I virkeligheden kan vi takke Jupiter for næsten alt.

For hvis ikke megaplaneten havde svævet rundt derude i en afstand af mellem 600 og 900 mio. km fra Jorden, ville der næppe være liv, som vi kender det, her på den tredje planet fra Solen.

Det skyldes, at Jupiter i kraft af sin enorme masse fungerer som solsystemets helt store støvsuger. Den er mere end 300 gange »tungere« end Jorden og har en masse, der er mere end dobbelt så stor som alle solystemets øvrige planeter tilsammen, Saturn inklusive.

Af samme årsag »suger« den med sin enorme tyngdekraft utallige af de vildfarne kometer og asteroider til sig, som ellers kunne udgøre en alvorlig fare for os her på Jorden.

Det blev verden vidne til i juli 1994, da kometen Shoemaker-Levy 9 tordnede ned mod Jupiter og splintrede i flere dele, før kilometerbrede kometstumper ramte planetkæmpen med over 200.000 km/t.

Det største af nedslagene skabte en mørk plet med en diameter på 12.000 kilometer, en paddehattesky på 3.000 kilometers højde og udløste energi svarende til 600 gange så meget som alle atomvåben på Jorden.

I nat dansk tid forsøger en jordisk bygget rumsonde at overvinde Jupiters kolossale tyngdekraft for at gå i et nøje kontrolleret kredsløb om den stribede gigant med det stormfulde øje.

Det er NASA-rumfartøjet Juno, som efter en næsten fem år lang rejse gennem solsystemet nu har nået sit mål, bl.a. i kraft af et stjernekamera, der er udviklet på DTU Space i Lyngby. Kameraet er central for fartøjets navigation, for det sikrer, at Juno hele tiden ved, hvilken vej det vender i rummet.

Kort før Junos opbremsning natten til tirsdag dansk tid er sonden som følge af Jupiters voldsomme massetiltrækning accelereret helt op på 250.000 km/t. Men går alt godt, kommer Juno i et vovet dyk i nat næsten helt nede at røre ved Jupiters tætte og dybfrosne atmosfære, før den skyder sig bort for at lægge sig til rette i en bane ca. 2,5 mio. km over planeten.

Juno er bare det andet rumfartøj i historien, der er gået i kredsløb om Jupiter.

Den første var Galileo i 1995. Men der er god grund til at udforske solsystemets gigant yderligere, for trods intense studier af den gennem tiderne, rummer den fortsat utallige hemmeligheder.

Den nok største er spørgsmålet om, hvad der gemmer sig under Jupiters ekstreme atmosfære.

Traditionelt har astronomer opfattet Jupiter som en klassisk gaskæmpe. Det vil sige som en planet uden fast klippegrund, kun med enorme mængder af overvejende brint og helium i stadigt mere flydende form hele vejen ind til kernen.

Men måske er det i virkeligheden muligt at få fast grund under fødderne tusindvis af kilometer under det giftige og stormfyldte skydække og de dybtliggende brintoceaner deroppe.

Hvilket Juno skal forsøge at afsløre med sine fintfølende instrumenter, der er voldsomt beskyttet for ikke at lide skade under den voldsomme kulde på ca. 150 minusgrader og den intense stråling fra Jupiters kraftige magnetfelt.

Skøjtebane-månen

I oldtiden opfattede man Jupiter som en af de klareste stjerner på himlen, og romerne navngav den efter deres himmelgud.

For godt 400 år siden begyndte den italienske astronom Galileo Galilei som den første i verden at nærstudere planeten gennem de første primitive teleskoper, hvorefter han opdagede Jupiters fire største måner: Io, Europa, Ganymedes og Callisto. Siden har man opdaget, at Jupiter rummer mindst 63 andre måner.

De store måner er dybt interessante. Ganymedes er således den største måne i hele solsystemet, større end selv planeten Merkur, mens den unikt udseende Europa med sin skøjtebaneagtige overflade er dækket af et tykt lag is, som efter alt at dømme gemmer på et enormt ocean af flydende vand nedenunder.

Læs også: Jupitermåne kan rumme liv

På selve Jupiter er det mest betagende område det stormfulde og surrealistisk udseende orangerøde »øje« lidt syd for planetens ækvator.

Ingen ved, hvor længe stormen har raset, men den er i evig forandring og dækker et område, som to jordkloder snildt kunne ligge i. Her raser evige megastorme med vindhastigheder på over 600 km/t eller dobbelt så meget som de vildeste storme, vi kender her på Jorden.

Energien til stormene kommer i altovervejende grad fra den voldsomme corioliskraft, der bliver skabt af Jupiters hastige rotation. Trods dens enorme størrelse – diameteren er ca. 140.000 kilometer – bruger Jupiter mindre end ti timer på at snurre en enkelt omgang om sin egen akse.

Det er hurtigere end nogen anden planet i solsystemet, og kraften medvirker til, at Jupiter i synlig grad buler ud omkring Ækvator og flader ud mod polerne.

Det kan enhver amatørastronom forvisse sig om ved at rette et almindeligt, billigt teleskop mod planetkæmpen, der i disse dage står lavt i horisonten mod sydvest omkring midnat.

Samtidig kan man nyde synet af dens fire største måner i bevidsthed om, at et avanceret menneskeskabt objekt nu suser rundt derude med dansk teknologi ombord.