Der er langt til klodens alderdommedag

Vi kan ikke bombe udviklingslande med høje fødselstal med kondomer, så i vidt omfang er verden magtesløs over for udviklingen.

Det kinesiske kommunistparti har besluttet, at etbarnspolitikkens dage definitivt er slut. Fremover må alle kinesiske par få to børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIM KYUNG-HOON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har ofte været fremført, at uden Kinas etbarnspolitik ville kloden befinde sig i en mere alvorlig klima- og miljømisere, end tilfældet rent faktisk er.

Hvis ikke de høje kommunistchefer i Beijing i 1979 med bødetrusler og abortlæger ved hånden havde tvunget den i vidt omfang forhadte politik igennem, ville Kina i dag ikke bugne af 1,376 mia. mennesker, men måske af 1,7 eller 1,8 mia. Som et helt USA og Tyskland yderligere at mætte.

Selv om Kina på det tidspunkt havde den fatale hungersnød under Formand Maos vanvidsreform Det Store Spring Fremad i frisk erindring, udsprang etbarnspolitikken ikke i særlig høj grad af frygt for ikke at kunne brødføde den hastigt voksende befolkning.

Den var snarere inspireret af den spirende bekymring blandt vestlige tænkere – ikke mindst formuleret i det indflydelsesrige værk »Grænser for vækst« fra 1972 – for at støt stigende befolkningstal verden over vil føre til omfattende miljøkatastrofer og mangel på råstoffer. I Vesten blev »Grænser for vækst« i nogen grad anset for antikapitalistisk propaganda, så etbarnspolitikken lå fint i tråd med tankegangen i det postmaoistiske kæmpesamfund.

I torsdags offentliggjorde det kinesiske kommunistparti, at etbarnspolitikkens dage definitivt er slut. Der var allerede blevet slækket på kravene, men fremover må alle kinesiske par få to børn.

Kinesiske demografers prognoser for den fortsatte befolkningsudvikling i verdens folkerigeste land var blevet for dystre. En »alderdommedag« lurede forude. I dag udgør de plus 60-årige omtrent en syvendedel af landets befolkning. Men ifølge prognoserne ville der allerede i begyndelsen af 2030erne være 400 mio. ældre over 60 år, svarende til en fjerdedel af alle kinesere.

Det er tvivlsomt, hvor meget den mere liberale politik vil rokke ved den udvikling. En smule formentlig, men vi kommer ikke til at se en uhørt kinesisk befolkningseksplosion, ikke mindst fordi det i et land med dyre uddannelser og begrænset støtte til småbørnsforældre er kostbart at få børn.

Ifølge FNs seneste befolkningsprognose vil Indien allerede i 2022 overhale Kina og blive verdens mest befolkningsrige land – med 1,7 mia. i 2050. Nu bliver det måske i stedet i 2023 eller 2024, at denne milepæl i verdenshistorien vil blive hamret ned.

Men trods de lidelser, som etbarnspolitikken har påført unge forældre og ikke mindst mødre i det store land, har Kina gjort et forsøg på at løse en af klodens absolut største udfordringer – den såkaldte befolkningseksplosion. Kina har vist, at det i nogen grad er muligt at styre og stabilisere befolkningsudviklingen, hvilket verden som sådan kunne lære noget af.

Lad os vende tilbage til FNs befolkningsprognose fra tidligere i år. Ifølge den (middelprognosen) vil verdensbefolkningen vokse fra de nuværende 7,3 mia. til 9,7 mia. i 2050 og hele 11,2 mia. i år 2100. Halvdelen af væksten ventes at finde sted i Afrika frem mod 2050, og derefter vil det store kontinent stå for omkring tre fjerdedele af den globale befolkningsstigning. I år 2100 ventes næsten 40 procent af alle mennesker i verden, cirka 4,5 mia., at være bosiddende i Afrika. I dag er andelen kun en syvendedel.

Man kan kun fantasere om, hvad det kommer til at betyde af pres på grænserne til Europa, som på det tidspunkt ventes at rumme op mod 100 mio. færre mennesker end i dag. Men lad nu det ligge.

Lige så bekymringsvækkende er tanken om økonomisk vækst i kombination med milliarder af flere mennesker på kloden. Hobevis af mennesker, der kommer til at kræve elektricitet, smartphones og kød på bordet. Og som vil gøre alt for at blive selvtransporterende på scootere, motorcykler og i biler.

Det er ikke befolkningsvæksten i sig selv, der er problemet set med klima- og miljøbrillerne på. Det er væksten i den hastigt voksende og storforbrugende middelklasse.

I dag har den enkelte dansker et CO2-udslip (og sikkert også generelt ressourceforbrug), der er omtrent 100 gange højere end en gennemsnitlig person i det fattige Niger i Afrika eksempelvis. Eller sagt på en anden måde: 50 mio. fattige afrikanere »sviner« ikke mere end befolkningen på Fyn.

Men hvis Niger og andre nationer, der ventes at komme til at bugne af millioner af flere mennesker i årtierne fremover – herunder Nigeria, Tanzania, Etiopien, Pakistan og Indien – samtidig oplever økonomisk vækst, risikerer kloden at ende i den »perfekte storm« af ressourcemangel, miljøkatastrofer og galopperende klimaforandringer.

Vi kan ikke bombe udviklingslande med høje fødselstal med kondomer. Vi kan ikke tvangssterilisere unge mænd og kvinder eller – som man gjorde i Kina – sende abortlægerne ud, når barn nr. to er på vej.

 

Så i vidt omfang er verden magtesløs over for udviklingen. Det er uendeligt svært, herunder for FN, at regulere noget, der rammer direkte ind i menneskets mest intime og private handling. Vores nok eneste håb er oplysning og uddannelse af især unge kvinder i Afrika og dele af Asien.

Men skulle det lykkes, vil kloden i nogle årtier opleve et andet problem – en global »alderdommedag« med for få unge til at holde hjulene i gang for en stigende andel af ældre. Men det må vi i givet fald leve med.