomerne i et magnetisk spændingsfelt, mens man varmer dem op for at tvinge processen i gang.

Hvor humlen i klassisk atomkraft er at kontrollere og begrænse kæde­reaktionen af atomspaltninger, så processen ikke løber løbsk og fører til nedsmeltning af reaktoren, er udfordringen ved fusionskraft det stik modsatte: at holde processen i gang. For kommer de berørte atomer i kontakt med omgivelserne, går processen omgående i stå. Indtil videre er det ved mindre forsøg rundt omkring i verden lykkedes at holde fusionen kørende i nogle sekunder af gangen, men for at processen skal være energimæssig og økonomisk rentabel – der kræves en enorm energitilførsel for at få processen i gang – skal man som minimum op på mange minutter og helst timer. »Spørgsmålet er, om vi kan holde operationen i gang i lang tid og på en stabil måde.

Det finder man kun ud af ved at bygge maskinen,« siger Gary Johnson, ansvarlig for opførelsen af projektets forsøgsreaktor.Kritikerne mener, at man fluks burde kaste håndklædet i ringen.»Er de penge, der bliver brugt på fusion, ikke bedre givet ud på afprøvede teknologier i stedet for at jagte en drøm, som selv dens tilhængere siger vil tage et hundrede år, før vi får svaret på, om den giver os nogle svar?« spurgte Roger Higman fra organisationen Friends of the Earth på BBC, da landene bag projektet – der tilsammen repræsenterer halvdelen af klodens skatteydere – skrev under på aftalen tilbage i 2006. Og kritikken er ikke stilnet af, for siden har anerkendte fysikere, herunder Nobelpris-vindere, meldt sig i koret.

For selv om det skulle lykkes at få fusionsprocessen til at vare i flere minutter, mangler man at finde ud af, hvordan man opsamler energien.Under fusionsprocessen udslynger hydrogen-isotop­erne nemlig neutroner, og det er energien fra disse neutroner, man vil opfange i en »kappe« og omdanne til elektricitet. Problemet er bare, at der ikke findes noget materiale, der kan holde til mødet med disse energirige neutroner – men det bekymrer ikke ITERs japanske direktør, Kaname Ikeda: »Tror De, at der er i denne verden findes noget, man ikke kan finde ud af? Det tror jeg ikke på. Jeg er optimist,« siger Ikeda.

Også Gary Johnson er optimist: »De to største sammenlignelige projekter er Manhattan-projektet med atombomben og rumprojektet Apollo, hvor man bragte folk til månen. De var ufattelige projekter. Manhattan-projektet tog fire år, mens måneprojektet tog ti år. Og skalaen af de projekter var meget større end ITER.«