Det næste Rungholt

I 1362 brast digerne omkring den driftige, danske by Rungholt. Byen samt alle dens indbyggere blev udslettet. Der er grund til at beskytte vore kystnære områder bedre, hvis ikke en fremtidig stormflod skal udløse en langt større katastrofe end den i sidste uge.

Hyllingeriis ved Skibby blev hårdt ramt af oversvømmelser, da stormen i sidste uge fejede over landet, men uden tilstrækkelig sikring af kysterne kan det blive meget værre i fremtiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Emilie Andersen

Det er nok de færreste danskere, der har hørt om Rungholt.

Men tilbage i 1300-tallet rummede den driftige by hele 2.000 indbyggere, hvilket gjorde den til en af det tidligere danske Slesvigs eller rettere daværende Sønderjyllands storbyer.

Til sammenligning boede der dengang ca. 3.000 mennesker i Ribe, 2.000 i Kiel og omkring 5.000 i Hamborg.

Rungholt lå godt 20 km ud for Husum og dermed omtrent 40 km syd-sydvest for den nuværende dansk-tyske grænse. Byen var efter datidens forhold velhavende og kendt viden om for sit blomstrende handelsliv, sit fine salt og for sin ganske omfattende hvalfangst.

Tilmed lå byen og store dele af den ø, den lå på, Strand, godt beskyttet bag et af datidens vældigste diger. For Nordsøens kraftige storme i kombination med det kraftige tidevand skulle man naturligvis tage sig i agt for.

Når de store stormfloder væltede ind og druknede andre øer og småbyer i det nordfrisiske marskland, slap Rungholt hver gang med skrækken. Hvilket førte til et sådant hovmod, at indbyggerne efter sigende kunne finde på at løbe op på deres standhaftige dige og med knyttede næver true af havet med følgende ord:

»Vi trodser dig, blanke Hans!«

Men i løbet af 1300-tallet ankom den sorte død, pesten, og gjorde et voldsomt indhug i befolkningen. Efter alt at dømme så stort, at man ikke længere havde kræfterne til at sikre en tilstrækkelig vedligeholdelse af diget.

I januar 1362 kunne borgerne i Rungholt ikke trodse naturens kræfter længere. Vinteren var isnende, og havet frøs totalt til. Natten til den 16. januar blæste det op til voldsom storm. Isen krakelerede og forvandlede sig til ødelæggende kæmpeklumper af is, der med vældig kraft tordnede ind mod de skrøbelige diger, som dermed brast.

Enorme mængder vand fossede ind, druknede Rungholt med mand og mus og forvandlede kirker, gårde og staldbygninger til murbrokker og pindebrænde. Tilsvarende katastrofer opstod helt oppe fra Rømø og ned til Elben.

Den Store Manddrukning døbte man katastrofen, og man sagde bagefter, at helt op mod 200.000 mennesker i 30 kirkesogne omkom i det isfyldte hav i løbet af den skæbnesvangre nat.

Siden har historikere ganske vist sået alvorlig tvivl om antallet, og i dag lyder det mere realistiske bud på et sted mellem 10.000 og 30.000 døde.

Men tilbage står den kendsgerning, at det var den største naturkatastrofe i danmarkshistorien.

I de følgende århundreder forsvandt Rungholt fra den kollektive erindring. Faktisk i et sådant omfang, at byen længe blev betragtet som en legende i stil med det sagnomspundne ørige Atlantis.

Men i 1920erne og 30erne afslørede tidevandet i Vadehavet rester af gravhøje og bygninger, ligesom en handelsaftaltale mellem Hamborg og Rungholt, dateret maj 1361, blev opsporet. Og i dag kan vi ved hjælp af gamle kort og geologiske undersøgelser fastslå, at datidens kystlinje lå helt op til 40 km længere mod vest, end den gør i dag.

Hundreder af kvadratkilometer land i det gamle danske Sønderjylland er forsvundet i havet, ædt af voldsomme og dræbende stormfloder i især 1400-, 1500- og 1600-tallet.

Hvorefter den frygtelige Østenstorm ankom i november 1872. Den druknede ca. 275 mennesker inklusive skibbrudne, i det sydøstlige Danmark. Bl.a. blev tre fjerdedele af Falster og op mod en tredjedel af Lolland komplet oversvømmet, da stormfloden fra Østersøen brød ind over digerne og forvandlede gårde og stalde til vuggende skibe dømt til undergang.

Der er grund til at mindes de mange forsvunde vadehavsøer og katastrofen på Lolland-Falster i kølvandet på den historisk kraftige stormflod i Isefjorden og Roskilde Fjord i sidste uge.

For derved er vi atter blevet mindet om, at havet er den største trussel mod vores lavtliggende nation.

Vi har ca. 7.300 km kystlinje, og i de kommende hundrede år ventes havniveauet at stige med op mod en meter. Ja, måske endnu mere. Og derefter ankommer det 22. og 23. århundrede med et endnu højere hav.

Det indebærer, at en stormflod som den, der oversvømmede dele af bl.a. Frederiksværk, Frederikssund og Jyllinge i sidste uge med op mod to meter højere vandstand end normalt, i princippet kan være en meter højere om 100 år.

Op mod halvdelen af vores nation befinder sig mindre end 20 meter over havets overflade, og store og i mange tilfælde befolkningstætte områder ligger i mindre end fem-seks meters højde, herunder Køge Bugt-området, Amager, det østligste Himmerland og store arealer langs Limfjorden og på Vestjælland.

Hvis vi ikke beskytter områder som disse tilstrækkeligt mod fremtidens stormfloder, vil en national katastrofe – langt større end den i sidste uge – blive en realitet inden århundredet er omme. Spørgsmålet er bare hvilken dansk by, der bliver det næste Rungholt.