Danskerne vil være organdonorer

Et meget stort flertal af befolkningen siger ja til donere deres organer. En ny kampagne fra Sundhedsstyrelsen skal få flere til at tage aktivt stilling.

Danskerne er parate til at donere deres organer i tilfælde af hjernedød, viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. 78 procent siger ja til, at de gerne selv vil donere, og ikke færre end 87 procent udtrykker en positiv holdning over for organdonation.

I 1995 og 2001 foretog Sundhedsstyrelsen lignende undersøgelser, og en sammenligning viser, at befolkningen gennem årene er blevet mere positive. Eksempelvis var kun 30 procent positive i 1995. Tilsvarende er andelen af negative faldet fra 29 procent i 1995 til kun tre procent i 2006. Ifølge fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen Bjørn Ursin Knudsen kan den stigende opbakning især forklares med mere debat om emnet, ligesom kendskabet til vellykkede transplantationer er blevet mere udbredt.

/ritzau/