De boede 365 dage på »Mars«: »Det er ligesom at have bofæller, som bare altid er der, og du kan aldrig undslippe dem«

Hvordan håndterer man alt fra højlydt smasken til strømsvigt, når man bor med fem andre astronauter på Mars i et år? Det kan seks »marsrejsende« nu berette om.

Her, på flanken af kæmpevulkanen Mauna Loa på Hawaii, boede seks »marsforskere« i et helt år, før de mandag endelig vendte hjem til Jorden. Fold sammen
Læs mere
Foto: NEIL SCHEIBELHUT

Det er ikke nogen hemmelighed, at astronauter skal være gjort af et ganske særligt stof. Hvilket eksempelvis vores egen danske Andreas Mogensen er et forbilledligt eksempel på.

Men fremtidens astronauter skal være af en om muligt endnu mere bundsolid støbning, for de skal være forberedt på en årelang rejse til Mars - og dermed til helt derud, hvor Jorden blot blinker i det fjerne som en tilfældig stjerne på nattehimlen.

Af samme årsag bliver der udført et stigende antal eksperimenter med det formål belyse, hvordan marsrejsende egentlig håndterer hjemveen, den ekstraordinære isolation samt selskabet dag ud og dag ind på ganske få kvadratmeter af nøjagtig den samme håndfuld mennesker. Mennesker, som man er dybt afhængig af, men som også har små særheder og dårlig morgenånde.

Marsmanden fra Californien

Det seneste og ganske spektakulære eksperiment blev foretaget i et af de mest fremmedartede og marslignende landskaber, der findes her på kloden, nemlig på en stejl og højtliggende flanke af verdens største vulkan, Mauna Loa på Hawaii.

Her - i 2.500 meters højde - kunne seks forskere, der havde levet i indespærret i 12 måneder i en lille kuppel, mandag endelig slippe ud af deres frivillige marsfængsel.

»Det er ligesom at have bofæller, som bare altid er der, og du kan aldrig undslippe dem. Så jeg er sikker på, at mange kan forstå, hvordan det er. Og hvis du ikke kan, så prøv bare at forestille dig, hvordan det er aldrig nogensinde at kunne kom  væk fra nogen som helst,« sagde den lettede besætningschef Carmel Johnston ifølge BBC, da hun endelig slap ud af marssimulationen.

Den franske forsker og menige »marsastronaut«, Cyprien Verseux, tilføjede - mere udglattende:

»Min personlige opfattelse er, at en mission til Mars i den nære fremtid er realistisk. Jeg tror, at de teknologiske og psykologiske forhindringer kan overvindes.«

Livssuppe fundet på Mars

Den lille marskuppel med en diameter på 11 meter og en højde på seks meter er placeret så højt på vulkanens flanker af overvejende rød klippe og støv, at der praktisk taget ikke er nogen plantevækst uden for.

Marsoplevelsen blev gjort ekstra realistisk af det forhold, at de seks indespærrede under opholdet udelukkende kunne forlade kuplen iført rumdragter med kunstig iltforsyning.

Samtidig var deres kontakt til omverdenen begrænset til email, ligesom der var blevet lagt en 20 minutter lang forsinkelse ind på al kommunikation for at simulere den lange afstand fra Den røde planet til Jorden.

De seks »marsboere« - tre kvinder og tre mænd - var nøje udvalgt på baggrund af deres individuelle ekspertise. F.eks. er missionschefen Carmel Johnston jordforsker og stod under opholdet i spidsen for forsøg med plantevækst i den lille kuppel.

I løbet af eksperimentet blev forskerne udsat for en række stresstest, f.eks. med pludselig opstået strømsvigt eller med information fra kontrolcenteret om, at hvis ikke de øjeblikkeligt gik i dække, ville de blive udsat for potentielt livstruende stråling fra et kraftigt solubrud.

Ifølge NASA-projektets overordnede chef, Kim Binsted, klarede »marsastronauterne« det krævende ophold med bravour, selv om der med jævne mellemrum opstod mindre konflikter, f.eks. hvis nogen havde spist det sidste stykke chokolade, eller hvis der under et måltid blev smasket for højt.

Læs: 520 dage i frivilligt marsfængsel

Det såkaldte Hi-SEAS eksperiment på Hawaii er det længstvarende, siden en russisk simulering sluttede i 2011. Dengang kunne et internationalt hold på seks »marsboere« endelig nyde friheden og den friske luft efter 520 dages indespærring i en større container.

En ægte bemandet marsrejse menes at komme til at strække sig over et sted mellem halvandet og tre år.